Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. oktober 2023.
Voldelig butikstyv faldt i søvn - Ung mand meldte sig selv efter bedrageri mod ældre - Traktor med gyllevogn endte i grøften. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. oktober 2023 kl. 07.00 til 13. oktober 2023 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Metalgangen, Karlslunde
Frydenhøj, Greve
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Charlotte Amalies Kvarter, Solrød Strand
Pedersvej, Køge
Vestre Grænsevej, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Fr. Andersens Vej, Kalundborg
Hyldebærlunden, Greve
Vesthegnet, Greve – fra to biler
Rønnebærkæret – Greve
Blåhegnet, Greve
Bil med skurvogn endte i grøften – Holbækvej, Kalundborg
Kl.10.28 kørte en bilist galt, da den skurvogn som bilen trak bagefter kom i slinger. Føreren af bilen, en mand i 60´erne fra Køge, forsøgte at rette op, men skurvognen fik overbalance og vogntoget endte i grøften på taget. Bilisten kunne selv kravle ud bilen, blev kørte til tjek på sygehuset i ambulance, men han var ikke kommet noget alvorligt til. Politiet optog rapport om uheldet.
I forbindelse med uheldet løb en hund væk fra bilen, og politiet kørte en tur i området for at lede efter den bortløbne hund. Den blev efterlyst i politiets register for savnede dyr, men er endnu ikke meldt fundet. Hunden er en golden retriever med sort halsbånd og lyder navnet Rumle. Ring til politiet, hvis du har oplysninger om Rumle. Tlf. 114.
Voldelig butikstyv – Parkvej, Solrød Strand
Kl. 11.23 anmeldte personalet i Aldi, at en mand havde stjålet nogle varer fra butikken. Da en medarbejder tilbageholdt ham begyndte han at råbe og forsøgte at forlade stedet, men medarbejderen tog fat i den mistænkte. Den mistænkte slog omkring sig og ramte en medarbejder i nakken. Herefter var han faldt han i søvn foran butikken, men han havde forladt stedet inden patruljen nåede frem.
Politiet optog rapport om voldssagen og tyveri af fire øl, som den mistænkte mand tog med ud af butikken uden at betale. Den mistænkte blev genkendt af personalet fra tidligere episoder, og han vil høre mere i sagen fra politiet.
Bil og varebil kørte sammen – Næstvedvej, Ringsted
Kl. 15.59 skete et sammenstød, da en bilist, en 32-årig kvinde fra Ringsted, kom slinger og mistede herredømmet over bilen, som endte i modkørende vejbane, hvor hun stødte ind i siden af en varebil, der blev ført af en 33-årig mand fra Faxe Ladeplads. Politi og redning kørte frem til stedet.
Ingen personer kom noget alvorligt til, men vejen var spærret og busruter blev omlagt, indtil der var blevet ryddet op omkring en time senere, da bilerne skulle fjernes på fejeblad.
Meldte sig selv efter bedrageri mod ældre ægtepar – Kalundborg
Kl. 19.00 henvendte en 18-årig mand sig på Roskilde Politigård sammen med sin kontaktperson, da han ønskede at melde sig selv. Den 18-årige mand fra Sydsjælland erkendte at have lånt sin konto ud til en han ikke kendte, og efterfølgende havde forsøgt at hæve pengene til de ukendte mænd.
De forurettede i sagen, et ældre ægtepar fra Kalundborg, var tidligere på dagen blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Nykredit. Ægteparret blev snydt til at overføre lige knap 100.000 kr til en konto, for at ”beskytte deres penge”.
Poltiet afhørte den 18-årige mand, som det ikke var lykkedes at hæve nogen kontanter. Han havde fået kolde fødder og var sammen med sin kontaktperson fra det bosted, hvor han bor kørt til Roskilde for at melde sig selv.
Ægteparrets bank blev orienteret af politiet, og de straks gik i gang med at forsøge at føre pengene retur til parrets konto.
Sagen efterforskes nu videre af NSK i det Nationale Center for Internetrelateret Kriminalitet (NCIK). Den 18-årige blev sigtet for hvidvask, og kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Traktor med gyllevogn endte i grøften – Hesteskovej, Klippinge – Stevns
Kl. 19.19 kørte en traktor med en gyllespreder bag på galt, da traktoren skulle vige for en modkørende, og kom for langt ud i grøften. Køretøjet tippede og faldt ned på højre side, hvor det begyndte at lægge gylle, da tanken rev sig løs. Tanken indeholdt 7000 L flydende gødning, som begyndte at lægge. Føreren af traktoren, en 26-årig mand fra Karise, slap uskadt fra uheldet.
Politi og miljøvagt blev sendt til stedet, hvor miljøvagten besluttede, at der skulle graves en rende til gødningen, så den ikke spredte sig til en nærliggende å. Det blev herefter aftalt med ejeren af marken, at gødningen kunne spredes ud på marken, hvor uheldet skete. Herefter ville miljøvagten følge op på, om det hele var blevet fjernet. Der blev planlagt bjergning af køretøjet dagen efter. Politiet optog rapport om uheldet.
Nye brande i skraldespande – Bysøstræde, Holbæk
Kl. 19.37 brændte det igen i to skraldespande i Bysøparken i Holbæk, som også aftenen før havde krævet en udrykning fra politi og brandvæsen. I gårsdagens døgnrapport fortalte vi om fem skraldespande, hvor der havde været ild. Et vidne så da en ung mand løbe fra stedet kort efter episoden, men ved torsdagens episoden var ingen oplysninger om personer tæt ved. Brandvæsnet fik slukket branden i skraldespandene og politiet ser nu på, om der kan være en sammenhæng mellem brandene i Bysøparken. Vidner der har bemærket personer i parken tæt ved skraldespandene op til branden opstod bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |