Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

18. oktober 2023 11:06

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 18. oktober 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 17. oktober 2023 kl. 07.00 til 18. oktober 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hejren, Greve
Algade, Gørlev Sj.

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Egevej, Tune
Bøgevej, Hvalsø
Strandgården, Solrød Strand

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Barringgårdsvej, Hønsinge Lyng, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Munkholmvej, Langtved, Kirke-Såby
Torshaven, Nykøbing Sj.
Granhegnet, Greve
Hirsemarken, Borup


Færdselsuheld – Egelundsvej / Åstræde, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 10.07 var to bilister stødt sammen i det uregulerede vejkryds Egelundsvej – Åstræde i Strøby Egede, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Ambulancepersonalet tilså parterne, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader. Det lokale redningsberedskab blev dog tilkaldt for at tage sig af en mindre forurening fra de implicerede personbiler.

Parterne var stødt sammen, da en 61-årig kvinde fra Roskilde var kørt ad Egelundsvej i nordlig retning i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset ved Åstræde. Her stødte hun sammen med en anden personbil, som en 62-årig kvinde fra Karise førte ad Åstræde i sydlig retning.

Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Ulovlig afbrænding – Vordingborgvej, Sonnerup, Tureby – Køge

Kl. 11.11 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en privat adresse på Vordingborgvej efter en melding om ildebrand i en bygning.

Der var dog ikke tale om brand i en bygning, men derimod tale om røg fra afbrænding af affald bestående af en stor bunke træ og andet brændbart affald.

En 75-årig mand blev som den ansvarlige for afbrændingen sigtet for overtrædelse af affaldsregulativet, idet afbrænding af sådanne effekter ifølge brandvæsnet ikke var tilladt i Køge kommune.

Brand i minibus – Gl. Ringstedvej, Holbæk

Kl. 11.21 rykkede politiet sammen med brandvæsnet ud til Gl. Ringstedvej i Holbæk på grund af en melding om ildebrand i en minibus.

Politiet kunne sammen med brandvæsnet konstatere, at der ikke var ild i minibussen, men oliefyret i bussen havde tilsyneladende en defekt, så der var sket en kortslutning under den 45-årig mandlige chaufførs kørsel.

Politiet foretog sig ikke yderligere, da der ikke var sket nogen skade på hverken minibussen eller personer.

Narkokørsel – Københavnsvej, Roskilde

Kl. 14.33 standsede politiet en 30-årig mand fra København S som fører af en personbil og lod ham deltage i en narkometertest. Da testen gav udslag for påvirkning af både cannabis og kokain, sigtede politiet den 30-årige for narkokørsel.

Den 30-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Færdselsuheld – Slimmingevej, Gørslev, Ringsted – Køge

Kl. 14.35 indledte politiet efterforskningen i en sag om et færdselsuheld, idet pårørende til en 8-årig lokal dreng havde anmeldt, at han havde været impliceret i et færdselsuheld, og at en bilist var kørt fra stedet uden at give sig til kende.

Den 8-årige dreng, der havde anvendt cykelhjelm under kørslen, var sluppet med diverse knubs efter uheldet. Han var kl. ca. 14.30 cyklet på cykelstien i vestlig retning ad Slimmingevej, da han i forbindelse med et utilsigtet udslag med cyklen mod venstre ud mod kørebanen var blevet ramt på sin venstre skulder af en bilist.

Bilisten var kørt i samme retning og havde formentlig ramt cyklisten med sit højre sidespejl, men bilisten havde ikke standset, selv om cyklisten væltede.

Et par bilister havde kommet drengen til undsætning, indtil pårørende kom til stedet.

Politiet leder nu efter et sort køretøj, som ikke kan beskrives yderligere, for at få identificeret føreren, der ramte cyklistens skulderparti. Også de bilister, der kom drengen til undsætning, kan måske have oplysninger til brug i efterforskningen, hvorfor politiet gerne må kontaktes på tlf. 114.

Blufærdighedskrænker på stranden – Højbjergvej, Fårevejle St. - Odsherred

Kl. 15.45 fik politiet en anmeldelse fra en 50-årig kvinde fra København og hendes voksne datter om en blufærdighedskrænkelse på Ordrup strand ud for Højbjergvej ved Fårevejle.

Da de kl. ca. 15.10 gik tur på stranden og passerede en båd trukket op på stranden, kom en fremmed mand pludselig til syne. Han onanerede åbenlyst og råbte til dem, men de to kvinder fortsatte uanfægtet deres gåtur.

Blufærdighedskrænkeren blev beskrevet som en mand, ca. 30 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning, mørkt hår, kort fuldskæg, iført sort joggingtøj med hætte på trøjen. Manden talte dansk, da han råbte de to kvinder an.

Politiet har nu optaget en rapport om blufærdighedskrænkelse og forsøger at få den mistænkte mand identificeret. Oplysninger eller tip om hans identitet kan gives til politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Langebjergvænget / Marbjergvej, Roskilde

Kl. 16.04 var to bilister stødt sammen i krydset Langebjergvænget – Marbjergvej, men ingen af parterne var kommet til skade.

