Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

21. oktober 2019 12:43

Uddrag af døgnrapport fredag 181019 kl. 0700 til mandag 211019 kl. 0700.

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Spånnebæk, Holbæk
Solrød Center, Solrød Strand
Stationspladsen, Havdrup (2 gange)
Industriparken, Høng
Høgevej, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skovbovej, Greve
Klokkervej, Roskilde (2 steder)
Olsbæk Strandvej, Greve (2 steder)
Klemmenstrupvej, Køge
Sleipnersvej, Allerup, Holbæk (2 steder)
Drosselvej, Greve
Løvager, Greve
Sandvigsvej, Greve
Elmkær, Hørve (2 steder)
Blåbærvænget, Solrød Strand
Kærager, Greve
Bæktoften, Solrød Strand
Næsbyvej, Gamløse, Orø
Randtofte Søvej, Greve
Niels Juelsvej, Solrød Strand (2 steder)
Solrød Strandvej, Solrød Strand
Spurvevej, Solrød Strand (3 steder)
Gammel Køgevej, Solrød Strand
Parkvænget, Solrød Strand
Overdrevsvejen, Lellinge, Køge
Vibevej, Roskilde
Fuglebakkevej, Greve
Lerås, Greve
Zoffmannsvej, Køge
Solbakken, Holbæk
Fugleparken, Karlslunde
Dyrlundsvej, Køge
Åkandevej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Fredag til lørdag:


Mindre brand i lejlighed – Valhals Kvarter, Greve

Kl. 07.15 kørte politiet til en lejlighed, hvor brandvæsnet netop havde slukket en mindre brand i køkkengulvet foran et komfur. Der var sodskader i lejligheden. Lejlighedens ældre beboer havde indåndet røg og var blevet kørt til sygehuset til observation for røgforgiftning. Politiet undersøgte brandstedet, men der var intet som tydede på noget mistænkeligt. Branden opstod formentlig som følge af madlavning, hvor noget brandbart var blevet tabt på gulvet og havde ligget og ulmet. Der skete ingen øvrigt skade i forbindelse med branden.

Brand i skur – Lindens Kvarter, Osted – Lejre

Kl. 10.26 kørte politi og brandvæsen til brand i et skur ved en villa. Der var kraftige flammer ved skuret, men umiddelbart ingen risiko for, at ilden skulle sprede sig til huset som lå et stykke derfra. Huset beboere opdagede selv branden, slog alarm og fik flyttet familiens bil, så der ikke gik ild i den. Brandvæsnet fik fjernet nogle gasflasker, som blev opbevaret i skuret og slukkede ilden. Årsagen til branden viste sig at være kortslutning i nogle elinstallationer. Der skete omfattende skade på skuret, men ingen personer kom til skade ved branden.

Hærværk fra sur kunde – Lillevangsvej, Greve

Kl. 13.15 blev en tankstation udsat for hærværk af en kunde, som blev irettesat af personalet, da han sprang over i køen. Medarbejderen bad kunden gå om bag i køen og vente på sin tur, hvilket fik ham til at vælte samtlige montre omkring disken ud gulvet. Han sparkede til disken, så den knækkede, og på vejen ud væltede han endnu et stativ med varer. Manden satte sig ind i en bil og kørte fra stedet efter episoden. Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til den mistænkte mand, som beskrives som en 25-30 årig mand. Overvågningen fra tankstationen skal nu gennemgås, for at se om det giver brugbare oplysninger om den mistænkte.

Cyklist ramt af lastbil – Mosede Landevej/Karlslunde Strandvej, Greve

Kl. 16.50 kørte en lastbil ad Karlslunde Strandvej mod syd, hvor den foretog et højresving i rundkørslen ved Mosede Landevej. Her overså chaufføren en cyklist, som skulle lige ud i rundkørslen. Cyklisten, en 59-årig mand fra Karlslunde, blev ramt bag på cyklen, men det lykkedes ham at hoppe af cyklen i uheldsøjeblikket. Han var derfor uskadt. Føreren af lastbilen, en 48-årig mand fra Ukraine, som var kørende i en polsk indregistreret lastbil, blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. Sagen blev afgjort med en straksbøde på 2500 kr, som han betalte på stedet.

