Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

30. januar 2019 10:28

Uddrag af døgnrapport fra tirsdag 290119 kl. 07.00 til onsdag 300119 kl. 07.00

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Rødhøj, Asnæs

 

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Garboparken, Asnæs
Engrøjel, Greve
Rødhøj, Asnæs
Mariendalsvej, Gevninge, Roskilde
Blegdammen, Kalundborg

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Sur gratist i toget – Jernbanevej, Ringsted

Kl. 0706 assisterede politiet DSB-personale med at fastlægge identiteten på en togrejsende, der ikke havde noget billet. På Ringsted station fik politiet kontakt til en 17-årig ung mand fra Vanløse, som var kørt med toget fra København mod Esbjerg uden billet. DSB udstedte en kontrolafgift til ham, hvilket bevirkede, at han begyndte at slå effekter ud af hænderne på den 44-årige kvindelige DSB-ansatte, ligesom han skubbede til togpersonalet. Politiet sigtede ham derfor for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af adfærden over for togpersonalet. En kvindelig medrejsende, som havde været i selskab med den 17-årige, og som ifølge DSB havde oplyst falsk navn, var forsvundet fra toget ved politiets ankomst. Den 17-årige kan nu forvente at høre nærmere fra både DSB og politiet i anledning af morgens togrejse.

 

Blufærdighedskrænkelse – Folkeparken, Roskilde

Kl. 0801 modtog en politiet en anmeldelse om, at en 14-årig pige fra Roskilde på vej til skole havde været udsat for en blotter i Folkeparken. Omkring kl. ca. 0745 var hun ved amfiteatret blevet kontaktet af en mand, der fulgte efter hende til området ved de offentlige toiletter i parken. Her gik han ind foran hende og blottede sig, medens hans foretog onanibevægelse. Pigen fortsatte videre til sin skole, hvor lærerne blev underrettet. Krænkeren blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25 år, 185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Iført: Baby-lyserød hue, sort jakke med hætte, sorte bukser. Politiet ledte forgæves efter manden i området.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden enten i selve parken eller i området omkring. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

Hurtige bilister på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 1028 foretog færdselspolitiet en kontrol af bilist, der kørte væsentligt hurtigere end tilladt ad motorvejen omkring Åsvej. Bilisten blev målt til over en strækning på knap 1500 meter at køre med mindst 164 km/t mod højst tilladt 110 km/t på strækningen. Bag rattet i bilen sad en 62-årig dansk mand uden bopæl i Danmark. Han blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, så han kan ud over en bøde også forvente påstand om en betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 1050 blev en 29-årig mandlig bilist fra Køge også målt til at køre væsentligt hurtigere end tilladt. Hans hastighed blev målt til mindst 161 km/t mod tilladt 110 km/t på strækningen omkring Åsvej. Også han kan ud over bøden forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Kl. 1313 blev en 44-årig mand fra København S målt til over en strækning på ca. 7200 meter ud for Solrød Strand målt til at køre med en gennemsnitshastighed på mindst 189 km/t. Også han kan se frem til både en bøde og påstand om betinget frakendelse af kørekortet.
Såfremt man frakendes kørekortet betinget, skal en kontrollerende køreprøve aflægges. Det omfatter både en teoriprøve og en praktisk køreprøve, hvis førerretten skal beholdes.

 

Trusler / våbenlovgivningen mv. – Gørlev – Kalundborg

Kl. 1100 modtog politiet en anmeldelse fra bekendte og pårørende til en 38-årig mand uden fast bopæl i Kalundborg om, at han dels havde truet dem med at ville begå noget voldsomt imod dem, dels at den 38-årige formentlig ikke havde det godt med sig selv. Politiet iværksatte derfor både en efterforskning og en eftersøgning af den 38-årige mand, der bevirkede, at politiet kl. ca. 2000 kunne anholde ham udramatisk i en bil på en tankstation i Gørlev. Ved nærmere undersøgelse af hans bil fandt politiet en brugbar pistol med tilhørende ammunition, ligesom han selv var i besiddelse af en ulovlig dankort-kniv. Den 38-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af straffeloven mht. truslerne og besiddelse af pistolen i det offentlige rum samt overtrædelse af våbenloven mht. dankortkniven. Den anholdte er fortsat i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden forventer at fremstille ham i grundlovsforhør kl. 1045 ved Retten i Holbæk med påstand om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære retsmødet afholdt for lukkede døre.

 

Spirituskørsel – Hundige Alle, Greve

Kl. 1134 anholdt og sigtede færdselsafdelingen en 79-årig mand fra Karlslunde for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Fremmede i kælderen – Annasvej, Køge

Kl. 1235 fik politiet en anmeldelse fra en villaejer om, at to fremmede personer, der måske kunne være indbrudstyve, havde taget ophold i kælderen. Politiet kørte hurtigt til stedet, hvor et kældervinduet sås knust. I villaen traf politiet en 16-årig dreng fra Fakse og en 18-årig mand fra Køge. Politiet anholdt de to unge mænd, der blev afhørt til sagen på Køge politistationen. De sociale myndigheder og moderen til den 16-årige blev underrettet om sagen, der også omfatter et mindre misbrug af et stjålent dankort på en tankstation i Køge. Dankortet var stjålet i forbindelse med et indbrud på Gærdet, Køge, i starten af januar 2019. Det var den 18-årige, som kunne mistænkes for misbruget, men som nægtede kendskab til indbruddet. Han oplyste, at han havde taget ophold nogle dage i villaen, da han manglede et sted at sove om natten. I forløbet var den 16-årige kommet til, så de havde opholdt sig på stedet sammen. De to havde ifølge anmelderen ikke stjålet noget, men kun ødelagt vinduet for at skaffe sig adgang til stedet, så derfor sigtede politiet dem for husfredskrænkelse. Begge blev løsladt efter afhøring til sagerne, og politiet undersøger nu, om nogen af dem kan mistænkes for yderligere berigelseskriminalitet i Køge-området.

 

Hensynsløs kørsel – Greve Centervej, Greve

Kl. 1300 ønskede færdselspolitiet at kontrollere en personbil, der kørte ad Greve Centervej. Føreren ønskede dog ikke at tale med politiet og satte hastigheden op for at køre fra politiet. Undervejs kørte føreren af personbil venstre rundt i rundkørslen ved Greve Centervej / Blågårdsvej, hvorefter han foretog overhaling trods spærrelinje af flere bilister, inden han nåede frem til rundkørslen ved Lærkehegnet. Føreren fortsatte videre til en P-plads ved Granhegnet, hvor føreren standsede. Føreren var en 25-årig mand fra Bagsværd, som han blev sigtet for både kørsel uden førerret og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i personbilen. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

 

Hittebarn i supermarked – Algade, Roskilde

Kl. 1426 fik politiet en henvendelse fra en 28-årig kvinde, som havde fundet et 2-årigt barn gå rundt i Algade ved et supermarked. Politiet havde forinden ikke modtaget nogen efterlysning af et savnet barn, hvorfor politiet indledningsvist aftalte med anmelderen, at hun tog sig af barnet i supermarkedet. Samtidig var anmelderen og en anden på udkig efter ”paniske” personer, der savnede et barn, ligesom politiet også i samme anledning kørte rundt i området ved supermarkedet med en patruljebil. Kl. 1439 fik politiet en henvendelse fra en borger, der tog sig af en panisk far fra Store-Heddinge, som savnede sit 2-årige barn. Politiet kunne så guide faren hen til supermarkedet, hvor far og barn blev genforenet.

 

Butikstyveri – Ro’s Have, Roskilde

Kl. 1848 kørte politiet til supermarkedet Rema 1000, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt, medens en anden person var stukket af. Politiet fik kontakt til en 49-årig mand fra Polen, som kunne mistænkes for tyveri af dagligvarer til en værdi af ca. 200 kr., som var lagt i en rygsæk, da han gik gennem kassen uden at betale for dem. Politiet anholdt den polske mand, som efter afhøring til sagen med assistance fra en tolk fik sagen afgjort med en bøde. Han blev herefter løsladt, og politiet forsøger nu at finde ud af, om en anden person kan mistænkes for meddelagtighed i butikstyveriet.

 

Færdselsuheld / spirituskørsel – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge - Stevns

Kl. 1908 fik politiet melding om, at en cyklist og en knallertkører var stødt frontalt sammen, og to ambulancer var sendt til stedet. Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 12-årig dreng fra Køge, der havde kørt på cykel på cykelstien syd for Stevnsvej i østlig retning. I modsat retning var en 38-årig mand fra Køge kørt på en 30-knallert, og af ukendte årsager var de stødt frontalt sammen. Begge blev bragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og behandling for diverse knubs i anledning af uheldet. Da den 38-årige var påvirket af spiritus under kørslen på knallerten, fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Stevnsvej havde været spærret for trafik i begge retninger i ca. 15 min. i forbindelse med indsatsen på uheldsstedet. Politiet afventer nu analyseerklæringen fra blodprøven, før sagen kan afgøres.

 

Stjålet bil på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 2010 ønskede en patrulje at lave en rutinemæssig kontrol på en personbil, der kørte hurtigt ad Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning. Patruljen kunne ikke umiddelbart følge med den hurtigtkørende bilist, der forsvandt ad enten Vestmotorvejen eller Sydmotorvejen. Politiet havde dog fået aflæst bilens nummerplade, så bilejeren kunne efterfølgende oplyse politiet om, at bilen var blevet stjålet få minutter tidligere fra Ivar Huitfeldtsvej, Køge. Bilejeren – en 33-årig mand fra København S – havde forladt bilen med bilnøglerne siddende i tændingen, da en fremmed mand pludselig satte sig ind i bilen og kørte hurtigt derfra. Biltyven kunne ikke beskrives nærmere. Bilen blev i nat kl. ca. 0050 fundet efterladt ved Solrød S-afkørslen ved Køge Bugt Motorvejen.

 

Spirituskørsel – Nyvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 2235 anholdt og sigtede politiet en 42-årig mand fra Jyderup for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

 

Brand i bil – Grimshøjvej, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 2344 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brændende bil. Trods brandvæsnets indsats udbrændte bilen på stedet. Politiet kunne dog identificere bilen som en personbil, hvis nummerplader blev inddraget på grund af bilens nuværende tilstand. Bilejeren – en 56-årig kvinde fra Skibby – er underrettet om sagen, og politiet forsøger nu at finde frem til årsagen til bilbranden.

 

Færdselsuheld – Odsherredvej, Svinninge, Nørre Asmindrup – Odsherred

Kl. 0040 skete et færdselsuheld, hvor en personbil var kørt af vejen. Ambulancer var sendt til stedet, hvor politiet traf en uskadt 20-årig mand fra Nykøbing Sj. Han var kørt i en personbil ad Odsherredvej mod syd, da han ca. 400 meter syd for Asmindrupvej mistede herredømmet over bilen på grund af glat føre. Bilen gled ud i rabatten, men da føreren styrede kontra, begyndte bilen at rulle rundt og standsede på siden. I bilen var to passagerer, og alle tre blev bragt til skadestuen til kontrol. Kun den ene passager – en 20-årig mand fra Asnæs – var kommet lettere til skade som følge af uheldet.

 

Personpåkørsel – Borup – Køge

Kl. 0533 fik politiet fra BaneDanmark en melding om, at en person formodes påkørt på jernbanesporet nogle hundrede meter nord for Borup Station. Togdriften på strækningen blev straks indstillet, og redningsmandskab og politiet fandt efterfølgende en påkørt person på stedet. Pågældende havde pådraget sig så alvorlige kvæstelser, at hans liv ikke stod til at redde. Redningsarbejdet blev afsluttet kl. ca. 0830, hvor togdriften kunne genoptages. Politiet fik fastlagt identiteten på manden som værende en 65-årig mand fra Borup, hvis pårørende er underrettet om sagen. Sagen betragtes som en ulykkelig hændelse, hvor der ikke er mistanke om, at nogen har begået noget strafbart.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

14. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 14. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 13. maj 2025 kl. 07.00 til 14. maj 2025 kl. 07.00.

13. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. maj 2025 kl. 07.00 til 13. maj 2025 kl. 07.00.

12. maj 2025

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 12. maj 2025

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 9. maj 2025 kl. 07.00 til 12. maj 2025 kl. 07.00.