En 39-årig mand fra Brønshøj var i en personbil kørt ad Langebjergvænget mod øst og i forbindelse med et højresving ud på Marbjergvej, hvor han påkørte en anden personbil, som en 32-årig mand fra Roskilde førte i sydlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Dreng alene på indkøb – Spånnebæk, Holbæk

Kl. 16.23 fik politiet en henvendelse fra en anmelder, som i et supermarked på Spånnebæk i Holbæk stod med en lille dreng, som var alene. Drengen ønskede ikke at oplyse noget om sit navn eller sin bopæl, hvilket bekymrede anmelderen, så politiet blev underrettet.

En patrulje fik i supermarkedet kontakt til drengen, som blev identificeret som en 6-årig lokal dreng. Herefter kunne politiet få kontakt til hans mor, som oplyste, at drengen efter aftale selv var gået hen i supermarkedet for at handle. Der var ikke sket drengen noget, men moren blev orienteret om, at politiets opfattelse var, at det var alt for tidligt at lade en dreng i den alder færdes alene i trafikken og i et supermarked.

Som afslutning fik drengen en køretur i patruljebilen hjem til sin bopæl.

Snød med varer – Stationscentret, Roskilde

Kl. 17.29 rykkede politiet ud til et supermarked, hvor politiet sigtede en 28-årig kvinde fra Roskilde og en 34-årig mand fra Lejre for bedrageri over for supermarkedet.

De to sigtede kunne ifølge personalets oplysninger mistænkes for at have stjålet kosmetiske produkter til en værdi af 350 kr., idet de i scan selv-udgangen havde scannet nogle billigere kosmetiske produkter for ca. 125 kr.

Da de forlod scan selv-området efter betaling for de billige varer, blev de afsløret af en varealarmerne, der blev aktiveret ved udgangen.

Da de to sigtede ikke havde betalt for de dyre varer og havde foregivet at have betalt for varerne, da de ville forlade scan selv-området, anså politiet det som bedrageri over for supermarkedet og sigtede dem for den overtrædelse af straffeloven.

Ulykkelig kvinde på rækværk – Køgevej, Roskilde

Kl. 17.56 rykkede politiet ud til Køgevej ved tunnelen under jernbanen, hvor en kvinde havde placeret sig på rækværket.

Politiet fik kort efter fat i en 17-årig kvinde, der blev bragt i sikkerhed uden at være kommet til skade. Kvinden havde det ikke så godt, så hun blev med politiets hjælp bragt til et sygehus til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand.

Mystiske opkald til alarmcentralen – Holbæk

Kl. 20.43 underrettede alarmcentralen Midt- og Vestsjællands Politi om flere mystiske opkald til alarmcentralen om en mulig bortførsel. Opkaldene kom fra et mobiltelefonnummer, som ikke længere var i brug, og stemmen i opkaldene lød som et engelsktalende barn.

Da antallet af alarmopkald via 112 til alarmcentralen var mere end 10 inden for ca. 10 minutter, indledte politiet i samarbejde med alarmcentralen en efterforskning for at finde ud af, om nogen vitterlig var i nød i forbindelse med en bortførsel som oplyst i de meget korte opkald uden mulighed for dialog med den person, der foretog opkaldene.

Politiet fik imidlertid ved teknisk hjælp lokaliseret opkaldene til at komme fra den nordvestlige del af Holbæk by, hvor et par patruljer begyndte at lede efter nogen i nød.

Efterforskningen i sagen førte en time senere frem til en konkret adresse i netop den nordvestlige del af Holbæk, hvor politiet fik kontakt til en 41-årig far og dennes 9-årige søn.

Det viste sig, at sønnen havde fået fat i farens telefon og foretaget disse uberettigede opkald til alarmcentralen som såkaldt ”telefonfis”. Politiet tog sig herefter en alvorlig samtale med sønnen og dennes far som afslutning på sagen, idet sønnen på grund af sin unge alder ikke kan straffes for at have foretage de uberettigede opkald til alarmcentralen.

Indbrud i apotek – Algade, Gørlev Sj. - Kalundborg

Kl. 00.35 slog en nabo til apoteket alarm, idet anmelderen kunne se to mænd i færd med at bryde døren ind til apoteket op.

Det lykkedes de to mænd at komme ind i apotek, som de et par minutter senere forlod på et tohjulet køretøj i form af en større knallert eller motorcykel. De flygtede sammen på køretøjet ad Kirkevangen.

De to mænd blev beskrevet enslydende som mænd, 20-25 år, 170-175 cm, almindelige af bygning, iført sorte styrthjelme, sorte jakker, mørke bukser og mørke handsker.

Politiets umiddelbare eftersøgning efter de to indbrudstyve gav ikke noget resultat, men apoteket er blevet undersøgt for eventuelle spor, der kan bruges til identifikation af dem.

Det er uklart, hvorvidt det lykkedes de to mænd at stjæle noget i forbindelse med indbruddet, men politiet får senere oplysninger herom, når apotekets personalet måtte have fået et overblik herover.

Oplysninger om de to mænd flygtende på et tohjulet køretøj ad Kirkevangen og derefter i ukendt retning kan gives til politiet på tlf. 114.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

20. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. maj 2025 kl. 07.00 til 20. maj 2025 kl. 07.00.

19. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. maj 2025

Læs uddraget af weekendens hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. maj 2025 kl. 07.00 til 19. maj 2025 kl. 07.00.

16. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. maj 2025 kl. 07.00 til 16. maj 2025 kl. 07.00.