Blufærdighedskrænkelse – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 16.51 anmeldte en 31-årig kvinde, at hun omkring kl. 15.30 til 16.20 var på fastfoodrestauranten Sunset sammen med sine tre børn. Her bemærkede hun en mand, som sad forenden af det langbord, som anmelderen og hendes børn sad ved. Manden sad og kiggede i sin computer. Da familien skulle til at gå, så anmelderen, at manden sad og rørte ved sit blottede lem under bordet. Den 31-årige kvinde blev vred og bad manden om at gå, hvilket han efterkom. Manden beskrives som:

Dansk af udseende, 45-50 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk, Iført: Grå/grønne bukser, rød T-shirt med tryk på brystet, grå jakke, Medbragte: bærbar computer.

Politiet efterforsker nu sagen, for at finde frem til den mistænkte. Vidner som har bemærket den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Spiritusbilist påkørte bil – Bredgade/Nygade – Kalundborg

Kl. 18.27 kørte en 57-årig mand fra Kalundborg ad Bredgade mod øst. Ved et lyskryds bremsede han ned, og blev her påkørt bagfra af en bil, som blev ført af en 36-årig mand fra Kalundborg. En patrulje kom frem, da der var mistanke om, at den 36-årige bilist, som var ansvarlig for uheldet var påvirket af spiritus. Han nægtede at deltage i en alkometertest, men blev skønnet beruset af patruljen. Den 36-årige blev derfor sigtet og anholdt, for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, vil han høre mere fra politiet i sagen.

Tysk bilist kørte af motorvejen – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 18.44 fik politiet flere anmeldelser fra forbipasserende bilister, som havde bemærket en bil, som var kørt af vejen og holdt med lys på. En patrulje kom frem og traf en tysk bilist, som var kørt af vejen. Ingen personer eller genstande var kommet til skade, og bilisten afventede nu vejhjælp. Der var derfor ingen opgave for politiet på stedet.

Ordensbekendtgørelsen – Vestergade, Holbæk

Kl. 22.38 blev politiet tilkaldt til en pub, hvor en gæst var blevet smidt ud på grund af dårligt opførsel, og nu stod foran beværtningen og skabte uro. Patruljen traf en spirituspåvirket 30-årig mand fra Svebølle, som nægtede at forlade stedet eller samarbejde med politiet. Han blev derfor anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen. Han blev løsladt senere på aftenen og kan forvente en bøde for sin optræden.

Kniv og narko i bilen - Uglevej, Køge

Kl. 00.20 standsede politiet en personbil, for at lave en rutinemæssig kontrol. Bilen blev ført af en 30-årig mand fra Frederiksberg, og med i bilen var to mandlige passagerer fra Køge. Politiet havde en mistanke om, at der kunne være våben i bilen, så de visiterede mændene og ransagede bilen. I forbindelse med ransagningen fandt patruljen 46,65 gram hash og en enhåndbetjent foldekniv. Føreren af bilen erkendte at de ulovlige ting tilhørte ham, så han blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og knivloven. Politiet beslaglagde narkoen og kniven med henblik på konfiskation. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Uro i nattelivet standset –Sct. Hans Gade, Ringsted

Kl. 01.25 blev politiet opmærksomme på, at der var uro foran et diskotek i Sct. Hansgade i Ringsted. Politiets vagtcentral kunne se på det tryghedsskabende kamera, som er opsat på stedet, at der var optræk til slagsmål på stedet. En patrulje blev sendt derhen, hvor de traf en19-årig mand fra Køge, som var blevet vred på grund af nogle kæresteproblemer. Politiet tog en snak med manden og sendte ham væk fra stedet, før der skete yderligere. Der var derfor ingen sag for politiet i den forbindelse.

Kl. 05.18 spyttede en mand på patruljebilen, da den kørte ad Sct. Hansgade i Ringsted. Betjentene henvendte sig til manden, som viste sig at være en 26-årig mand fra Ringsted, som var spirituspåvirket. Han kaldte patruljen en masse ukvemsord, og blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt senere på morgenen, og kan nu forvente at få en bøde for den episode.

