Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 28. januar 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 27. januar 2025 kl. 07.00 til 28. januar 2025 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Brændholtvej, Ugerløse, Holbæk
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Strandmøllevej, Holbæk
Humlebakken, Ågerup, Roskilde
Kystvejen, Kalundborg
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Nakke Kirkevej, Rørvig, Odsherred
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Jystrup Bygade, Jystrup, Ringsted
Skolekontrol i den "sureste uge" - Kalundborg og Køge
Skolepatruljerne trodser vind, vejr og mørke og stiller sig ud for at hjælpe deres kammerater sikkert i skole. I uge 5 sættes der fokus på den store indsats som skolepatruljerne leverer. Lokalbetjentene i Kalundborg lagde vejen forbi for at give skolepatruljerne et skulderklap i "Den sureste uge" og se, om trafikanterne overholdt reglerne.
Mandag morgen var en patrulje ved Rynkevangsskolen, hvor der var stor ros til skolepatruljerne. En cyklist kørte helt uden lys og fik en bøde. En ung cyklist under 15 år kørte uden forlys og fik en påtale og besked om at trække resten af vejen - forældrene fik en opringning. En bilist havde en lygtefejl og fik en påtale. Et lys ved fodgængerfeltet var defekt, så patruljen indberettede fejlen til kommunen, så det kunne udbedres.
Ved Høng skole mandag morgen beretter lokalbetjentene om tæt trafik ved Odinsvej, men reglerne blev overhold og alle viste hensyn. Tre unge cyklister fik en påtale for manglende lys. En enkelt bilist fulgte dog ikke reglerne og standsede midt i krydset på Odinsvej/Rosenvænget for at sætte et barn af i børnehaven. Han fik en løftet pegefinger og en bøde, da hans bil havde et nedslidt dæk.
Tirsdag morgen ved Ejby Skole i Lille-Skensved ved Køge mødte lokalbetjentene en dreng fra skolepatruljen, som stod helt alene, da der var kommet to sygemeldinger/afbud fra hans skolepatrulje-kolleger.
Lokalbejtent Lasse fik en hurtig men meget kompetent instruks i, hvordan man udfører skolepatruljearbejde, hvorefter de to løste opgaven sammen til stor tilfredshed blev de begge enige om.
Det blev tillige aktuelt med et par enkelte påtaler til cyklister (voksne) der lige skulle mindes om, at man trækker over fodgængerfeltet - også selvom skolepatruljen holder bilerne tilbage.
Harmonikasammenstød - Holbækmotorvejen, Roskilde - Lejre
Kl. 07.40 skete et sammenstød på Holbækmotorvejen mod vest, hvor der var tæt kørsel. En bilist bremsede ned og holde stille, men bilisten bagfra, en 34-årig mand fra Jyderup, nåede ikke at stoppe og ramte den forankørende. Endnu en bilist, en 58-årig mand fra Vipperød, nåede heller ikke at stoppe for køen, så han kørte op i den forankørende, som kørte videre ind i den 34-åriges bil. Ingen kom noget til, men motorvejen blev spærret indtil bilerne blev fjernet.
Bilist ramte fodgænger - Bønnelycke Plads/Ringtedgade, Roskilde
kl. 07.52 kørte en bilist, en 43-årig kvinde fra Roskilde, ud fra Bønnelycke Plads, hvor hun skulle svinge til venstre. Hun overså en fodgænger, en 40-årig kvinde fra Roskilde, som kom trækkende med to cykler. Fodgængeren fik cyklerne over sig, men kom ikke noget alvorligt til. Hun blev tilset i ambulance, og politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.
Lokalbetjente fandt hash hos familiefar - Holbæk
Kl. 09.45 bankede en patrulje lokalbetjente på i en lejlighed i Holbæk, da der var mistanke om narkosalg og misbrug på adressen hvor der ses to børn tilmeldt.
En 46-årig mand åbnede døren, og han blev glad for, at se politiet idet han faktisk sad og forsøgte at anmelde hærværk begået mod hans bil om natten. Han blev gjort bekendt med anledningen til politiets tilstedeværelse, og han inviterede patruljen ind i entréen.
Fra entréen kunne betjentene fornemme en svag lugt af hash, og beboeren erkendte, at han havde røget kort forinden på altanen. Betjentene ransagede lejligheden, hvor der blev fundet 153 g skunk og 175,19 g hash samt 421 g "hjemmelavet" hash, som den 46-årig oplyste var en blanding af nødder og hampblade. En narkotest gav positivt udslag i narkotest værende hash. Hashen blev beslaglagt og den 46-årige sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.
Patruljen skrev en socialrapport til kommunen, da der på adressen var tilmeldt to børn under 15 år. Den 46-årige blev vejledt om muligheden for misbrugsbehandling.
Bilist uden kørekort fik taget bilen - Mosede Strandvej, Greve
Kl. 13.00 stoppede en færdselspatrulje en 38-årig mand fra Ishøj, som havde sat sig bag rattet i sin kones bil, selvom han er frakendt kørekortet helt frem til 2026 i en sag om narkokørsel. Da det desuden var 3. gang inden for 3 år han blev sigtet for at køre uden gyldigt kørekort, så bilen blev beslaglagt. Ingen protest hverken fra føreren eller konen, og senere vil retten tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres. Han kan desuden forvente at høre mere i sagen vedrørende kørsel i frakendelsestiden.
Udenlandsk butikstyv - Klosterparks Alle, Ringsted
Kl.15.32 blev en 30-årig mand fra Palæstina tilbageholdt i en skoforretning i Ringsted Outlet, hvor han havde stjålet et par sko for 1500 kr. Manden havde taget et par sko på og lagt sine egne brugte ned i skoæsken, hvorefter han forlod butikken uden at betale. Han blev tilbageholdt af to vagter og ført tilbage til butikken uden dramatik. Skoene blev leveret tilbage til butikken.
Den 30-årig mand, som havde ophold i Danmark, erkendte at have stjålet skoene, fordi han manglede dem. Han fik senere på dagen lov til at gå, men vil høre mere i sagen senere.
Dreng stjal chips - Skovvej, Havdrup - Solrød
Kl. 16.37 standsede en butiksdetektiv en 14-årig dreng fra lokalområdet, som var gået igennem scan selv kassen uden at betale for en pose chips. Han havde scannet en Faxe Kondi Booster, men udlod at scanne chipsposen. Hans mor ankom til stedet, og patruljen traf dem begge. Den 14-årige nægtede tyveriet. Han kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder, men kommunen får besked om sagen.
Brand i el-skab på efterskole - Tolstrupvej, Hvalsø - Lejre
Kl. 06.23 tirsdag morgen kom et alarmopkald om brand på en efterskole i Hvalsø. Politiets indsatsleder og brandvæsnet kørte til stedet, hvor alle elever og medarbejdere hurtigt var kommet ud af bygningen. Ingen melding om, at nogen var kommet noget til. Ilden viste sig at være startet i et el-skab, og der var ikke behov for yderligere indsats for politiet.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |