Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

29. september 2023 12:25

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. september 2023.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 28. september 2023 kl. 07.00 til 29. september 2023 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Vestervej, Mørkøv

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Tjurgården, Greve
Vævergangen, Karlslunde


Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 06.27 torsdag morgen var to bilister stødt sammen i vognbanerne længst til venstre på Køge Bugt Motorvejen i det nordgående spor ved Køge. Ingen af parterne var kommet til skade, men bilerne havde fået mindre skader.

Det viste sig, at en 58-årig mand fra Haslev som fører af en personbil i forbindelse med et vognbaneskift mod venstre havde ramt en anden personbil, som en 32-årig mand fra Haslev førte i samme retning på motorvejen.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens regler om vognbaneskift kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Lillevangsvej / Håndværkerbyen, Greve

Kl. 07.23 var en knallertkører og en bilist stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Lillevangsvej – Håndværkerbyen i Greve, så en ambulance var sendt til stedet.

Det viste sig, at en 51-årig mand fra Greve i en personbil var kørt ad Lillevangsvej mod nord og i forbindelse med et venstresving mod Håndværkerbyen påkørte en knallert på dennes højre side.

En 17-årig ung mand fra Solrød Strand var fører af en lille 30-knallert ad den dobbeltrettede cykelsti på den vestlige side af Lillevangsvej. Han var også kørt i nordlig retning ad Lillevangsvej og havde til hensigt at fortsætte ligeud i lyskrydset.

Som følge af påkørslen væltede knallertkøreren og kurede ind i en lygtepæl. Den 17-årige, der havde anvendt styrthjelm under kørslen, blev efterfølgende bragt på skadestuen til kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og har samtidig fået indbragt den 17-åriges knallert til nærmere undersøgelse for eventuelle konstruktive ændringer og måling af hastigheden på et rullefelt, da politiet umiddelbart kunne se påsatte og formentlig ulovlige dele på knallerten.

Færdselsuheld – Trekroner Parkvej / Skrænten, Trekroner, Roskilde

Kl. 07.25 var en bilist og en cyklist stødt sammen i rundkørslen mellem Trekroner Parkvej og Skrænten, men uden at nogen af parterne var kommet til skade.

Bilisten var en 44-årig kvinde fra Roskilde, som i en personbil var kørt ad Skrænten i østlig retning og var standset ved vigelinjen måske med en del af bilens front inde på cykelstien i rundkørslen ved Trekroner Parkvej.

Samtidig kom en 62-årig mand fra Roskilde cyklende ad Trekroner Parkvej mod syd og ind i rundkørslen, idet han ville fortsætte videre ad Trekroner Parkvej mod syd. Imidlertid ramte han venstre forskærm på bilen. Cyklisten, der anvendte cykelhjelm, væltede, men slap uden behandlingskrævende skader.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt, om der måtte foreligge en overtrædelse af færdselsloven som årsag til uheldet.

Færdselsuheld – Parkvej, Køge

Kl. 10.35 rykkede ambulancepersonale ud til et færdselsuheld på Parkvej ud for Køge Kapel, efter at en bil og en motorcyklist var stødt sammen på stedet.

Det viste sig, at en 22-årig kvindelig motorcyklist fra Herfølge var kommet til skade og derfor blev bragt til skadestuen til behandling for kvæstelser på sin ene arm.

Motorcyklisten var inden uheldet kørt med lav hastighed ad Parkvej mod syd ud for udkørslen fra Køge Kapel, da en 52-årig mand fra Karise som fører af en personbil foretog udkørsel fra kapellets område og svingede til venstre ad Parkvej mod syd bag om en række biler, der holdt i kø i nordlig retning frem mod lyskrydset ved Ringstedvej.

Ved svingningens afslutning kørte den 52-årige ud foran motorcyklisten, der ikke kunne nå at bremse og derfor påkørte bilisten, så hun væltede med motorcyklen.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få afklaret, hvorvidt færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Lyngvej / Udstikkeren, Ølby, Køge

Kl. 12.04 var to personbiler stødt sammen i krydset Lyngvej – Udstikkeren uden at nogen var kommet til skade, men med mistanke om, at årsagen til sammenstødet kunne skyldes en mulig overtrædelse af færdselsloven.

