Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

20. oktober 2023 11:55

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 20. oktober 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 19. oktober 2023 kl. 07.00 til 20. oktober 2023 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Kildebrøndevej, Greve
Vedskøllevej, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Søbæksparken, Jyderup
Benedikte Alle, Karlslunde
Nøragervej, Ærtebjerg, Jyderup
Jernbanevej, Svebølle (forsøg)
Tjørnevænget, Øm, Roskilde
Bæktoften, Solrød Strand
Skovbovej, Bjæverskov

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Astersvej, Roskilde
Hybenvej, Ringsted
Ligustervænget, Ringsted
Skovbrynet, Borup (2 anmeldelser)
Kristoffersvej, Ringsted


Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 07.36 rykkede politiet og redningsberedskabet ud til Holbækmotorvejen ved afkørsel 20 Holbæk V, hvor der i det nordgående spor var sket et sammenstød mellem en lastbil og en personbil.

På uheldsstedet holdt begge køretøjer i nødsporet, og den 57-årige mandlige lastbilchauffør var sluppet uskadt fra uheldet.

Føreren af personbilen var imidlertid gået fra stedet uden at give sig til kende over for modparten. Da personbilens airbags var blevet udløst, og der var lidt blod på disse, iværksatte politiet en eftersøgning af den mandlige fører af personbilen ud fra en bekymring om, at han kunne have brug for hjælp.

Eftersøgningen efter føreren af personbilen gav umiddelbart ikke noget resultat, hvorfor politiet koncentrerede sig om at få ryddet op på uheldsstedet.

Lastbilen var ifølge dennes chauffør blevet påkørt bagfra af personbilen, der havde forårsaget skader på afskærmningen ved venstre baghjul, så omlæsning af asfalt på ladet blev iværksat, inden lastbilen kunne flyttes væk fra motorvejen.

Personbilen med kraftige skader i fronten blev efterladt på uheldsstedet, men kl. ca. 13.00 måtte politiet igen ud til stedet.

En brand var nu opstået i den pågældende personbil, der trods brandvæsnets indsats stort set udbrændte.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at finde frem til føreren af personbilen, da han ikke deltog i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Arbejdsulykke – Bredgade, Roskilde

Kl. 08.21 måtte en 23-årig mand fra Glostrup en tur på skadestuen, efter at han var kommet til skade på sit arbejde.

Han arbejder som elektriker og var ved at sætte nogle elinstallationer op, da han utilsigtet fik strøm igennem sig via den anvendte skruetrækker.

Arbejdstilsynet ankom til arbejdsstedet og foretog i samarbejde med politiet diverse undersøgelser, så det senere kan afgøres, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Tricktyveri – Roskildevej, Benløse, Ringsted

Kl. 11.49 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked på Roskildevej i Benløse om, at en ansat i bil kørte en polsk registreret personbil, hvori der befandt sig to mænd, som kunne mistænkes for at have forsøgt et tricktyveri over for en ældre mandlig kunde i supermarkedet.

Politiet fik ud fra den ansattes oplysninger kontakt til den polske bil på Vestmotorvejen ved Kværkeby, hvor politiet foretog anholdelse af to mænd på 29 og 35 år fra Rumænien som mistænkte i sagen.

Efterfølgende fik den mandlige kunde identificeret som en 81-årig mand fra Ringsted, der kl. ca. 11.00 i forbindelse med betaling af indkøbte varer af en fremmed kvinde var blevet gjort opmærksom på, at han havde tabt en pengeseddel på gulvet.

Den 81-årige samlede pengesedlen op og gik bagefter ud til sin bil, hvor to mænd pludselig kom og forlangte at få pengesedlen retur. Samtidig havde den ene af de to mænd fat i den 81-åriges pung, men de fik dog pengesedlen retur, inden en ansat fra supermarkedet blandede sig og advarede om de to mænd.

Herefter forlod den 81-årige stedet i sin bil, og da den ansatte så de to mænd forlade stedet i en polsk registreret bil, besluttede han at køre efter dem. Køreturen efter den polske bil bragte den ansatte rundt i Ringsted by og til Sorø, inden de to nu anholdte kørte ad Vestmotorvejen mod Ringsted, indtil de blev anholdt.

Politiet afhørte de to rumænere, som blev sigtet for forsøg på tricktyveri over for den 81-årige. Da der efter en nøje gennemgang af sagen ikke fandtes grundlag for varetægtsfængsling af de rumænere, blev de begge løsladt. Senere vil de blive stillet strafferetligt til regnskab for forsøget på tricktyveri over for den 81-årige.

