Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Døgnrapport

21. august 2024 13:38

Nordjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten fra den 19. august til den 21. august 2024

En cyklist påkørt i sving, en ukrudtsafbrænding, der gik galt, og en mindreårig butikstyv. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

Aalborg: højlydt sang og ukvemsord

Mandag den 19. august omkring kl. 00.30 anmeldte flere personer til Nordjyllands Politi, at de følte sig forstyrret af en kvinde, som nu havde sunget og skreget højlydte popsange ud af sit åbne vindue centralt i Aalborg – i cirka fire timer, ifølge den ene anmelder. Kvindens vokale anstrengelser kunne da også tydeligt høres af vagtcentralens operatør under telefonsamtalen med den ene anmelder. Anmelderne havde uden held selv forsøgt at kontakte kvinden. En patrulje blev sendt til stedet for at se til kvinden og dæmpe hende. Ved patruljens ankomst var kvinden truende og råbte fornærmende ukvemsord af betjentene. Hun blev skønnet påvirket, sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen, anholdt og kørt til detentionen, hvor hun blev undersøgt af en læge.

 

Hjørring: uforsigtig med ukrudtsbrænder

En mand blev mandag den 19. august sigtet for at overtræde beredskabsloven ved ikke at have været tilstrækkelig forsigtig i forbindelse med, at han benyttede en ukrudtsbrænder i Hjørring. Manden var selv i færd med at ordne andre ting, da beboere i området opdagede branden. Der gik ild i flere meter stakit, men ilden spredte sig ikke til boliger. Det lykkedes for politiets patrulje at få nogenlunde kontrol over ilden, og brandvæsnet ankom kort efter til stedet.

  

Frederikshavn: Mindreårig stjal i supermarked

En patrulje fra Nordjyllands Politi blev mandag den 19. august kl. 16.44 sendt til et supermarked i 9900 Frederikshavn. Her var en 13-årig pige blevet tilbageholdt af butikspersonale, mistænkt for butikstyveri. Under afhøringen, som blev foretaget, da pigens værge var ankommet, erkendte pigen at have stjålet to stykker tøj og nogle hygiejneartikler. Det viste sig, at pigen var sammen med en jævnaldrende veninde, og at de begge havde undladt at betale for varer i flere butikker. Betjentene tog en alvorssnak med pigerne, med de voksne omkring dem, og formanede dem om at aflevere de stjålne varer tilbage for at undgå flere sigtelser. Pigerne fik også besked om, at de ikke længere var velkomne i de involverede butikker. Som altid, når mindreårige begår kriminalitet, underrettede Nordjylland Politi de sociale myndigheder om sagen.   

 

Aars: Kørekortløs knallertfører med kæreste bagpå

Mandag den 19. august kl. 17.18 standsede en af politiets beredskabspatruljer en ung mand, der kom kørende på en stor knallert i Aars. Sagen var den, at den unge mand havde sin kæreste bagpå, hvilket ikke er tilladt. De to unge mennesker havde heldigvis hjelm på – et sikkerhedsmæssigt plus – men det kunne ikke rette op på de andre lovovertrædelser. Den unge mand havde nemlig heller ikke knallertkørekort. Det viste sig, at ingen af de to unge trafikanter talte dansk. Det lykkedes dog betjentene at føre en samtale med dem vha. oversættelsesværktøjer på mobilen. Den unge knallertfører erkendte forseelserne og blev sigtet for kørsel uden førerret og for at have befordret en passager på en stor knallert.   

 

Aalborg: Personbil og elcykel tørnede sammen

En ung kvindelig cyklist og en ældre mandlig bilist var tirsdag den 20. august ved 13-tiden involveret i et færdselsuheld centralt i Aalborg. En beredskabspatrulje blev med udrykning straks efter anmeldelsen sendt til uheldsstedet, hvor den mandlige bilist kunne erkende at have overset kvinden, der kom kørende på cykelstien på sin elcykel, da manden ville dreje hen af en tilstødende gade. Han påkørte derfor kvinden, som væltede af sin cykel. En ambulance kom til stedet, men heldigvis kunne sundhedspersonalet konstatere, at der ikke var brug for yderligere lægebehandling til nogen af sagens parter. Både bil og cykel fik skrammer.   

 

Aalborg SØ: Nabo opdagede indbrud under ferie

Tirsdag den 20. august ved 22.30-tiden anmeldte en nabo at have opdaget et indbrud i et hus i 9210 Aalborg SØ. En beredskabspatrulje blev sendt til adressen, og betjentene kunne ved gerningsstedsundersøgelsen konstatere, at ukendte gerningspersoner havde knust en rude i et stuevindue for at skaffe sig adgang til boligen. Der var tydelig tegn på færden i flere rum, idet der var åbne og gennemrodede skabe og skuffer. Husets terrassedør var låst op indefra og stod åben, så gerningspersonerne havde formentlig forladt stedet via denne. Det var ikke muligt umiddelbart for betjentene at afgøre, hvad der var stjålet, fordi husets beboere aktuelt var bortrejst.

 

 

 

Følg Nordjyllands Politi på

 
@NjylPoliti

Facebook
@NjylPoliti

Instagram
@Politi

 

Abonnér på nyt fra politiet

Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner

 

Denne tekst (inklusive evt. billeder) er også tilgængelig på https://politi.dk/nordjyllands-politi/doegnrapporter/dr180823/2023/08/18

 

Afmeld eller opdater dit abonnement

 

 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 
Lene Kold 
E-mail: lko024@politi.dk  
Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

29. august 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 26. august til den 29. august 2024

Cykelløb i Aalborg, flere indbrud, narkosælger anholdt, flere episoder af narkokørsel og mand spyttede efter forbipasserende. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

26. august 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 23. august til den 26. august 2024

Superligaopgør i Aalborg, vær forsigtig ved skrænter og klitter, butikstyv opdaget, sprit- og narkobilister, ung kvinde anholdt i Jomfru Ane Gade og røveri. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

23. august 2024

Nordjyllands Politi

Nordjyllands Politi: uddrag fra døgnrapporten fra den 21. august til den 23. august 2024

Påvirkede bilister, indbrud og uenige naboer. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.