Spring til hovedindhold

Forslag

Jurist til Hvidvasksekretariatet i National enhed for Særlig Kriminalitet

København, Hvidvasksekretariatet

Hvad siger du til et alsidigt og udfordrende job, hvor dine juridiske kompetencer og din rådgivning gør en forskel både nationalt, internationalt samt i dagligdagen for kolleger og andre aktører, der alle ønsker at gøre en forskel i bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering?

Hvis det lyder som noget for dig, så læs videre om vores ledige stilling, hvor du vil få et bredt spektrum af juridiske opgaver og udfordringer, internationalt samarbejde og mulighed for både faglig og personlig udvikling i et trygt og godt arbejdsmiljø.


Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed, som har til opgave at modtage, analysere og videreformidle oplysninger om mulig hvidvask og terrorfinansiering til relevante parter i ind- og udland.

Hvidvasksekretariatet modtager underretninger vedrørende mistanke om hvidvask og terrorfinansiering fra en lang række underretningspligtige virksomheder og personer, myndigheder og organisationer. Disse underretninger analyserer og videreformidler vi til relevante parter i ind- og udland. Derudover indgår vi i tæt samarbejde med en række nationale og internationale myndigheder, organisationer og netværk med fokus på bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Vi er ca. 45 medarbejdere med en bred vifte af faglige kompetencer, som inkluderer politiansatte, jurister, specialister i it- og dataanalyse, specialister i strategisk og operationel analyse samt administrative medarbejdere.

I Juridisk Sektion er vi fire medarbejdere som har et godt og tæt samarbejde i dagligdagen. Vi deler viden, sparrer tæt om sagerne og hjælpes ofte ad om opgaverne. Vi har en afslappet omgangstone og er åbne for udvikling og sparring. Som vores nye kollega, bliver du inddraget i et bredt spektrum af arbejdsopgaver og får bred indsigt i mange forskellige typer opgaver.

Vi fungerer som ledelsessekretariat, hvor vi dels understøtter og rådgiver både ledelsen og resten af Hvidvasksekretariatet med mange alsidige opgaver.

Derudover modtager vi mange forskellige typer henvendelser og forespørgsler til Hvidvasksekretariatet. Disse henvendelser struktureres, vi indhenter bidrag fra vores øvrige kolleger og udarbejder besvarelser.

Vi rådgiver og støtter også andre myndigheder, der er en del af indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Dine konkrete arbejdsopgaver i stillingen vil blandt andet være:

• Rådgivning af den øvrige del af Hvidvasksekretariatet i særlige spørgsmål om bl.a. hvidvaskloven og den strafferetlige retspleje samt i generelle forvaltningsretlige og persondataretlige spørgsmål.

• At bidrage til besvarelse af folketingsspørgsmål, høringer vedrørende lovudkast, udarbejdelse af vejledninger mv. på hvidvaskområdet.

• At udarbejde af bidrag til internationale aktører, herunder EU-kommissionen, MONEYVAL, Financial Action Task Force (FATF), OECD og IMF.

• Implementering af EU’s nye hvidvaskpakke (AML-pakken) i national ret.

Der kan forekomme lejlighedsvis rejseaktivitet i ind- og udland i forbindelse med stillingen.

Vi lægger vægt på, at der skal være god balance mellem arbejde og privatliv og du vil i stillingen få stor fleksibilitet samt mulighed for hjemmearbejde.

Du får mulighed for, at opkvalificere dig på relevant ekstern uddannelse og på kurser sideløbende med dit arbejde.

Vores nye kollega
Vi forestiller os, at du er cand.jur. eller cand.merc.jur.

Det er ikke afgørende for os, hvor du har arbejdet indtil nu, eller hvor mange års erfaring du har. Vi ønsker os en ny kollega, som har mod på at lære og udvikle sig, og som har lyst til at blive her i mange år.

Det er en fordel, hvis du finder hvidvaskområdet spændende og derudover har interesse for forvaltnings- og EU-retten samt for håndtering af juridiske spørgsmål vedrørende efterretningsvirksomhed.

Mange af opgaverne indebærer kontakt med både nationale og internationale aktører. Det er derfor vigtigt, at du kommunikerer nuanceret på skrift og i tale på dansk og på engelsk, ligesom at det er en stor fordel, hvis du også har gode netværkskompetencer.

Du trives godt i den rådgivende rolle og formår at finde brugbare og kreative løsninger i krydsfeltet mellem juraen og det operative behov. Du er en god formidler og kan gøre din rådgivning forståelig og anvendelig for andre faggrupper end din egen.

Du er nysgerrigt anlagt og generelt ikke bange for at stille uddybende spørgsmål. Du trives med tempo og afveksling i hverdagen. Samtidig formår du at udvise den fornødne grundighed og præcision i opgaveløsningen, der typisk omfatter arbejde i et tværfagligt miljø.

Vi lægger vægt på, at du har gode samarbejdsevner et udpræget helhedssyn, politisk flair og er resultatorienteret

Afhængig af kvalifikationer og erfaring, kan det være en mulighed, at du får ansvar for koordinering af sektionens daglige drift.

Løn- og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Skatteministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Skatteministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Hvidvasksekretariatet, Kampmannsgade 1, 1604 København V.

Din arbejdstid vil være 37 timer pr. uge inkl. frokost. Arbejdstiden vil primært være inden for normal kontortid. Vi har flekstid og der vil være mulighed for hjemmearbejde.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde den gennem hele din ansættelse.

Stillingen kan besættes så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer, at det bliver senest 1. august 2024.

Vi forventer at udvælge kandidater til samtale medio/ultimo uge 20 og holder samtaler tirsdag den 21. maj 2024.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte chefen for Hvidvasksekretariatet Peter Høholt, tlf. 3070-3296. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Sebastian Oehlenschlæger på 6198-6299.

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job.

Du bedes navngive dine dokumenter, så det fremgår af titlen, hvilken stilling du søger. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Alle dokumenter bedes uploadet i pdf-format. Du skal ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du bør slette dokumenterne knyttet dertil.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 12. maj 2024
Ansøg

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
 
Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.
 
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
 
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
 
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
 
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.