Det viste sig, at en 30-årig kvinde fra Bjæverskov var kørt i en personbil ad Udstikkeren mod syd frem til krydset ved Lyngvej. Efter fremkørsel over vigelinjen i forbindelse med svingning til venstre ad Lyngvej mod øst stødte hun sammen med en anden personbil, som 46-årig mand fra Køge førte ad Lyngvej også i østlig retning.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder, herunder om færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Ung butikstyv – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 15.10 havde butikspersonale tilbageholdt en ung mand på vej ud af et supermarked på Nørre Alle i Kalundborg.

Politiet fik på stedet kontakt til en 17-årig ung mand fra Kalundborg, som blev sigtet for butikstyveri, da personalet havde standset ham efter kasselinjen med energidrik, slik og chokolade gemt i en medbragt taske.

Da han ikke havde betalt de 445 kr. for varer, fandt politiet grundlag for at sigte ham for butikstyveriet.

Hans værge blev underrettet og overværede dele af afhøringen af den sigtede, hvis sag også indberettes til de sociale myndigheder i Kalundborg Kommune. Den 17-årige og hans værge kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Fodpatrulje afslørede mand med narko – Jernbaneplads, Holbæk

En patrulje fra den præventive afdeling på politistationen i Holbæk gik torsdag eftermiddag en fodpatrulje i området omkring Holbæk togstation i tryghedsskabende øjemed.

Under fodpatruljen fik politiassistenter på stationsområdet øje på en mand, der skønnedes påvirket af euforiserende stoffer. En nærmere kontrol af den 31-årige mand fra Holbæk viste at bekræfte mistanken om besiddelse af ulovlige stoffer, idet han var i besiddelse af ca. et gram amfetamin.

Amfetaminen blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som han blev sigtet for overtrædelse af. Derfor kan han forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Jyderupvej, Reerslev, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 16.53 slog en 68-årig mand fra Ruds-Vedby alarm til brandvæsnet, da der var udbrudt brand i stuen i hans bolig på Jyderupvej ved Ruds-Vedby.

Politiet kunne på stedet konstatere kraftig røgudvikling, men den 68-årige var kommet ud, så han kunne tilses af ambulancepersonale for eventuel røgforgiftning.

Da brandvæsnet havde fået slukket branden i stuen i boligen, kunne politiet undersøge brandstedet nærmere. En sofa i stuen var udbrændt, og flere rum havde fået kraftig sodtilsværtning, ligesom flere vinduer var revnet på grund af varmen.

Politiet fik klarlagt, at brandårsagen måske skulle findes i en varmeblæser, der havde været placeret tæt på den nu udbrændte sofa. Det skal nu klarlægges, om den 68-årige kan have udvist manglende forsigtighed ved brugen og placeringen af varmeblæseren, før politiet kan træffe afgørelse om, hvorvidt han har overtrådt brandlovgivningen.

Kontrol af larmende knallerter – Asnæs – Odsherred

Torsdag aften kørte en patrulje fra den lokale politistation på gaden for at kontrollere knallerter, da adskillige borgere havde anmeldt generende og støjende knallerter i byen.

Først lagde patruljen vejen forbi Asnæs Centret, hvor der stod en mindre gruppe unge og hang ud ved en bil. Da flere borgere anmelder mistænkelig adfærd og mulig salg af euforiserende stoffer omkring centret tog patruljen kontakt til de unge, som var i alderen 19-21 år fra Odsherred. Gruppen blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt.

På Storegade kl. 19.21 blev en lokal 16-årig ung mand stoppet på en larmende knallert, som betjentene mistænkte var ulovligt ændret, så den kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

Kl. 19.45 ud for ungehuset på Bobjergvej stoppede lokalbetjentene en 15-årig ung mand, som erkendte at hans knallert kørte for stærkt.

De to unge mænds knallerter blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvor de vil blive målt på et rullefelt, som kan måle tophastigheden. De unge mænds forældre blev orienteret om sagen. Senere når knallerterne er undersøgt, vil de unge og deres forældre få af vide, hvilke konsekvenser sagerne får.

Mens politiet ventede på at få knallerterne hentet af et fejeblad, forsamledes 15-20 unge mennesker omkring patruljen, og så nysgerrigt til. Betjentene fik en snak med de unge om, at mange borgere var generet af de ulovlige knallerter, så derfor havde politiet stor fokus på at stoppe det.

De unge blev vejledt om konsekvenserne ved at køre på en ulovlig knallert, da de risikerede at miste knallert, knallertkørekort og måske få udsat deres mulighed for at tage kørekort til bil senere. Lokalbetjentene oplevede en god dialog med de unge på stedet.

