Nattelivet får fokus i weekenden
Restaurationernes nye mulighed for at holde åbent til kl. 2 om natten får politiets opmærksomhed i den kommende weekend – det samme gør private fester med nattestøj og høj musik, varsler politidirektør.

De gradvise åbninger betyder blandt andet, at åbningstiden for barer, caféer og restauranter, der har haft tilladelse til at holde åbent, men som grundet Covid 19 har skullet lukke kl. 24, nu forlænges fra midnat til klokken 2 om natten - forudsat at nye gæster ikke lukkes ind efter klokken 23.
Lokalbetjente fra Københavns Vestegns Politi er ved at besøge restaurationer med bevilling efter midnat for at vejlede restauratørerne om de nye regler.
”Vi har alle et ansvar for at hindre spredning af coronavirus – og jeg opfordrer gæster og restauratører til at følge de nye regler. Vi informerer og vejleder gerne om reglerne – men vi vil reagere, hvis de regler, der skal begrænse smitte, ikke bliver fulgt,” siger politidirektør Kim Christiansen.
Han påminder om, at coronavirus fortsat udgør en smitterisiko i Danmark og på Vestegnen, og at den risiko skal tages seriøst.
”Lad os glædes over en fortsat åbning af nattelivet – og lad os hjælpes ad med at gøre det kontrolleret, så coronavirus ikke får fat,” siger politidirektøren.
Hvis de nye regler overtrædes, kan politiet udstede bøder til restauratøren.
Fest og nattelarm
Generelt får de natlige fester opmærksomhed, når politiet er på gaden i aften- og nattetimerne i den kommende weekend – det gælder også fest, larm og høj musik i private hjem, varsler politidirektøren.De seneste måneder har Københavns Vestegns Politi registreret markant flere anmeldelser fra borgere om høj musik og larm ved private fester i nabolaget – hovedsagligt i boliger, og derfor er nattestøj rykket op i politiets prioriteringer:
”Det er ikke acceptabelt, at nogen nærmest ikke kan være i deres eget hjem, fordi andre fester og larmer urimeligt højt. Kan man ikke med almindelig dialog komme overens om støjniveauet, så bør man ringe til politiet,” siger Kim Christiansen.
Københavns Vestegns Politi tilstræber at rykke ud til alle anmeldelser om støj og oplever, at de støjende retter sig efter et politipåbud om at dæmpe sig. Der er derfor ikke udskrevet bøder eller beslaglagt musikanlæg indtil videre – men det er betjentene om nødvendigt parat til, understreger politidirektøren.
”Vis hensyn til dine naboer. Vi skal alle kunne være her,” siger Kim Christiansen.
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk