Varsel om forhøjet vandstand i Køge Bugt
Dansk Meterologisk Institut (DMI) har varslet vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand i Køge Bugt-området, hvor kommunerne i Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj har kystområder.
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at holde sig orienteret om vejrsituationen.

Ifølge DMI’s varsel torsdag den 19. oktober klokken 09.40, der gælder 48 timer frem, kan der i Køge Bugt forventes en vandstand på 140 til 200 cm over normal vandstand.
I flere dele af landet varsler DMI vindstød af stormstyrke, som forventes at kulminere fredag aften – og derefter langsomt aftage.
I samarbejde med de øvrige beredskaber følger Københavns Vestegns Politi vejrsituationen tæt i de kommende dage:
”Vi opfordrer borgerne i Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj til at holde sig orienteret om udviklingen, forberede sig på kraftig vinde og beskytte kystnære bygninger og genstande mod mulige vandskader,” siger vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen, Københavns Vestegns Politi.
Han tilføjer, at myndighederne på Vestegnen løbende vil vurdere, om udviklingen i vejret giver anledning til særlige foranstaltninger.
Skal man på rejse igennem landet, er det en god idé at søge trafikinformation først, da vejret kan påvirke trafiksituationen andre steder i landet.
• Følg med dmi.dk for seneste opdatering af varslet og vejrsituationen: https://www.dmi.dk/varsler/
• Følg også information fra kommunerne i Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj:
Pressekontakt
Telefon: 4026 3704
E-mail: kbhv-presse@politi.dk