Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. oktober 2024
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. oktober 2024 kl. 07.00 til 11. oktober 2024 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Møllehaven, Jyllinge, Roskilde
Vandvejen, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Hækkerupsvej, Ringsted
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Fredskovvej, Store-Fuglede, Kalundborg
Indbrud i skole og institutioner mv.:
IngenTyveri fra køretøjer:
Borgergade, Klippinge, StevnsBagerstræde, Jyderup, Holbæk
Torvebyen, Køge
Ahornvej, Karlslunde, Greve
Drosselvænget, Lille-Skensved, Køge
Hastighed - Blakledsvej, Hvalsø, Lejre
Kl 10.00 var færdselspolitiet på fartkontrol og en 24-årig mand fra Holbæk blev målt til at køre med 88 km/t i en byzone. Han kan nu se frem til frakendelse af kørekortet.
Tricktyveri - Algade, Roskilde
Kl 11.57 fik politiet anmeldelse om, at en 82-årig mand fra Roskilde kort forinden var blevet udsat for et tricktyveri. Manden havde netop hævet penge i en hæveautomat, da han blev stoppet af en anden mand, der talte gebrokkent engelsk. Han gav den 82-årige en pengeseddel og bad om hjælp i lidt uklare vendinger. Den 82-årige valgte dog at gå videre, da han ikke forstod, hvad manden ville, men opdagede kort efter at han manglede sin pung, da han kom ind på cafe. Der var der så pludseligt en ung kvinde, som gav ham pungen tilbage - men dog uden hævekort i. Da manden tog kontakt til sin bank kunne de oplyse, at svindlerne havde nået at have 14.000 kroner.
Manden beskrives som 50-60 år, sort hår, sort skæg og klædt i mørkt tøj.
Den unge kvinde beskrives som 20-30 år, langt lyst hår og hun talte dansk med accent.
Politiet hører gerne fra vidner, der har bemærket parret. Samtidigt skal politiet opfordre til, at når man hæver penge i hæveautomater eller betaler med sit dankort i supermarkeder, så skal man være opmærksom på, om uvedkommende forsøger at aflure koden.
Bedrageri - Nykøbing Sjælland
Kl 12.28 blev det anmeldt, at en ældre kvinde i weekenden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra politiet og fortalte, at det var nødvendigt at spærre kvindens kort med det samme. Kort efter kom en anden person forbi kvindens adresse for at hente kortet. Der blev efterfølgende hævet 6000 kroner på kortet.
Kvinden, der kom for at hente kortet, beskrives som 30-40 år, 170-175 cm høj, lys i huden og med brunt langt hår. Hun talte dansk og var iført mørkt tøj.
Påvirket bilist - Lyngvej, Køge
Kl 13.59 standsede politiet en 33-årig mand fra Nykøbing Sjælland, der kom kørende i personbil. Det viste sig, at han var frakendt førerretten. En udåndingstest indikerede at manden havde drukket for meget og han blev derfor medtaget til blodprøve. Manden sigtet for at køre selvom han var frakendt kørekortet.
Blotter - Bispehøjen, Holbæk
Kl 17.22 blev det anmeldt, at en 11-årig pige, der opholdt sig på legepladsen ved Bjergmarksskolen, var blevet opsøgt af en mand, der gik hen til hende og trak sine egne bukser ned foran hende. Pigen løb ind på skolen og tog kontakt til nogle ansatte på stedet, som fik fat i pigens forældre.
Manden beskrives som cirka 20 år, meget lys i huden og med rødt, næsten orange kort hår. Han var iført farverigt tøj i mørke farver.
Politiet hører gerne fra folk, der har bemærket manden i området.
Brand i villa - Gl Skovvej, Tølløse, Holbæk
Kl 17.26 udbrød der brand i en villa. Ilden nåede at få så godt fat, at stuehuset var helt overtændt. Der var ingen personer i huset og efter cirka en halv time lykkedes det brandvæsnet at få kontrol over ilden. Politiet skal nu undersøge brandårsagen nærmere.
Bedrageri - Roskilde
Kl 17.38 blev det anmeldt, at en midaldrende mand var blevet opsøgt i sin lejlighed i Dommervænget af en mand, der havde franarret manden hans dankort og nogle guldsmykker.
Manden, der ankom til lejligheden, beskrives som tyrkisk af udseende og med skæg og iført hvid trøje med mærke på ryggen samt joggingbukser og en taske på ryggen.
Kl 17.40 kom der anmeldelse om at en 88-årig kvinde, der er bosiddende på en villavej i den vestlige del af Roskilde, var blevet opsøgt af to mænd i 20erne, som udgav sig for at være fra Dansk Bank. De havde forklaret kvinden, at de pga de mange bedragerier i området, havde behov for en oversigt over, hvad hun lå inde med af smykker, og de skulle tage smykkerne med sig. Samtidigt lykkedes det mændene at stjæle kvindens hævekort samt nogle kontanter.
Politiet skal igen opfordre til at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om risikoen for at blive svindlet - enten telefonisk eller ved at bedragerne møder op hjemme hos folk.
Kørsel uden førerret - Marksvinget, Køge
Kl 20.00 standsede politiet en 32-årig mand fra Køge, der kom kørende selvom han var frakendt førerretten. Manden erkendte. Samtidigt blev ejeren af bilen sigtet for at have overladt bilen til en person uden gyldigt kørekort.
Kørsel uden førerret og indbrud i sommmerhuse - Oddenvej, Nykøbing Sjælland
Kl 00.51 ville politiet standse en varevogn med anhænger. Føreren af bilen ville i første omgang ikke standse, men det lykkedes kort efter politiet at få bilen bragt til standsning og i bilen blev truffet tre mænd - en 36-årig mand fra Odsherred, en 35-årig mand fra Gørlev og en 29-årig mand fra Gørlev. Inde i varevognen stod der en havetraktor samt diverse værktøj og udstyr til maskering. Anhængeren viste sig at være knyttet til et sommerhus på Sjællands Odde, hvor det efterfølgende viste sig, at der havde været indbrud og hvor der var stjålet netop en trailer. Det viste sig samtidigt, at der også havde været indbrud i nabo-sommerhuset, hvorfra der var stjålet en havetraktor.
Føreren af bilen, den 35-årige mand, viste sig ikke at have kørekort. Og det var ikke første gang, at han havde kørt bil uden gyldig førerret. På den baggrund blev bilen beslaglagt.
Politiet fortsætter nu efterforskningen i i sagen for at undersøge, om mændene kan knyttes til flere sager.
Udlændingekontrol
Politiets udlændingeafdeling var i går på kontrol på to bordeller i hhv. Holbæk og Lejre. I Holbæk traf politiet en nigeriansk kvinde, som blev sigtet for ulovligt arbejde her i landet. Hun var desuden også i besiddelse af en mindre mængde kokain. Hun blev frihedsberøvet på udlændingelovens bestemmelser og det skal nu vurderes, om hun skal sendes ud af landet.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |