Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 28. august 2026
Håndværker med mobiltelefon opdagede ikke udrykning, kvinde sigtet for tildækningsforbud og fire mænd anholdt for tyveri af europaller. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 27. august 2026 kl. 07.00 til 28. august 2026 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ved Kildepladsen, Borup, Køge
Tune Center, Tune, Greve (2 stk)
Ymersvej, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Storøhagevej, Hørve, Odsherred
H C Andersensvej, Nykøbing Sjælland, Odsherred
Klovbyvej, Jerslev, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Personbiler:
Ingen
Varebiler/lastbiler:
Ingen
Færdselsuheld - Holbækvej, Regstrup, Holbæk
Kl 08.02 skete der et færdselsuheld, da en personbil ført af en 19-årig ung mand fra Mørkøv ramte en 79-årig mand fra Jyderup, der på el-cykel skulle svinge til venstre hen over vejen. Den 79-årige kom kun lettere til skade og blev kørt til behandling på sygehuset.
Færdselsuheld - Køge Bugt Motorvejen, Greve
Kl 08.36 skete der et færdselsuheld med tre biler involveret. Den første bil ville i forbindelse med noget kø-kørsel skifte fra anden til tredje vognbane. En anden bagfrakommende bil måtte derfor undvige og ramte derfor over i en tredje bil. Der skete ingen alvorlig personskade som følge af uheldet.
Distræt chauffør sigtet - Køge Bugt Motorvejen, Karslunde, Greve
Kl 08.45 var en motorcykelbetjent fra færdselspolitiet på vej ad motorvejen mod nord, da en varebil blokerede vejen foran ham i 4. vognbane. Chaufføren kørte og talte i håndholdt mobiltelefon og bemærkede derfor slet ikke motorcyklen, der lå bag ham med udrykning over en længere strækning. Chaufføren var en 41-årig mand fra Køge som nu er sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon, hvilket giver et klip i kørekortet.
Sigtet for overtrædelse af tildækningsforbud - Over Bølgen, Greve
Kl 12.14 fik politiet anmeldelse om at der gik en person iført niqap rundt i indkøbscenteret. En patrulje fra lokalpolitiet kørte frem og konstaterede, at der var tale om en 59-årig kvinde, der var bosiddende i Storbritannien. Hun var besøg i Danmark og var ikke informeret om reglerne. Hun fjernede straks den uønskede tildækning, da politiet fik forklaret hende de gældende regler. Kvinden blev sigtet efter paragraffen om tildækningsforbud. Med hende var to andre kvinder, der også var tildækkede, men ikke i et omfang, hvor det var imod lovgivningen.
Forsøg på bedrageri - Vipperød, Holbæk
Kl 13.58 blev en 69-årig mand kontaktet telefonisk af en mand, der oplyste, at han var fra NETS og at han ringede, fordi han kunne se, at den 69-åriges konto var ved at blive hacket. Der var derfor brug for hurtigst muligt at få mandens dankort udleveret. Den 69-årige vidste dog kort, at der var tale om et svindelnummer og afbrød derfor forbindelsen.
Elektriker fik stød - Nørregade, Ringsted
Kl 15.07 skete der en arbejdsulykke, da en elektriker under arbejde med nogle solceller fik et stød gennem kroppen. Manden havde synlige skader på hånd og arm og blev behandlet i en tilkaldt ambulance. Politiet sørgede for, at Arbejdstilsynet blev orienteret.
Ung taget med kniv - Holbæk
Kl 17.48 var politiet ude til uro, da flere unge var forsamlet, fordi de forsøgte at opnå kontakt med en yngre mand, som de havde en uoverensstemmelse med. Da politiet kom frem blev der truffet i alt seks unge i alderen 14 til 19 år. En 14-årig dreng valgte selv at gøre politiet opmærksom på, at han havde en foldekniv på sig, hvilket var en overtrædelse af knivloven. Kniven blev efterfølgende beslaglagt.
Anholdt for tyveri af paller - Margrethehåbsvænget, Roskilde
Kl 01.55 standsede politiet en varebil på polske plader. I varebilen blev fundet omkring 20 europaller, der blev skønnet stjålet. Der sad tre personer i førerrummet og der lå en fjerde mand omme bag i varerummet.
Der var tale om fire rumænske mænd på 33, 27, 34 og 27 år. De kunne ikke rigtigt redegøre for, hvor pallerne stammede fra. De blev derfor sigtet for tyveri og sidder fredag morgen fortsat anholdt hos politiet til videre sagsbehandling.
Rolig festuge
Festugen i Køge forløb ganske roligt set fra politiets synspunkt. Kl 20 standsede politiet dog to unge mænd, som man ved tidligere lejligheder har sat i forbindelse med narkohandel. De blev derfor visiteret og var da også i besiddelse af fire små salgsposer med kokain og 11 pregabalin-piller. De blev derfor sigtet for salg af stoffer og fik klippet deres armbånd.Mange tilfælde af butikstyverier
Rådhusstræde, Køge: Kl 14.06 stjal en 42-årig polsk mand en øl i et supermarked. En patrulje sigtede manden og tog ham med til afhøring. Sagen afgjort med straksbøde.Vallekildevej, Hørve, Odsherred: Kl 14.58 var det to piger på 14 år, der stjal varer for 250 kroner i et supermarked. Politiet sørgede for at underrette deres forældre samt de sociale myndigheder.
Brogade, Køge: Kl 15.29 var det en 42-årig hviderussisk mand, der havde stjålet for 250 kroner hos en materialist. Personalet konstaterede selv mandens identitet og det blev derfor skønnet, at det ikke var nødvendigt med politiets tilstedeværelse. Butikken sørger efterfølgende selv for at indgive en skriftlig anmeldelse.
Over Bølgen, Greve: Kl 16.40 var det en 18-årig rumænsk mand, der stjal en flaske alkohol og en pung til samlet 358 kroner. Han blev standset af personalet på stedet. Politiet fik afhørt og sigtet manden.
Rådhusstræde, Køge: Kl 17.09 var det en 15-årig dreng fra Greve og en 19-årig ung mand fra Jylland, der sammen stjal 10 små flasker alkohol ved at scanne otte flasker ind i scan selv-kassen men derved undlod at betale for de øvrige 10 flasker. Det opdagede personalet dog. Den 19-årige erkendte mens den 16-årige nægtede. Familien til den 16-årige orienteret om forholdet.
Vallekildevej, Hørve, Odsherred: Kl 19.38 måtte politiet afsted til et supermarked, hvor personalet havde tilbageholdt to kvinder på 33 og 34 år, begge fra Rumænien, der havde stjålet varer for 141 kroner. De var gået gennem scan selv-kassen ved at betale for varer for 55 kroner men betalte ikke for to pakker strømper, en flaske cola, en pose pølser og en pose pommes frites. De to kvinder blev sigtet og butikken fik varerne retur.