Ild i skraldespand – Lovparken, Køge

Kl. 01.48 kom et alarmopkald om brand i en skraldespand i Lovparken. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor kun indholdet af skraldespanden var brændt. Politiet traf ingen personer på stedet. Årsagen til branden skønnes at være enten en henkastet cigarret eller ”drengestreger”.

Ordensbekendtgørelsen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 02.58 traf politiet en 27-årig mand fra Holbæk foran et diskotek, som optrådte udadreagerende og aggressivt. Han var spirituspåvirket i en sådan grad, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Han blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 27-årige blev taget med i detentionen, hvor han blev løsladt næste morgen, da han igen kunne klare sig selv.

Spirituskørsel i autocamper – Jyllandsgade, Ringsted

Kl. 03.24 sigtede og anholdt politiet en 63-årig mand fra Ringsted, som førte en autocamper i spirituspåvirket tilstand. En alkometertest viste, at han havde indtaget alkohol over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, som politiet nu venter svar på, hvorefter føreren vil høre nærmere.

Vold mod politibetjent – Jernbaneplads, Holbæk

kl. 05.32 var en patrulje til stede på Jernbaneplads i forbindelse med en anmeldelse om slagsmål. Politiet traf her en 25-årig mand fra Føllenslev, som optrådte truende og aggressivt over for patruljen. En betjent bad om mandens navn og personnummer, og i den forbindelse spyttede den 25-årige betjenten i ansigtet. Han blev derfor anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand og taget med til stationen. Efter endt afhøring og sagsbehandling blev den 25-årige løsladt, men kan nu forvente et retsligt efterspil på sin optræden.


Lørdag – søndag:


Brandundersøgelse – Lejrevej, Allerslev, Lejre – Lejre

Kl. 07.28 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en nedlagt skole, som er under renovering. Ved politiets ankomst var der synlige flammer fra en af fløjene, som brandvæsnet var i færd med at slukke. Røgen fra branden steg op i luften og skønnedes ikke umiddelbart farlig for omkringboende. Trods brandvæsnets indsats udbrændte den pågældende fløj, medens skaderne på de nærliggende bygninger blev begrænsede. Ingen personer kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere. Derfor blev brandstedet bevogtet i løbet af weekenden, inden kriminalteknikere og brandefterforskere skal undersøge brandstedet nærmere mandag. Politiet havde i løbet af lørdagen en medarbejder fra den forebyggende afdeling til stede i Lejre, så borgere, der måtte havde set noget mistænkeligt ved de mennesketomme bygninger, kunne afgive deres forklaring til politiet.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt fra området ved den gamle skole i løbet af natten og de tidlige morgentimer. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Dreng i stjålet bil / hærværk / tyveri mv. – Orø - Holbæk

Kl. 08.36 fik politiet en henvendelse fra sognefogeden på Orø, som var blevet kontaktet af flere borgere på øen, fordi man dels ville anmelde en bil stjålet og hasarderet kørsel i den formentlig stjålne bil af en person, som normalt ikke kørte bilen på den måde. Ud fra de modtagne oplysninger havde sognefogeden en mistanke om, at den stjålne bil kunne være på vej med færgen til Holbæk. I Holbæk havn kontrollerede politiet passagerer og køretøjer om bord på færgen, herunder fik politiet kontakt til en 14-årig dreng fra Holbæk. Ud fra de anmeldelser, som politiet i mellemtiden havde modtaget om strafbare forhold på Orø, kunne han mistænkes for at have stjålet en bil, som han havde kørt i til færgen. Politiet tilbageholdt derfor den 14-årige, som er under den kriminelle lavalder på 15 år og derfor hverken kan anholdes eller sigtes for noget strafbart forhold. Den 14-åriges værge og de sociale myndigheder blev derfor kontaktet, så de kunne overvære afhøringen af den 14-årige, hvor han blev afhørt om kørsel uden førerret i en personbil, der var stjålet på Orø. Den 14-årige kunne ifølge oplysninger til politiet også mistænkes for hærværk dels mod en bil, dels mod et hus og et drivhus. Efter afhøringen hos politiet blev den 14-årige overgivet til sin værge, medens politiet forsøger at få et samlet overblik over de forhold, som den 14-årige kan mistænkes at have en rolle i. Senere på dagen tog politiet til Orø, hvor den stjålne bil blev fundet efterladt på havnen. I bilen fandt politiet noget værktøj, som var fjernet fra en af de adresser på Orø, hvor den 14-årige kunne mistænkes at have begået hærværk. Politiet forsøger nu også at få samlet eventuelle erstatningskrav sammen, inden den 14-årige samt hans værge vil høre nærmere fra politiet.

