Spring til hovedindhold

Forslag

Københavns Politi

Nyhed

14. juni 2023 10:26

17 bandemedlemmer anholdt for groft overfald på Christiania

Københavns Politi har i en koordineret aktion tidligt i morges anholdt 17 medlemmer af en bandegruppering for grov vold mod en 20-årig mand i Pusher Street den 28. april.

Anholdelserne skete i samtlige politikredse på Sjælland. Der er ransaget på de adresser, hvor anholdelserne fandt sted, og desuden er et klubhus i Brøndby blevet ransaget.

Her er der fundet en del effekter, der indgår i den videre efterforskning, samt flere kilo hash.

De anholdte er alle mænd i alderen 21 til 42 år. De er sigtet for et overfald, der fandt sted den 28. april omkring kl. 19. Her gik en større gruppe mørkklædte personer ind i Pusher Street på Christiania, hvor de overfaldt en 20-årig mand med slagvåben, spark og knivstik. Han kom alvorligt til skade, men har ikke været i livsfare.

”Lige siden har vi efterforsket sagen intensivt, og vi er nu så langt, at vi mener at kunne knytte de anholdte til overfaldet,” fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi.

”Vi har sat temmelig meget ind på at finde frem til overfaldsmændene, for vi vil ikke acceptere den voldsparathed, som banderne udviser – hverken i eller uden for Pusher Street,” siger Knud Hvass.

Umiddelbart efter overfaldet den 28. april blev fem mænd anholdt i en bil i nærheden af Christiania. De blev alle løsladt efter endt afhøring, men to af dem er blandt dagens anholdte. 

Yderligere en person blev anholdt på Christiania efter overfaldet, men han har ikke været sigtet i sagen.

Samtlige 17 anholdte fremstilles i grundlovsforhør kl. 14 i Dommervagten ved Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret, og derfor har Københavns Politi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.
 

Pressekontakt

Telefon: 35219260

16. maj 2025

Københavns Politi

Nattelivszonerne i København forlænges

Københavns Politi forlænger fire nattelivszoner, så alle nattelivszoner i politikredsen nu gælder til og med den 31. maj 2027.

14. maj 2025

Københavns Politi

Københavns Politi udvider område med mulighed for straffritagelse i tilknytning til stofindtagelsesrum

Udvidelsen sker for at inkludere området omkring Reden, beliggende ved Gasværksvej 24, hvor et nyt stofindtagelsesrum åbner

7. maj 2025

Københavns Politi

45-årig mand anholdt efter at have forskanset sig i lejlighed i Brønshøj

Københavns Politi har siden tirsdag aften været talstærkt til stede på Storegårdsvej