Spring til hovedindhold

Forslag

Efter et år på Facebook: Politiet udskriver konkurrence

Både borgerne og politiet får noget ud af, at politiet er på Facebook. Sådan lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi, her et år efter politikredsen gik i luften på danskernes foretrukne sociale medie. I anledning af Facebookfødselsdagen udlover Midt- og Vestjyllands Politi også en eksklusiv rundvisning i sit hovedkvarter.

Midt- og Vestjyllands Politis nuværende coverbillede på Facebook

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

For præcis ét år siden tog Midt- og Vestjyllands Politi skridtet ud på Facebook. Politikredsen ville gerne styrke relationen til midt- og vestjyderne og give dem bedre indblik i politiets arbejde og politiet som arbejdsplads.
Derfor har man blandt andet kunne læse om træning i udrykningskørsel, destruktion af våben, betjente på opgaver i Grækenland og Grønland, og om hvordan politihunde udvælges fra en hvalpeflok. Også små oplevelser fra politiets hverdag har fundet vej til midt- og vestjyderne og andre interesserede via Facebooksiden. Man har blandt andet kunnet høre om tyren, der skulle lokkes tilbage i folden med en spandfuld mad, om den blodige svane, der fik en køretur i patruljebilen og senest om det, politiet troede, var indbrudstyve, men som viste sig at være spøgelsesjægere.

Hunde er højdespringere på Facebook

Når Midt- og Vestjyllands Politi kigger på, hvad midt- og vestjyderne så har syntes bedst om, så er der særligt én afdeling, der springer i øjnene – nemlig politikredsens hundesektion. Aller flest reaktioner har politihunden Buster og hans hundefører Thomas fået. Faktisk har Buster og Thomas bidt sig fast i de to første pladser i top 5 - med historien om den seje politihund, der gerne vil sidde på skødet, når han skal til dyrlæge, og med fortællingen om parrets indsats mange juleaftener i træk. Men også hvalpen Aiko, der flere gange har været gæst på Facebook-siden, er populær.
”Det er rigtig dejligt, at folk interesserer sig for vores arbejde, og jeg tror også, Facebook-opslagene kan være med til at nuancere folks billede af politiets hunde. Hundene er på en eller anden måde med til at vise politiets menneskelige side. Og så har de jo også bare nogle imponerende evner, som er helt afgørende i opklaringen af forskellige politisager – for eksempel ved humanitære eftersøgninger, og når de går spor efter en tyv. Jeg bliver selv dagligt imponeret af hundens egenskaber”, fortæller politikommissær Kenn Sølvkær Jensen, der er leder af hundesektionen.

Vigtigt vidne henvendte sig efter Facebookdelinger

Flere end 13.000 mennesker følger allerede Midt- og Vestjyllands Politi på Facebook, og politikredsen er taknemmelig for, at brugerne er søde til at hjælpe indholdet længere ud. For eksempel nåede en vigtig advarsel til landbrugssektoren om GPS-tyve midt i høsten ud til flere end 350.000 mennesker, en advarsel om telefonsvindel nåede ud til en kvart million mennesker, og da politiet havde brug for at komme i kontakt med en, der var blevet truet med en kokkekniv, fik ordensmagten også god hjælp af Facebook-delingerne.
Så sent som i den forgangne uge fik politikredsen igen assistance fra Facebookvennerne. Politiet havde nemlig brug for at finde frem til et vigtigt vidne i en aktuel sag om vanvidskørsel på motorcykel og lagde derfor billeder af den bil, vidnet havde kørt i, ud på politikredsens Facebookside. Mange hjalp politiet ved at dele opslaget, og mindre end et døgn senere henvendte vidnet sig til Midt- og Vestjyllands Politi, fordi en bekendt havde set opslaget og gjort vidnet opmærksom på, at politiet gerne ville i kontakt.
Også i forbindelse med efterlysninger af formodede gerningsmænd har Facebook vist sig som et effektivt redskab.
”Det er jo enormt meget værd, at folk hjælper politiet på den måde ved at dele vores efterlysninger. Vi når hurtigt langt ud og får på den måde også presset den efterlyste. Det oplever vi jo. Det, at ens billede bliver delt vidt og bredt på de sociale medier, det kan altså godt være med til at ryge en gerningsmand ud af gemmestedet”, fortæller politiinspektør Hans Roost, der er leder af afdelingen for central efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Konkurrence om krus og eksklusiv rundvisning i hovedkvarteret

Også stabschefen glæder sig over det første år på Facebook.
”Vi er blevet taget rigtig godt imod, og jeg er bestemt blevet bekræftet i, at det var en rigtig beslutning at etablere os på Facebook. Det har været med til at gøre os til et mere åbent og tilgængeligt politi, og så glæder jeg mig selvfølgelig over, at vi også i politiarbejdet har gavn af det”, siger stabschef i Midt- og Vestjyllands Politi Lars Kirkegaard.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne nå endnu længere ud med sine efterlysninger, de små historier fra politiets hverdag, og hvad der nu ellers finder vej til Facebooksiden. Derfor har politikredsen nu udskrevet en konkurrence, der finder sin vinder, når kredsen er på den anden side af 15.000 følgere. Vinderen inviteres sammen med fire venner eller familiemedlemmer på et eksklusivt besøg i Midt- og Vestjyllands hovedkvarter i Holstebro – en af landets mest moderne politistationer. Her får de blandt andet lov at hilse på en politihund, se vagtcentralen, møde politidirektøren og se en patruljebil indefra.
”Det er ikke altafgørende for os at have mange følgere, for vi kan jo se, at meget af vores indhold på siden når rigtig langt ud allerede i dag. Men vi tror på, at endnu flere kan have glæde af at følge deres lokale politi, og det er derfor, vi har valgt at udskrive den her konkurrence. Og så har vi nok også bare lyst til at give lidt igen”, lyder det fra stabschef Lars Kirkegaard.

Er man nysgerrig efter at se, hvad der foregår på en politistation, og hvordan politiet arbejder, så skal man blot like opslaget på Midt- og Vestjyllands Politis Facebookside og skrive en kommentar, så deltager man i lodtrækningen. Tidspunktet for besøget vil blive aftalt med vinderen og forudsætter selvfølgelig, at corona-situationen tillader det. Man kan også vinde et krus med Midt- og Vestjyllands Politis logo. Der er nemlig sat ti krus på højkant som trøstepræmier.
”Det er jo ikke normalt noget, vi sender ud af huset, men her gør vi altså en undtagelse. Vi vil gerne give folk noget, de kan bruge til noget, og som man ikke bare lige kan købe nede på hjørnet. Og jeg tvivler på, at nogen kan bruge et kaffekrus til at udgive sig for at være fra politiet, så mon ikke det går an”, siger Lars Kirkegaard.
 

Kontaktperson for pressen:

Lars Kirkegaard, stabschef i Midt- og Vestjyllands Politi, via pressetelefonen: 5173 1906

 

 

FAKTA


Facebook er stadig det mest populære sociale medie herhjemme. Ifølge DR’s medieforskning bruger 65 procent af danskerne over 12 år Facebook dagligt.

Midt- og Vestjyllands Politi er Danmarks geografisk største politikreds og dækker følgende 11 kommuner: Thisted, Morsø, Lemvig, Struer, Skive, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Viborg og Silkeborg.

Top 5 over Facebookopslag med flest reaktioner
Fire ud af de fem opslag med flest reaktioner er historier fra Midt- og Vestjyllands Politis hundesektion.

To betjente hjælper en svane
Det er ikke kun borgerne, der følger Midt- og Vestjyllands Politis Facebook-side. Både lokale, regionale og landsdækkende medier fangede for eksempel historien om den blodige svane, som to betjente kom til undsætning.

Politistationen i Holstebro
Konkurrence: En heldig borger kan få et kig ind bag murene på Midt- og Vestjyllands Politis hovedstation. Politistationen i Holstebro huser blandt andet vagtcentral og hundeafdeling og er en af landets mest moderne politistationer.

Hvalpen Aiko
Den lille schæferhvalp Aiko var i august med hundeførerne i skoven for første gang. Siden har han og hans hundefører trænet en masse, og lige før jul bestod Aiko den altafgørende mentaltest.

Et krus med politiets logo
Det er ikke kun et besøg i Midt- og Vestjyllands Politis hovedkvarter, man kan vinde. Politikredsen har også sat ti krus med politiets logo på højkant.

Midt- og Vestjyllands Politis første coverbillede
Midt- og Vestjyllands Politi gik i luften med sin Facebookside i maj 2020.


Pressekontakt

Telefon: 51731906
 

2. oktober 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

Tre måneders fængsel for vold mod politibetjent

En 29-årig mand fik onsdag en straksdom, efter han i søndags sparkede en politibetjent i brystet forud for fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Viborg FF.

2. oktober 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

Midt-og Vestjyllands Politi udvider efterforskning efter tv-dokumentar

Tv-dokumentar om forhold, der skal være begået mod ansatte på det tidligere Viegård Stutteri, får politiet til at udvide efterforskning.

1. oktober 2024

Midt- og Vestjyllands Politi

40-årig mand anholdt for voldtægt og voldtægtsforsøg i Hvidbjerg

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 40-årig mand, der mistænkes for at stå bag en voldtægt og et voldtægtsforsøg begået i Hvidbjerg på Thyholm.