Spring til hovedindhold

Forslag

Medarbejder til interne kontroller i Københavns Politi

København

Vil du arbejde med controlling i en spændende og politisk styret organisation med en samfundskritisk rolle? Vi søger en ny kollega der kan bidrage til at sikre gode interne kontroller og udvikle en analytisk baseret controlling.

Københavns Politi er landets største politikreds med ca. 3.500 medarbejdere og en årlig bevilling på ca. 2 mia. kr. Vi er en dynamisk organisation, som i disse år gennemgår store forandringsprocesser, der skal gøre politiet i stand til bedst muligt at håndtere et stadig mere komplekst kriminalitetsbillede. Vi har en arbejdskultur, der er præget af godt humør, stor handlekraft og tillid.

Om jobbet

Du bliver en del af Budgetsektionen i Økonomienheden. Sektionen har ansvaret for politikredsens budget og økonomistyring, intern kontrol og revision samt indkøb og kontraktstyring på tværs af politikredsen.

Din primære arbejdsopgave bliver at udføre en række obligatoriske kontroller på det økonomi-administrative område. I den forbindelse vil du bl.a. udføre kontroller på andre lokationer og med inddragelse af andre kolleger, ligesom du vil udføre kontroller på baggrund af stikprøver foretaget i centrale systemer. I den forbindelse vil du særligt bidrage med din viden om og forståelse for det administrative regelgrundlag.

Derudover vil du bidrage til udviklingen af en analysebaseret tilgang til controlling, der bl.a. skal tage afsæt i analyser af regnskabsdata mv. Her vil du særligt bidrage med dine evner til at overskue og analysere store datamængder, samt evner til at omsætte resultaterne til konkrete risikobaserede anbefalinger for yderligere kontroller.

Endelig vil du få muligheden for at bidrage til sektions øvrige opgaver, herunder eksempelvis økonomistyring, ekstern kommunikation (eksempelvis ved pressehenvendelser), gennemførsel af øvrige analyser mv. samt øvrige ad hoc opgaver på tværs af Økonomienheden.

Din hverdag

Budgetsektionen består af 6 kolleger og en leder, der favner både indkøbsområdet, intern revision og budget/økonomi. Vi har forskellig uddannelsesmæssig baggrund og erfaring, men understøtter og hjælper hinanden i hverdagen. Arbejdet er kendetegnet ved en høj grad af fleksibilitet i forhold til opgavevaretagelsen, ligesom du kan forvente en væsentlig medindflydelse på dine opgaver.

Vi vægter selvstændighed, fleksibilitet, tryghed og godt humør højt i vores sektion, hvorfor det ligeledes i høj grad er muligt at indrette arbejdsdagen så den passer til dig. Vi tror på, at muligheden for at tilpasse hverdagen efter behov giver gode rammer og forudsætninger for større arbejdsglæde og motivation.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer

Vi lægger vægt på, at du har bred indsigt i offentlig administration, herunder gerne fra det statslige område. Har du erfaring med statslige økonomisystemer og interne kontroller mv. er det en fordel men ikke et krav. Derudover forventer vi, at du arbejder komfortabelt i Excel.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi lægger vægt på, at du er analytisk velfunderet og har sans for detaljen samtidig med, at du har blik for det større billede.

Vi forventer endvidere, at du:

- har en relevant uddannelse, f.eks. akademisk baggrund, professionsbachelor, kontoruddannelse eller tilsvarende.
- arbejder struktureret og selvstændigt, så du løbende har styr på processer og leverancer.
- er serviceminded, en god kollega og lægger vægt på kvalitet og rettidighed i dine leverancer.

Du vil få mulighed for at udvikle dig i og prøve nye ideer af i et team, hvor arbejdsglæde og engagement er vigtigt i hverdagen. Din daglige gang er på Københavns Politigård, hvor du vil opleve en uformel omgangstone og tæt samarbejde med kolleger med forskellige uddannelsesbaggrunde.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Ansættelsesområdet er Københavns Politi med tjenestested på Politigården, 1567 København V.

Vi gør opmærksom på, at vi løbende afholder samtaler

Kontakt og ansøgning

Oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til budgetchef Jan Bryla Pedersen på tlf. 6112 3819.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 1. maj 2024
Ansøg

Generel information om politiet, herunder om Københavns Politi, kan findes på hjemmesiden http://www.politi.dk/.