Færdselsuheld – Vandtårnsvej / Skagerakvej, Holbæk

Kl. 12.24 henvendte en 44-årig mand fra Holbæk sig til politiet, fordi han kl. ca. 12.00 var blevet påkørt af en bilist i et fodgængerfelt på Vandtårnsvej i Holbæk.

Bilisten havde ramt den 44-åriges ene ben, men havde fortsat sin kørsel ad Vandtårnsvej i sydvestlig retning uden at give sig til kende over for fodgængeren.

Den 44-årige var blevet afhørt til sagen, men henvendte sig senere på eftermiddagen til politiet med oplysninger om, at han havde fundet den bil, som havde ramt ham på benet.

Bilen holdt på Skagerakvej, hvorfra den var ved at blive hentet af et bugseringskøretøj efter et andet færdselsuheld, som var sket kort før kl. 14.00.

Politiet havde været på uheldsstedet og fået klarlagt, at en 66-årig mand fra Holbæk som fører af en personbil var kørt ad Skagerakvej mod vest, da han af ukendte årsager påkørte bagenden af en personbil, der blev skubbet frem i endnu en personbil. Disse to bilister var begge standset på grund af kødannelse.

Den 66-årige kan nu som ejer af den skadede bil på Skagerakvej forvente at blive afhørt til færdselsuheldet på Vandtårnsvej for at få identificeret fører af bilen på tidspunktet for uheldet, hvor fodgængeren blev ramt på benet.

Færdselsuheld – Trekroner Alle / Østre Ringvej / Østbyvej, Roskilde

Kl. 12.55 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Trekroner Alle / Østre Ringvej / Østbyvej, så to ambulancer var sendt til stedet.

Ingen af parterne havde pådraget sig behandlingskrævende skader, men begge personbiler havde skader som følge af sammenstødet. Den ene bil ført ad en 69-årig kvinde fra Holbæk brød imidlertid i brand, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Krydset var i en kortere periode spærret for sydgående trafik ad Østre Ringvej, men kl. ca. 13.25 var krydset atter farbar, så politiet kunne forlade stedet.

Politiet havde forinden fået klarlagt, at en 75-årig mand fra Roskilde i en personbil var kørt ad Østre Ringvej mod syd i den hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Samtidig kørte den 69-årige kvinde fra Holbæk i modsat retning og via venstresvingsbanen mod Østbyvej ind i krydset i forbindelse med et venstresving, så de to bilister stødte sammen midt i krydset.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt lyssignalernes farve, herunder pilsignaler, i de to bilisters færdselsretninger inden sammenstødet.

Truende butikstyv – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.55 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked om, at en mand havde optrådt truende over for personalet, som mistænkte ham for at have stjålet en kniv.

Da den mandlige kunde ved kassen var blevet konfronteret med mistanken mod ham, havde han truende oplyst, at han havde en kniv samtidig med, at han var gået frem mod personalet. Han gik herefter fra butikken uden at betale for den kniv, som han var mistænkt for at have stjålet.

Via overvågningen i supermarkedet fik politiet en mistanke om identiteten på den mistænkte, som politiet om eftermiddagen havde aflagt et besøg på grund af en tvist med en kvindelig bekendt på en adresse i Gørlev.

Den mistænkte var imidlertid ikke hjemme, men på hans bopæl, hvor en kvindelig bekendt var til stede, fandt politiet den stjålne kniv, som svarede til den kniv, som havde stjålet fra supermarkedet. Ved ransagningen fandt politiet også en lille klump hash, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den mistænkte henvendte sig senere selv til politiet, som derefter en 28-årig mand fra Gørlev Sj. for den ulovlige hashbesiddelse samt for røveri i forhold til kniven på grund af adfærden over for personalet ved kasselinjen. Kniven havde en værdi på 127 kr., og den 28-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Narkokørsel – Adelers Alle, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 22.11 kunne politiet sigte en 25-årig mand fra Fårevejle St. for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Adelers Alle i Fårevejle. Den 25-årige erkendte at have indtaget amfetamin og røget hash inden kørslen, og mistanken mod ham blev bestyrket, da politiet ved en undersøgelse af bilen fandt godt seks gram amfetamin og ganske lidt ketamin.

Den 25-årige blev derfor tillige sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt de ulovlige stoffer som bevis i sagen.

I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 25-årige udtaget en blodprøve og vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituskørsel – Flægkær, Gislinge - Holbæk

Kl. 23.42 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Vig for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Flægkær i Gislinge.

Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

13. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. juni 2025 kl. 07.00 til 13. juni 2025 kl. 07.00.

12. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 12. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 11. juni 2025 kl. 07.00 til 12. juni 2025 kl. 07.00.

11. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 11. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 10. juni 2025 kl. 07.00 til 11. juni 2025 kl. 07.00.