Uro og uorden førte til hærværk – Holbækvej, Jyderup

Kl. 14.11 fik politiet en henvendelse om noget uro og uorden i en baggård til både en forretning og privat beboelse, idet nogen skulle være blevet jagtet med et slagredskab. Politiet kørte til stedet, hvor der var ro og ingen risiko for overfald på nogen. På stedet blev truffet en 42-årig mand fra Svinninge, som havde været lidt irriteret over høj musik i samme ejendom hos to mænd på 34 og 37 år fra Jyderup, der begge var påvirkede af bl.a. spiritus. Politiet talte parterne til orden, og ingen blev sigtet for noget.
Kl. 1805 måtte politiet køre retur til stedet, idet den 42-årige havde overrasket den 34-årige i færd med at smøre hans forretningsdør ind i sennep og remoulade. Det havde ført til lidt uro blandt mændene igen, så politiet sigtede den 34-årige for hærværk. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Blufærdighedskrænkelse – Parkvej, Solrød Strand

Kl. 14.34 anmeldte en 59-årig kvinde fra Solrød Strand, at hun kl. ca. 14.00 havde luftet sin hund på stierne ved Staunings Ø ud for Parkvej. Under turen var en fremmed mand kommet cyklende først den ene vej og kort tid efter den anden vej forbi anmelderen, der i begge tilfælde havde hilst pænt på manden, som hun ikke kendte. Hun bemærkede, at manden stillede cyklen fra sig og begyndte at gå imod anmelderen, som nu gik en anden vej. Bag en busk stod den fremmede mand nu og onanerede på en måde, så anmelderen ikke kunne undgå at se det. Politiet kørte til området og ville gerne tale med en mand, som dog skyndte sig at cykle væk i retning mod Jersie Strandvej, da politiet råbte ham an. Den fremmede mand blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: intet skæg, Talte: Dansk, Iført: Sort jakke, mørke bukser, Medbragte: Sort damecykel med kurv foran. Politiet forsøger nu at få manden identificeret og har tillige undersøgt området for eventuelle tekniske spor efter ham.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området og cyklende i retning mod Jersie Strandvej, eller som har oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Uro og uorden – Jernbanevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 19.54 fik politiet en anmeldelse om, at 10-12 unge var forsamlet ved skuret ved togstationen, hvor de spillede højt musik til ulempe for de omkringboende, ligesom de urinerede op ad stationsbygningen. Politiet kørte til området ved stationen, men de unge var forsvundet, så roen var faldet over området igen.

Uro og uorden – Over Bølgen, Greve

Kl. 20.35 kørte politiet til en af indgangene til indkøbscentret Waves, hvor nogle unge lavede ballade til ulempe for de forretningsdrivende i centret. Politiet fik kontakt til otte unge i alderen 14-16 år fra Greve samt en 13-årig dreng fra Odense NØ. De blev alle bedt om at dæmpe sig, og politiet kontaktede den 13-åriges forældre for at underrette dem om, at politiet havde kontakt til deres søn. Opkaldet gav ikke anledning til yderligere fra politiets side hverken over for ham eller de øvrige fra Greve. Ingen blev sigtet for noget.

