Spring til hovedindhold

Forslag

Bliv AD-specialist hos PET

Storkøbenhavn

Har du erfaring med it-infrastruktur, og vil du specialisere dig i AD?

Som AD-specialist hos PET skal du fordybe dig i vores løsninger, så du kan bidrage til løbende at videreudvikle og modernisere vores infrastrukturservices. Du har muligvis ikke set noget helt magen til før – men dine kompetencer, din nysgerrighed og dine dygtige kollegaer skal nok hjælpe dig godt på vej.

Du kommer til at arbejde med on-premise-løsninger, som vi selv bygger, vedligeholder og videreudvikler, så de bedst understøtter vores unikke organisation og den samlede opgaveløsning.

PET – en særlig arbejdsplads


Som medarbejder i PET kan du se frem til at arbejde i et unikt og spændende hus med mange forskellige og stærke fagligheder, som hver dag arbejder sammen om ét fælles mål:

Vi passer på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet. Det gælder, når livvagterne skal beskytte VIP’er, når analytikerne arbejder med store datamængder, og når Politiets Aktionsstyrke er på hemmelige operationer. Hvis du vil vide mere om vores arbejde, stifte bekendtskab med nogle af de mennesker, der arbejder her eller læse om vores ambitioner på digitaliseringsområdet, kan du besøge vores hjemmeside.

Hverdagen foregår på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, tæt på offentlig transport. Her har vi bl.a. eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening. Derudover får du fleksible arbejdstider, betalt frokostpause og et godt fokus på balancen mellem arbejde og fritid.

Vær med til at definere vores tekniske komponenter

Du bliver en del af vores platformsektion, hvor vi har ansvaret for bl.a. AD og Exchange samt for at skabe optimal sammenhæng mellem de grundlæggende infrastrukturservices i PET. Vores mål er at sikre en moderne, automatiseret infrastruktur med høj ydeevne, forenklet drift og sikkerhed i alle løsninger.

Rollen som AD-specialist passer til dig, hvis du vil være med til at definere løsninger, tage teknisk ansvar og sætte retning for vores services.

Bliv involveret i helheden omkring løsningerne

Du kommer til at sidde i hjertekulen af vores it-drift, hvor vi via regler og politikker definerer og styrer alle dele af PET’s it-infrastruktur. Vi har helt naturligt et skærpet fokus på kvalitet og sikkerhed, og du kan se frem til at fordybe og specialisere dig i AD-strukturer og -sammenhænge.

Vi arbejder udelukkende med on-premise-løsninger, som vi selv bygger, styrer og videreudvikler. Du får derfor indflydelse på de rammer, som kollegaer på tværs af organisationen arbejder under. Gennem dit arbejde kan du være med til at sikre, at de kan løse vigtige opgaver på en ny og mere effektiv måde.

Du er struktureret og har lyst til at fordybe dig

Hvad skal der til for at blive AD-specialist hos PET? Det vigtigste er din evne til at se sammenhænge og arbejde struktureret. Derudover skal du bruge din gode dømmekraft til at træffe de rette valg – også når vilkårene for din opgave ændrer sig.

Vi ser gerne, at du har:

• erfaring med AD-infrastruktur – du behøver ikke være specialist, men du har lyst til at blive det
• en god forståelse for alle brugeres behov ift. applikationer, grupper, inddelinger og politikker
• god forstand på de omkringliggende komponenter og deres integration ind i AD
• gode samarbejdsevner.

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. I stedet lægger vi vægt på din nysgerrighed og dit mod til at lære nyt og udvikle dig.

Fællesnævneren for de kollegaer, vi ansætter, er dedikation, robusthed, god dømmekraft, en positiv tilgang til udfordringer samt kapacitet til at gennemskue store mængder information og løse nye typer af opgaver.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsesstart pr. 1. august 2024.

Vi søger medarbejdere til både fuldtidsstillinger, deltidsstillinger, tidsbegrænsede projektstillinger (1-2 år) og plustidsstillinger (op til 42 timer), så vi kan helt sikkert ramme dit ønske på dette område. Skriv i din ansøgning, hvilken ansættelsesform du ønsker.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed, hvilket ansøger skal være opmærksom på i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen. Det betyder, at ligesom vi ikke fortæller nogen, at du har søgt en stilling hos os, bedes du tilsvarende ikke dele denne oplysning med nogen.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte HR på mail hr-rekruttering@politi.dk eller telefon +45 24 62 18 45 på hverdage mellem 08.00-15.00.

Du kan også finde mere information om politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.

Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 21 og afslutte processen medio juni 2024.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion og etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 6. maj 2024
Ansøg

Som Danmarks efterretnings- og sikkerhedstjeneste er det PET’s opgave at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Rigsfællesskabet eller mod danskere og danske interesser i udlandet.
Vi arbejder for dig – vil du arbejde for os?