Fra døgnrapporten: lav sigtbarhed i tusmørket forårsagede solouheld og visitation ledte til konfiskering af hash joint
Nordjyllands Politi udgiver på de fleste hverdage et uddrag fra døgnrapporten. Læs uddrag fra den 16.-17. september 2019. Følg os på Twitter og Facebook.

Foto: Rigspolitiet
Saltum – lav sigtbarhed i tusmørke forårsagede solouheld
En 40-årig kvindelig bilist fik sig mandag den 16. september kl. 05:32 en ubehagelig overraskelse, da en grævling pludselig befandt sig foran hendes bil. Hun forsøgte at undvige grævlingen, og endte derfor med at køre i grøften og tippe hendes bil om på siden. Det skete på Blæshøjvej i Saltum. Falck måtte frigøre kvinden, da hun ikke kunne kom ud af bilen på egen hånd. Hun blev derefter kørt på hospitalet. Heldigvis led hun ingen skader, og bilen led kun ringe materielle skader. Grævlingen blev desværre alligevel kørt over.
Aalborg C – mindre sammenstød mellem personbiler på Limfjordsbroen
Mandag den 16. september kl. 14:15 kørte en 28-årig kvindelig bilist ind i en anden personbil, der kørte foran hende. Hun overholdte formodentlig ikke sin bremselængde og kørte derfor ind i den anden personbil, da denne havde bremset op. Ingen personer led skade, og de involverede biler fik kun mindre materielle skader i uheldet.
Sådan bliver du distraheret i bilen
Uopmærksomhed i trafikken kan nedsætte din reaktionstid – måske endda lige præcis nok til, at du havner i et uheld. Uopmærksomhed skyldes fx at:
- Du taler i telefon eller læser/skriver SMS.
- Du indstiller GPS eller radio.
- Du samler ting op fra gulv eller handskerum.
- Du spiser eller drikker.
- Du tager dig af urolige børn eller taler med dine medpassagerer.
- Du har tankerne et helt andet sted eller er stresset.
- Læs mere på: sikkertrafik.dk/.../koer-bil-naar-du-koerer-bil
Aalborg C – mand i 40’erne anholdt for bedrageri
En butiksdetektiv oplyste politiet, at en mand i 40’erne mandag den 16. september kl. 18:20 havde udført bedrageri i en butik i Aalborg C. Manden havde sat gule tilbudspriser på tøj, som faktisk var til salg til fuld pris. Hermed havde han betalt en væsentlig billigere pris for tøjet ved kassen. Det fremgik dog både af overvågningen og af data for købet, hvem manden var. Han er derfor efterfølgende blevet sigtet og anholdt for bedrageri.
Brovst – indbrud i privat beboelse
Mellem søndag den 15. september kl. 19:00 og mandag den 16. september kl. 16:00 blev en privat beboelse på Lyngvej i Brovst udsat for indbrud. En bekendt til ejeren anmeldte indbruddet, da ejeren var på rejse ifm. sit job. Indbrudstyven forsøgte forgæves at bryde bagdøren op. Det lykkedes dog tyven at ødelægge låsen til bagdøren i stedet. Herfra fik han/hun adgang til resten af huset. Der var tydelige spor af færden i hele huset. Intet er meldt stjålet endnu.
Har du set mistænkelig færden på Lyngvej i Brovst? Kontakt politiet på 114.
Aalborg Øst – indbrud i villa
En villa på Søndervangsvej i Aalborg Øst blev udsat for indbrud mellem søndag den 15. september kl. 10:00 og mandag den 16. september kl. 10:00. Indbrudstyven brød et vindue op med et koben, hvorfra de fik adgang til resten af bygningen. Der var spor af færden i villaens stue. Blandt de stjålne genstande var to stole og en lampe.
Har du set mistænkelig færden på Søndervangsvej i Aalborg Øst? Kontakt politiet på 114.
Sådan undgår du indbrud i dit hjem – også, når du er på ferie
- Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud.
- En høj hæk giver tyven ro til at bryde ind. Overvej, om du skal klippe din hæk ned eller gøre plankeværket lavere.
- Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt de værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra.
- Få det til at se ud som om, der er nogen hjemme, når du og din familie er væk.
- Der må gerne være lidt uorden i haven, så det ser ud som om, der er nogen hjemme. Lad fx haveslangen eller trillebøren stå fremme.
- Lad være med at annoncere at du er på ferie. Skriv om din ferie på sociale medier når du er kommet hjem.
- Tyve går mest efter computere, Ipads, mobiltelefoner, fladskærme og spillemaskiner. Dernæst efter smykker, kontanter, valuta og mærkevaretøj. Måske skal du sikre de mest værdifulde ting ekstra.
- Læs mere på: dkr.dk/.../indbrud-i-din-bolig/
Hjørring – visitation førte til konfiskering af hash joint
En patrulje så tirsdag den 17. september kl. 01:00 en bil parkeret på en rasteplads ved Ringvejen i Hjørring. Patruljen besluttede sig for at undersøge bilen nærmere. I bilen sad to mænd – en 30-årig og en 28-årig. Der var en kraftig lugt af cannabis fra bilen, og de to mænd havde meget udvidede pupiller.
Ved visitation af de to mænd og ransagning af bilen blev en joint indeholdende hash fundet. Den 30-årige forklarede, at han var ejermanden. Han blev derfor sigtet for at bryde loven om euforiserende stoffer. Patruljen instruerede de to mænd i at låse deres bil. De to mænd blev derefter kørt til en nærliggende adresse, hvor de forlod stedet til fods.
Følg os på Twitter og Facebook.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555