Fra døgnrapporten: indbrud i Ålbæk, Hjørring & Hjallerup, lommetyverier i Aalborg og narkopåvirket bilist uden kørekort i Sæby
Nordjyllands Politi udgiver på de fleste hverdage et uddrag fra døgnrapporten. Læs uddrag fra den 22.-23. oktober 2019. Følg os på Twitter og Facebook.

Foto: Rigspolitiet
Ålbæk – stole stjålet ved indbrud i fritidshus
Onsdag den 23. oktober kl. 03:45 blev et fritidshus udsat for indbrud i Ålbæk. Indbrudstyven brød et vindue op med et 40 mm koben, hvorfra de fik adgang til huset. Tyvens færden var koncentreret i stuen. Blandt de stjålne genstande var 2 stole. Tyven forlod derefter gerningsstedet gennem det opbrudte vindue, da alle døre havde indvendig lås.
Har du set mistænkelig færden i forbindelse med sagen? Kontakt politiet på 114.
Hjørring – lamper stjålet ved indbrud i virksomhed
Onsdag den 23. oktober kl. 01:24 blev en virksomhed udsat for indbrud i Hjørring. Indbrudstyven brød et vindue op med en 10 mm ligekærvet skruetrækker, hvorfra de fik adgang til et konferencerum. Der var udelukkende spor af færden i konferencerummet. Blandt de stjålne genstande var 2 lamper. Tyven forlod derefter gerningsstedet gennem det opbrudte vindue.
Har du set mistænkelig færden i forbindelse med sagen? Kontakt politiet på 114.
Hjallerup – vindue til badeværelse brudt op ved indbrud i privat bolig
På Søndermarken i Hjallerup blev en privat bolig udsat for indbrud. Det skete mellem lørdag den 19. oktober kl. 14:00 og tirsdag den 22. oktober kl. 19:25. Indbrudstyven brød vinduet til et badeværelse op med et 50 mm koben. Fra badeværelset fik tyven adgang til resten af huset. Blandt de stjålne genstande var en bærbar computer og en ring.
Har du set mistænkelig færden på Søndermarken i Hjallerup? Kontakt politiet på 114.
Forebyg indbrud i dit hjem med nabohjælp
Nabohjælp har en positiv indvirkning på kriminaliteten i et nabolag og kan forebygge hvert 5. indbrud. Desuden har det den sidegevinst, at beboerne oplever større tryghed, mere socialt liv og større respekt samt tålmodighed med hinanden.
Du kan tilmelde dig Nabohjælp gratis ved at hente appen på Google Play eller Appstore. Appen giver dig:
- Adgang til at skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag.
- Feriehjælp, så du kan fortælle betroede feriehjælpere, hvornår dit hjem er alene hjemme.
- Mulighed for at koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget.
- Alle de bedste tricks til forebyggelse og naboskab.
Læs mere på: dkr.dk/.../nabohjælp/
Aalborg C og Øst – flere taske- og lommetyverier
Flere taske- og lommetyverier er blevet anmeldt i det seneste døgn.
Mandag den 21. oktober kl. 10:00-12:00 blev en 45-årig kvinde udsat for tyveri i Aalborg Øst. En iPhone blev stjålet fra hendes taske på hendes arbejdsplads.
Søndag den 20. oktober kl. 02:00-14:00 blev en 26-årig kvinde også udsat for tyveri. Tyveriet fandt sted på Jomfru Ane Gade i Aalborg C. Fra hendes taske blev en sort pung indeholdende diverse kort stjålet. Efterfølgende er der blevet hævet 400 kroner på betalingskortet.
Søndag den 20. oktober kl. 02:40-04:16 blev en 25-årig mand også udsat for tyveri på Jomfru Ane Gade i Aalborg C. Mens han var på diskotek, fik han stjålet sit kontokort fra hans venstre bukselomme.
Sådan undgår du selv at blive udsat for tyveri
Mobiltelefon og pung
- Gem din mobil og pung i en lukket lomme, gerne i inderlommen.
- Du kan overveje at bære dine værdier under tøjet, fx i et pengebælte.
- Læg ikke mobilen eller pungen synligt på et bord i et offentligt rum.
Taske
- Gå med tasken på armen i stedet for i hånden.
- Stil din taske, så du kan se den.
- Lad være med at have mange kontanter på dig.
Bliver dit kontokort stjålet i forbindelse med et tyveri, så kontakt din bank omgående og få kortet spærret.
Læs mere på: dkr.dk/.../lomme-og-tasketyveri/
Sæby – bilist anholdt for påvirket kørsel uden gældende kørekort
En personbil blev standset til et rutinetjek på Ålborgvej i Sæby tirsdag den 22. oktober kl. 19:51. Ved henvendelse til føreren, en 26-årig mand, fattede patruljen mistanke til, at han var påvirket. En narkometertest gav her udslag, da manden var under påvirkning af euforiserende stoffer. En nærmere undersøgelse viste også, at manden ikke havde et gældende kørekort. Den 26-årige mand blev derfor sigtet og anholdt for kørsel under påvirkning af stoffer samt kørsel uden gældende kørekort.
Straffen for kørsel under påvirkning af stoffer
Kører du med ulovlige, euforiserende stoffer i blodet, er straffen den samme, som hvis du kørte spirituskørsel med 1,21 promille. Du får frakendt dit kørekort i 3 år og får en bøde. Du skal desuden bestå en ny teori- og køreprøve og gennemføre et ANT-kursus.
Læs mere om straffen for kørsel med stoffer i blodet her: sikkertrafik.dk/.../ulovlige-stoffer
Følg os på Twitter og Facebook.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555