Anmeldelse om skyderi i Aalborg midtby
Nordjyllands Politi modtog fredag aften den 25. august kl. 19.18 en anmeldelse om skyderi i det centrale Aalborg. Ingen er umiddelbart blevet ramt. Politiet har spærret af i gaderne omkring Hovedbiblioteket og shoppingcenteret Friis. Afspærringerne opretholdes fortsat ved 23.30-tiden. Politiet vurderer, at skudepisoden er et internt opgør i det kriminelle miljø og efterforsker fortsat intenst.
Fredag aften den 25. august kl. 19.18 modtog vagtcentralen i Nordjyllands Politi en anmeldelse om skyderi i det centrale Aalborg. Adskillige patruljer med bevæbnet politi i skudsikre veste blev var derfor synlige i gaderne omkring Hovedbiblioteket og shoppingcenteret Friis, hvor der blev oprettet afspærringer.
Dette bevirkede, at en del borgere med biler parkeret i området i en periode ikke kunne komme til deres biler og væk fra området. Afspærringerne opretholdes fortsat ved 23.30-tiden, men er nu sluset ud af Friis, og der er fortsat mulighed for at komme ud af parkeringskælderen. Ingen nye lukkes dog ind.
"Vi arbejder fortsat intenst på at få helt klarhed over hændelsesforløbet, men status lige nu er, at jeg kan bekræfte, at der er afgivet flere skud, og at ingen umiddelbart er blevet ramt. Ingen med skudsår har heller henvendt sig på skadestuen p.t.," oplyser vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi.
Sort bil kan være impliceret – sandsynligvis internt opgør
Vagtchefen har ikke mange flere oplysninger at give om skyderiet endnu, men siger dog:
"Vi arbejder i øjeblikket med at sikre spor og klarlægge, hvad der er sket, hvem der har affyret skud og motivet bag. I den forbindelse mener vi, at en sort bil, muligvis en Volvo, kan være impliceret. Så vi hører gerne fra folk på telefon 114, hvis man har set sådan en bil køre formentlig hastigt eller hasarderet i midtbyen,” opfordrer Bruno Brix.
Han oplyser desuden:
”Vores billede af episoden lige nu er, at det her ser ud til at være et internt opgør i et kriminelt miljø.”
Der er ikke foretaget anholdelser i sagen.
Trygheden skal genoprettes og arbejdsroen sikres
Foruden efterforskningen arbejder Nordjyllands Politi på hurtigst muligt at genoprette trygheden for borgerne i Aalborg.
”Skyderi i det offentlige rum er helt uacceptabelt og meget utrygt for dem, der bor i området, så vi arbejder for fuld tryk på at komme til bunds i, hvad der er foregået," slår Bruno Brix fast.
Nordjyllands Politi vil være synlige med øget patruljering i Aalborg midtby nogen tid endnu, ligesom bl.a. teknikere, efterforskere og hundeførere fortsat arbejder i området omkring biblioteket og Friis.
”Derfor beder vi også om, at de mange mennesker der gæster Aalborg her til aften sørger for at respektere vores afspærringer, så vi kan bruge vores kræfter bedst muligt,” lyder det afsluttende fra vagtchefen.
I morgen lørdag den 26. august vil der også været en øget polititilstedeværelse i Aalborgs gader med henblik på at genskabe trygheden, og man er meget velkommen til at rette henvendelse til betjentene, hvis man har behov for at tale med politiet om episoden.
Nordjyllands Politi melder ud til offentligheden på det sociale medie X og på politi.dk/aktuelt, når der kan gives en ny status eller nye oplysninger i sagen. Indtil da har Nordjyllands Politi ikke mere information om sagen.
Pressens kontakt er indtil videre KSN pressetelefon 4022 1240.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555