Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestjyllands Politi

Nyhed

23. december 2022 12:48

Efter alvorlig ulykke og nye beslaglæggelser: Politiet advarer mod ulovligt fyrværkeri

30 krysantemumbomber, 230 store kanonslag og 1.000 mindre kanonslag – så meget ulovligt fyrværkeri beslaglagde Midt- og Vestjyllands Politi torsdag aften hos en 28-årig mand i Brande. Samme aften måtte politi, ambulance og lægehelikopter rykke ud til alvorlig ulykke med netop ulovligt fyrværkeri.

Torsdag aften den 22. december 2022 blev en 28-årig mand fra Vejle-området anholdt i Brande sigtet for brud på fyrværkeriloven. Manden var i besiddelse af 230 store kanonslag, 1.000 mindre kanonslag og 30 krysantemumbomber.

”Det er vi godt tilfredse med at have fået væk fra gaden. Der var tale om så stor en mængde krudt, at vi måtte tilkalde forsvarets ammunitionsryddere for få det afhentet”, fortæller politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning.

 

Alvorlig fyrværkeriulykke torsdag aften

Sent torsdag aften gik det galt i Hernings opland for en mand sidst i tyverne. Han fulgtes med nogle kammerater ud for at skyde et stort kanonslag af. Kanonslaget blev tabt på jorden, og der faldt noget krudt ud. Manden har formentlig forsøgt at antænde det krudt, der lå på jorden. I hvert fald lød der et højt brag, og manden, der altså er sidst i tyverne, fik meget alvorlige skader i ansigtet og på hånden. Han blev efterfølgende fløjet med lægehelikopter til sygehuset. Midt- og Vestjyllands Politi kender ikke mandens nuværende tilstand.

”Selv lovligt fyrværkeri er farligt, hvis ikke det håndteres korrekt, og ulovligt fyrværkeri skal man simpelthen holde sig fra. Selv en mindre mængde spildt krudt fra fyrværkeri kan have enorme konsekvenser. Det ser vi jo også i sagen fra i aftes. Her kommer en yngre mand meget, meget alvorligt til skade, og trykket fra eksplosionen har været så voldsomt, at der var skader på en bil parkeret i nærheden”, forklarer politikommissær Erik Kristensen.

Også tidligere på ugen har politiet beslaglagt ulovligt fyrværkeri. Onsdag formiddag den 21. december var det hos en 22-årig mand, der i et hus i et tæt bebygget villakvarter i Holstebro opbevarede det ulovlige fyrværkeri. Her beslaglagde Midt- og Vestjyllands Politi 157 serieproducerede kanonslag, 17 hjemmelavede kanonslag og materialer til at producere en større mængde kanonslag.

 

Kontakt politiet på 114

Finder du ulovligt fyrværkeri, eller har du kendskab til steder, hvor det opbevares eller handles, så ring til politiet på 114. Så er du med til at få det farlige fyrværkeri væk fra gaden og måske redde nogen fra at komme alvorligt til skade.

Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

1. maj 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

64 bilister i Silkeborg slipper for bøde

Et skilt med "venstresving forbudt" ved et indkøbscenter i Silkeborg har vist sig at være opsat uden rette godkendelse. De bøder, Midt- og Vestjyllands Politi har udstedt på stedet, bliver nu annulleret og tilbagebetalt.

10. april 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Fem mænd tiltalt i sag om salg af over 5,5 kilo kokain

Retten i Viborg skal over 10 dage behandle en sag om besiddelse og salg af mere end 5.500 gram kokain. Sagen er berammet og begynder den 28. april 2025.

9. april 2025

Midt- og Vestjyllands Politi

Drabssag i Herning: Politiet beder bilejere om hjælp

Politiet vil meget gerne i kontakt med bilister med dashcam, som har opholdt sig i Herning i området omkring Gormsvej mandag aften.