Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

9. januar 2020 10:49

Uddrag af døgnrapport fra onsdag den 080120 kl. 0700 til torsdag 090120 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ahlgade, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Egelundsvej, Strøby Egede, Køge
Sjællandsvej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ved Stadion, Køge (2 gange)


Mange sager om butikstyveri af cigaretter opklaret – Odsherred / hele Danmark

Kl. 0945 blev en 30-årig mand fra Højby sigtet af nærpolitiet i Nykøbing Sj. for utallige tyverier af cigaretter fra mange forskellige supermarkeder i Midt- og Vestsjællands politikreds, men også fra supermarkeder i politikredsene Nordjylland, Fyn, Sydsjællands og Lolland-Falster, Københavns Vestegn og Nordsjælland. Han blev foreløbigt sigtet for mere end 20 forhold, hvor fremgangsmåden havde været den samme: som kunde i supermarkederne var han gået til kassen med diverse almindelige varer og bestilte herefter ofte to kartoner cigaretter, som han straks tog i sin besiddelse, inden han meddelte kassemedarbejderen, at han havde glemt sit betalingskort i bilen. Han forlod derefter supermarkederne med cigaretterne og efterlod de almindelige varer, men vendte aldrig retur for at betale. Supermarkederne anmeldte derfor manden for tyveri af de cigaretter, som han havde fået udleveret af kassemedarbejderen i forventning om, at han ville betale for dem.
Den 30-årige havde i den senere tid hen over jul og nytår begået flere tyveriforhold i Odsherred kommune, efter at han var flyttet hertil. Personalet i de forskellige supermarkeder i Odsherred var derfor meget opmærksomme på manden, når han kom i butikkerne. Opmærksomt personale havde også i et tilfælde taget et foto af den bil, som den mistænkte benyttede til at flygte fra supermarkederne. Bilens nummerplader viste sig at være stjålet i Højby i december 2019, efter at politiet tidligere havde inddraget bilens oprindelige nummerplader. Den 30-årige, der i øvrigt heller ikke havde noget kørekort, blev således også sigtet for forskellige overtrædelser af færdselsloven i de tilfælde, hvor han var kørt væk fra gerningsstederne i bilen.
Nærpolitiet i Nykøbing Sj. fik den mistænkte endeligt identificeret ud fra et godt lokalkendskab med baggrund i flere gode overvågningsfotos fra supermarkederne og arbejder nu videre med opklaringen af det store sagskompleks, som kan blive endnu større. Politiet har en formodning om, at flere supermarkeder måske ikke har anmeldt tyverier af cigaretter på den beskrevne fremgangsmåde ud fra en egen betragtning om, at personalet kan have optrådt mindre hensigtsmæssigt i forbindelse med udlevering af cigaretter til en kunde. Værdien af de stjålne cigaretter, som den mistænkte har solgt videre for at opnå en økonomisk gevinst, er endnu ikke opgjort, men der er formentlig tale om en samlet værdi på et femcifret beløb.
Politiet vil gerne opfordre supermarkeder uanset geografi til at anmelde tyveri af cigaretter under de beskrevne forhold til det lokale politi og gerne med fornøden dokumentation som f.eks. videoovervågningsmateriale, så sagerne mod den 30-årige kan blive samlet og afgjort i et sagskompleks.

Hurtig knallert – Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg

Kl. 10.20 kontrollerede færdselspolitiet en 30-knallert, som en 50-årig mand fra Gørlev kørte på ad Svallerup Landevej mod syd ved Præstemarken. Ved en kontrol på et rullefelt blev knallerten målt til at kunne køre mindst 72 km/t, så den 50-årige blev sigtet for de konstruktive ændringer af knallerten. Han kan forvente sagen afgjort med en bøde og en påstand om en betinget frakendelse af retten til at føre lille / 30-knallert.

Lov om euforiserende stoffer – Hørve – Odsherred

Kl. 10.45 foretog politiet en ransagning af bopælen hos en 60-årig kvinde fra Hørve, idet hun var mistænkt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved ransagningen, hvor narkohunde deltog, fandt politiet i alt ca. 52 gram hash, som blev beslaglagt som bevis og til senere destruktion. Hun blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen mod hende skal afgøres.