Indbrudstyve overrasket – Spurvevej, Solrød Strand

Kl. 21.31 fik politiet en anmeldelse fra en opmærksom mand, der som nabo havde hørt en underlig lyd. Da han undersøgte det nærmere, så han hos naboen to mænd, som ikke umiddelbart hørte til på stedet. Anmelderen gav sig til kende, hvorefter de to mænd forsvandt fra stedet. Politiet kørte til stedet med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, og var fremme efter tre minutter med første patrulje, som kunne konstatere, at et vindue var brudt op. Indenfor på adressen havde de to mænd rodet rundt i soveværelset blandt tøj og smykkeskrin, men formentlig ikke nået at stjæle noget. De to mænd blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 30-40 år, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Manden var enten skaldet, eller havde meget tyndt hår., Talte: Dansk, Iført: Mørkt tøj, sorte sko med hvide såler; og B: mand, iført mørkt tøj. Politiet fandt ikke de to mistænkte, som nu forsøges identificeret ud fra eventuelle tekniske spor på gerningsstedet.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket de to mænd på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mistænkelig bil ved indbrud i villa – Gammel Køgevej, Solrød Strand

Kl. 22.38 anmeldte en 56-årig mand fra Solrød Strand, at han i tidsrummet kl. 18.00-22.30 havde haft indbrud i sin bolig, idet et vindue på 1. sal var blevet opbrudt, og boligen på 1. sal var gennemrodet. Politiet undersøgte stedet for eventuelle tekniske spor, efter at tyven havde brugt en stige for at få adgang til vinduet på 1. sal. Anmelderen kunne endvidere oplyse politiet om, at han havde undret sig over en sort/mørk personbil, der havde holdt på vejen, da han havde forladt sin bolig kl. ca. 18.00. Bilen havde haft motorhjelmen åben, og ved bilen opholdt en mand af mulig østeuropæisk oprindelse og kraftig af bygning sig. Om denne mand og bil har haft noget med indbruddet at gøre, har politiet ingen oplysninger om.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der også har bemærket den muligt havarerede bil på vejen omkring kl. ca. 18.00. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Lur i bagagerum – Toldbodvej, Køge

Kl. 00.45 henvendte natteravnene sig til politiet, fordi de havde fundet bagagerumsklappen stående åben på en bil på en parkeringsplads ikke langt fra et hotel og et supermarked. I bagagerummet lå en ung mand og sov så tungt, at de ikke kunne vække ham. Politiet kørte til stedet og fik vækket en spirituspåvirket, 20-årig mand fra Føvling, som efter luren blev skønnet i stand til at klare sig selv. Han drog straks videre ud i nattelivet i Køge.

Spirituskørsel – Odinsvej, Høng – Kalundborg

Kl. 00.52 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Gørlev Sj. for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spirituskørsel mod ensretningen mv. – Havnegade, Holbæk

Kl. 02.35 standsede politiet en personbil, der blev ført ad Havnegade mod ensretningen. Bilen blev ført af en spirituspåvirket, 28-årig mand fra Moldova, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel og kørsel mod ensretningen. Det strafferetlige skridt var han ikke særlig tilfreds og ville forsøge at undgå sagen ved at bestikke politifolkene med et kontant beløb. Det slap han ikke godt fra og fik endnu en sigtelse for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forsøg på bestikkelse af offentlig myndighed. Den 28-åriges bil beslaglagde politiet med henblik på udlevering til ejeren. Politiet løslod den 28-årige efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og afhøring til straffesagerne, samtidig med at den 28-årige fik besked på at henvende sig hos politiet mandag eftermiddag, så han kan få sine sager afgjort strafferetligt, når alkoholpromillen fra blodprøven kendes.


Søndag til mandag


Anmeldelse om skud – Haveforeningen Roars Gave, Roskilde

Kl. 11.29 fik politiet en anmeldelse om, at beboere havde hørt flere skud i området. Flere patruljer blev sendt til stedet, for at undersøge sagen. Politiet afhørte flere personer, herunder en jæger, som oplyste, at der var jagt i området. Andre beboere havde tidligere på dagen set, at der foregik rågeregulering i området. Politiet fandt ikke frem til noget, som gav anledning til yderligere indsats og kunne derfor fortsætte til andre opgaver.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

1. maj 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 01. maj 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 30. april 2024 kl. 07.00 til 01. maj 2024 kl. 07.00.

30. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 29. april 2024 kl. 07.00 til 30. april 2024 kl. 07.00.

29. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. april 2024 kl. 07.00 til 29. april 2024 kl. 07.00.