Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 21. maj 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 20. maj 2025 kl. 07.00 til 21. maj 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Engtoften, Gudmindrup L, Højby Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Pilevej, Tølløse (forsøg)
Karlstrup Strandvej, Solrød Strand
Rådhusvej, Asnæs
Torvevangen, Asnæs
Kontrol af udenlandsk arbejdskraft – Hallas Alle, Kalundborg
I tidsrummet kl. 05.40-08.20 gennemført politiets udlændingeafdeling identifikationskontrol og kontrol af opholds- og arbejdstilladelser på en byggeplads.
Alle EU-borgere og 3. landsstatsborger blev bedt om at fremvise rejsedokument/nationalt ID samt opholds- og arbejdstilladelse, hvis det var påkrævet. Flere blev afvist, da de i første omgang ikke kunne fremvise den fornødne dokumentation. De returnerede efterfølgende med det påkrævede, og der var derfor ingen anholdte eller sigtede.
Ca. 350 personer kontrolleret. Der blev bl.a. kontrolleret personer fra Rumænien, Indien, Tyrkiet, Polen, Bulgarien, Estland, Litauen, Syrien, Ungarn, Letland, Kroatien, Slovakiet, Tyskland, Sverige, Filippinerne, Østrig, Bosnien, Irland, Slovenien, Grækenland, Nepal, Iran og Tjekkiet.
Påvirket mand overhalede indenom flere gange – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 11.29 blev en 44-årig mand fra Kastrup sigtet for overtrædelse af færdselsloven, da han kørte bil i påvirket tilstand og overhalede andre biler indenom flere gange. Den 44-årige var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.
Ukrudtsbrænder forårsagede brand – Kildebæksvej, Vetterslev, Ringsted
Kl. 13.53 blev en 25-årig kvinde sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, da hun havde antændt et skur og en hæk i forbindelse med, at hun benyttede en ukrudtsbrænder. Skuret og hækken var deltvist afbrændt, inden ilden blev slukket. Kvinden kan forvente en bøde i sagen.
Ældre kvinde narret af udenlandske tricktyve – Ibsgården. Himmelev, Roskilde
Kl. 14.05 blev en 83-årig kvinde fra Himmelev, der befandt sig på gaden, kontaktet af to personer, som hjalp den 83-årige over gaden, som hun ville krydse. De to kvinder forsøgte at give den 83- årige nogle smykker på, som de medbragte. Kvinden ønskede ikke at medvirke til dette.
En forbipasserende mandlig cyklist greb ind, og dette fik de to udenlandske kvinder til at gå hurtigt fra stedet. De satte sig ind i en bil, hvor der også befandt sig to mænd, som hurtigt kørte væk fra stedet. Den 83-årige opdagede i den forbindelse, at hendes guldhalskæde samt et flettet armbånd i guld var forsvundet sammen med de to kvinder.
De to kvinder beskrives som:
A: Kvinde, ca. 40 år, hudfarve: brun, yderligere kendetegn: Talte dårligt engelsk, iført: En lang sort frakke samt tørklæde.
B: Kvinde, ca. 50 år, hudfarve: brun, yderligere kendetegn: talte dårligt engelsk, iført: En lang sort frakke og et orange/beige tørklæde med mørke striber om hovedet.
Bilen de to kvinder satte sig ind i var en ældre Opel stationcar på polske nummerplader. På forreste passagerdør stod noget tekst.
Kontakt politiet på telefon 114, hvis du har oplysninger i sagen.
Politiet har i de seneste dage fået flere anmeldelse om tricktyverier, hvor typisk ældre personer på gaden kontaktes af udenlandske personer, der spørger om vej eller vil hjælpe de ældre. De udenlandske personer går meget tæt på. Det viser sig desværre, at de hjælpsomme personer har skumle hensigter, da flere ældre har mistet deres pung eller smykker, efter at have været i kontakt med de udenlandske personer.