Forsøg på bedrageri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 15.06 anmeldte personalet i en elektronikforretning, at to mænd forsøgte at returnere nogle varer, som ikke var identisk med den vare, som emballagen angav at indeholde. Varerne havde en værdi af ca. 12.500 kr., hvorfor personalet var ekstra opmærksomme på returneringen, fordi den ene mand blev genkendt som mistænkt for at have returneret en forkert vare tidligere. Politiet kørte til butikken og fik kontakt med to mænd på 27 og 28 år fra Rødovre, som blev sigtet for bedrageri på grund af forsøget på at returnere varen, som ikke var den originale, som var blevet købt dagen før, så den originale kvittering var i deres besiddelse. Indholdet i emballagen var dog i mellemtiden blev udskiftet til en anden og brugt udgave af lavere værdi, da de to mænd ville gøre brug af forretningens returret. De to sigtede vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod dem skal afgøres.

Stjålen cykel til salg - Roskilde

Kl. 15.58 anmeldte en 35-årig mand fra København S, at han på et internetbaseret salgssted havde fundet en cykel, hvis stelnummer viste sig at være efterlyst hos politiet. Han anmeldte derfor sagen til Midt- og Vestsjællands Politi, idet sælgeren boede i Roskilde. Politiet fik klarlagt, at cyklen var sat til salg af en 16-årig dreng fra Roskilde, som blev sigtet for hæleri af cyklen, som han havde sat til salg. Det viste sig, at salgsannoncen var oprettet i samarbejde med en 15-årig dreng fra Roskilde, som senere på dagen også blev sigtet for hæleri. Cyklen havde den 16-årige stjålet fra området ved Sankt Hans og blev opbevaret i en cykelparkeringen i en parkeringskælder i Skomagergade, Roskilde. Politiet satte sig i besiddelse af den stjålne cykel med henblik på udlevering af den til rette ejer. De to sigtede sendte de penge, som den 35-årige havde betalt som depositum, retur til ham, så han ikke havde noget erstatningskrav i sagen. De to sigtede kan forvente at høre nærmere fra politiet, ligesom de sociale myndighederne vil blive underrettet om sagerne mod dem.

Røverisk overfald – Bytoften, Roskilde

Kl. 18.34 anmeldte en 18-årig mand fra Roskilde, at han ca. 10 minutter tidligere var blevet overfaldet på Bytoften, hvor han pludselig blev hevet omkuld bagfra af en ukendt mand, der tog fat i hans rygsæk. Straks herefter fik han nogle slag i ansigtet af en den ene af flere gerningsmænd. De tog nogle airpods fra den 18-årige, der så dem løbe væk forbi en forretning i retning mod Byageren. Personen, der slog, blev beskrevet som: mand, mellemøstlig af udseende, 20-25 år, iført sort dunjakke og muligt en halsedisse trukket op for ansigtet. De øvrige kunne ikke bekrives nærmere ud over, at de var iført sorte jakker og muligt samme etniske oprindelse. Politiet kørte til området for at lede efter de mistænke, som dog ikke blev fundet i første omgang. Offeret blev bragt til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling efter overfaldet, som dog ikke medførte større personskade.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der måtte have set gruppen i området ved Bytoften før anmeldelsen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Varmetæppe brød i brand – Gammel Hastrupvej, Køge

Kl. 21.44 slog en 84-årig kvinde fra Køge alarm til både brandvæsnet og politiet, idet der var udbrudt brand i hendes soveværelset. Det viste sig, at hun havde haft et varmetæppe liggende i sengen, da varmetæppet pludselig brød i brand. Hun var dog snarrådig nok til at få smidt varmetæppet ud på nogle fliser, så skaderne i huset blev begrænset, da politiet var først fremme og brugte en pulverslukker for at slukke branden. Husets røgalarm blev dog udløst, men ingen kom til skade som følge af branden. Årsagen til branden er formentlig en defekt i varmetæppet.

Livløs mand på cykelsti – Horseager, Hvalsø – Lejre

Kl. 23.09 fandt to forbipasserende en livløs mand liggende på en cykel. De slog straks alarm og begyndte livreddende førstehjælp, medens en lægehelikopter blev sendt til stedet. Efter yderligere førstehjælp blev den livløse mand fløjet til Rigshospitalet, hvor en læge måtte konstatere, at manden var afgået ved døden. Der var tale om en 51-årig mand fra Roskilde, hvis pårørende er underrettet. Der var ingen tegn på, at den 51-årige havde været udsat for en forbrydelse, men politiet undersøger dog årsagen til hans død nærmere.

Forsøg på dieseltyveri – to anholdt – Holbækvej, Ringsted

Kl. 00.40 fik politiet en henvendelse fra en bilist, der på Holbækvej ved bygrænsen havde passeret et parkeret køretøj, hvor en mand måske forsøgte at skaffe sig adgang til. På stedet fandt politiets hundepatrulje en parkeret, mindre lastbil, hvis brændstoftank lå på jorden. En politihund gik herefter spor fra stedet og fandt ca. 200 meter væk to mænd, der forsøgte at gemme sig i noget buskads. Da begge lugtede af brændstof og i øvrigt kunne forklare, hvorfor de gemte sig, blev begge anholdt som mistænkte for forsøg på tyveri af brændstof. Der var tale om en 27-årig mand fra Herlufmagle og en 32-årig mand fra Ringsted. Sidstnævnte var også i besiddelse af en lille pølsemandspose indeholdende lidt amfetamin. De to anholdtes egen bil fandt politiet henstillet på en nærliggende tankstation. De to anholdte blev afhørt til sagen, men kun den 27-årige blev løsladt. Den 32-årige var i forvejen efterlyst af politiet, idet han var udeblevet fra et retsmøde i fogedretten. Politiet vil derfor bringe ham i fogedretten i Roskilde torsdag formiddag, inden han bliver løsladt.

Grundlovsforhør – Besiddelse af amfetamin – Ved Hallen, Roskilde

Kl. 03.42 kørte en patrulje rundt i området ved Ved Hallen og så herunder to mænd gå i området. Da den ene pludselig tog noget op fra en lomme og kastede det bort, ville patruljen lige kontrollere mændene og deres gøremål nærmere. Der var tale om en 25-årig mand fra Roskilde, som gik sammen med en 27-årig mand fra Svinninge. Ikke langt fra den 27-årige fandt politiet en lille plastbeholder indeholdende noget hvidt pulver. Det viste sig at være ca. 86 gram amfetamin, så den 27-årige, som var ham, der kastede bøtten fra sig, blev anholdt og sigtet for den ulovlige besiddelse af amfetaminen. Da politiet mistænker ham for at være i besiddelse af stoffet med henblik på videresalg, vil han torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Uønsket mand slog politiet – Strandvejen, Køge

Kl. 05.00 ønskede personalet på et hotel assistance fra politiet til at bortvise en mand, som var uønsket og ikke frivilligt ville forlade stedet. Politiet kørte til stedet og fik få minutter senere kontakt til en 41-årig mand fra Køge, som fortsat ikke ville forlade stedet. Politiet så sig nødsaget til at frihedsberøve manden for at få skabt ro på hotellet. Det bevirkede, at den 41-årige blev meget voldsom og herunder slog en politiassistent i ansigtet med en knytnæve. Den anholdte, som i øvrigt var ædru, blev sigtet for vold mod politiet og er fortsat i politiets varetægt, men forventes løsladt efter afhøring til sagen.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

6. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 6. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 5. juni 2025 kl. 07.00 til 6. juni 2025 kl. 07.00.

5. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 5. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 4. juni 2025 kl. 07.00 til 5. juni 2025 kl. 07.00.

4. juni 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 4. juni 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 03. maj 2025 kl. 07.00 til 4. juni 2025 kl. 07.00.