Uro og larm ved skole – Toftegårdsvej / Faxevej, Hårlev – Stevns

Kl. 19.34 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at en bil i ca. 30 minutter havde kørt frem og tilbage i området ved Hotherskolen i Hårlev, ligesom føreren af bilen dyttede uden grund og i øvrigt spillede højt musik til gene for de omkringboende.

En patrulje kørte til området ved skolen, hvor patruljen kunne konstatere, at personer, der befandt sig i området til fods, stak af, når politiet dukkede op. Da der ikke kunne konstateres noget ulovligt i området, og den pågældende larmende bil heller ikke var at spotte, kørte politiet fra stedet.

Ca. 25 minutter efter at politiet var kørt væk fra området ved skolen, fik politiet igen en anmeldelse om, at en bil kørte hensynsløst rundt i området ved skolen. Da politiet fik en nærmere beskrivelse af bilens mærke og farve, kørte en patrulje kort efter kl. 21.00 til vejene omkring skolen for at lede efter den pågældende bil.

Bilisten var imidlertid forsvundet, så ingen blev sigtet for noget ulovligt. Politiet traf i øvrigt ikke andre ved skolen, så politiet fandt ikke grundlag for at foretage sig yderligere, men de anmeldte observationer vil indgå i politiets løbende arbejde på at opretholde orden og tryghed i området ved skolen.

Musik til ulempe fra bil – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 01.10 fik politiet en henvendelse fra en nabo til outletcentret i Ringsted, hvor en bil havde holdt på parkeringspladsen gennem længere tid. De tilstedeværende i og ved bilen havde spillet så høj musik, at det var til gene for de omkringboende.

En patrulje kørte til området og fik identificeret den pågældende bil, hvor to 21-årig kvinder fra hhv. Haslev og Ringsted blev truffet. Der var ingen musik fra bilen ved politiets ankomst, så politiet vejledte dem om at spille tilpas afdæmpet, såfremt de skulle høre musik i og ved bilen. Ingen blev sigtet for noget.

Narkokørsel mv. – Østre Ringvej, Ringsted

Kl. 01.17 standsede politiet en personbil på Østre Ringvej i Ringsted med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren var en 22-årig mand fra Ringsted, som blev skønnet påvirket af cannabis under kørslen. Han blev sigtet for narkokørsel og derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Efter anholdelsen fandt politiet ham i besiddelse af godt to gram skunk, som blev beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 22-årige vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.

Spirituskørsel – bil tilbageholdt som sikkerhed for bøde – Sæbyvej, Sæby, Høng - Kalundborg

Kl. 01.23 blev en varebil med polske nummerplader standset under kørsel i nordlig retning ad Sæbyvej med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren af varebilen var en 31-årig mand fra Polen, som ifølge en alkometertest var mere påvirket af alkohol end tilladt. Han blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel. En narkometertest gav ikke udslag for påvirkning af noget ulovligt.

Da den polske mand ikke kunne fremvise noget kørekort, blev han tillige sigtet for kørsel uden førerret i varebilen, subsidiært at have glemt sit kørekort under kørslen.

Politiet transporterede den anholdt til et sygehus, hvor blodprøve blev udtaget med henblik på efterfølgende, hurtig analyse for at få klarlagt alkoholkoncentrationen i blodet.

Den polske fører var også ejer af varebilen, som politiet med hjemmel i færdselsloven tilbageholdt som sikkerhed for betaling af bøde og sagsomkostninger i anledning af sagen om spirituskørsel, idet både køretøjet og den 31-årige ikke havde nogen fast tilknytning til Danmark.

Den polske mand, der blev løsladt efter blodprøveudtagningen, blev instrueret i at møde på en politistation fredag eftermiddag, så han kunne få afgjort sin sag og betale en bøde. Varebilen vil herefter kunne genudleveres til den 31-årige, der måske skal finde en anden til at føre køretøjet, såfremt alkoholkoncentrationen i blodet måtte være så høj, at han også bliver frakendt kørekortet i Danmark.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

9. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 8. maj 2025 kl. 07.00 til 9. maj 2025 kl. 07.00.

8. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 8. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 7. maj 2025 kl. 07.00 til 8. maj 2025 kl. 07.00.

7. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 7. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 6. maj 2025 kl. 07.00 til 7. maj 2025 kl. 07.00.