Udenlandsk mand på motorvejsafkørsel tilbød guldsmykker i bytte for benzin – Vestmotorvejen afkørsel 35, Ringsted
Kl. 14.33 anmeldte en 26-årig mand, at han i forbindelse med kørsel på afkørsel 35, vestgående, var blevet kontaktet af en mand, der nærmest sprang ud foran den 26-åriges bil for at få den til at stoppe. Manden, der talte engelsk, bad om penge til benzin og stak en guldring i hånden på den 26-årige, der dog ikke ønskede at modtage ”guld” eller give penge til den fremmede mand. Han kontaktede derfor politiet og anmeldte episoden og kørte videre.
Beruset og aggressiv udenlandsk butikstyv anholdt – Ølbycenter, Køge
Kl. 14.59 modtog politiet en anmeldelse om, at en beruset butikstyv skabte utryghed i ved at gå rundt i en butik og drikke øl, være meget opfarende samt gå fra butikken uden at betale for de varer, han tog med sig. Personalet tilbageholdt den berusede mand, der er 41 år og fra Polen. En patrulje kom frem til stedet og anholdt manden, der blev frihedsberøvet, da han var ude af stand til at tage vare på sig selv. Manden blev løsladt til gaden kl. 22.45. Han er sigtet for butikstyveri og har fået optaget foto- og fingeraftryk i henhold til udlændingeloven.
Færdselsafdelingen havde travl eftermiddag/aften – Høng, Snertinge, Kalundborg og Eskebjerg – Kalundborg
Kl. 15.50 blev en 18-årig mand fra Høng på Hovedgaden i Høng sigtet for at køre på en ulovlig knallert, der var konstruktivt ændret, så den kan køre over 70 km/t mod de tilladte 30 km/t.
Kl. 15.55 blev en 15-årig lokal dreng sigtet for at køre på en ulovlig knallert på Tranevej i Høng samt for ikke at have medbragt forsikringspapirer.
Kl. 16.10 blev en 15-årig dreng fra Høng sigtet for at køre for stærkt på sin knallert. Der nedlægges påstand om frakendelse af førerretten til lille knallert.
Kl. 19.59 fik en 22-årig mand fra Kalundborg et klip i kørekortet og en bøde for at køre for stærk på Østre Havnevej i Kalundborg.
Kl. 20.13 befandt færdselspolitiet sig på Nykøbingvej i Snertinge, da en 32-årig mand fra Føllenslev kom forbi på sin knallert. Manden kørte ca. 60 km/t, og politiet har beslaglagt mandens knallert til nærmere undersøgelse.
Kl. 20.21 blev endnu en knallert beslaglagt – denne gang på Eskebjergvej i Eskebjerg med henblik på nærmere undersøgelse.
Kl. 20.40 blev en 38-årig mand fra Slagelse sigtet for kørsel uden førerret, da han kom kørende på Nykøbingvej i Snertinge mod nord.
Kl. 21.00 beslaglagde politiet endnu en knallert med henblik på udmåling, da der er mistanke om, at den er ulovlig.
Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.
Ukrudtsbrænder antændte carport – Blågårdsvænget, Greve
Kl. 16.59 blev en 62-årig kvinde sigtet for overtrædelse af brandlovgivningen, da hun ikke havde udvist tilstrækkelig forsigtighed i forbindelse med, at hun benyttede en ukrudtsbrænder omkring sin carport. Ukrudtsbrænderen antændte flere papkasser, der befandt sig i carporten, og ilden spredte sig til carporten. Der opstod kraftig sort røg fra branden, som brandvæsnet fik slukket. Kvinden kan forvente en bøde i sagen.
Påvirket mand kørte for stærkt – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk
Kl. 21.54 blev en 49-årig mand målt til i en personbil at køre 115 km/t på en strækning, hvor hastigheden ikke må overstige 70 km/t. Manden blev testet i patruljebilen narkometer, som gav udslag for cannabis, og manden erkendte i den forbindelse at have indtaget CBD-olie. Den 49-årige er sigtet i sagen og har fået udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |