Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 11.-12. august 2024
Spirituskørsel samt musik til ulempe. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi
Sigtet for spirituskørsel, Gørløse
En 45-årig udenlandsk mand blev søndag aften klokken 19.15 sigtet for spirituskørsel. Manden var kommet kørende ad Skolestrædet, hvor han var stoppet og her blev en borger så mistænksom over hans fremtoning, at politiet blev kontaktet. En patrulje kom til stedet og efter at have sigtet manden for spirituskørsel blev han taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham. Den skal nu analyseres for at fastlægge hans nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Lukkede fest, Gentofte
Søndag aften klokken 23.35 kom en anmeldelse om, at der fra en adresse på Tagestorp blev spillet så høj musik, at nabolaget blev generet af det. En patrulje kørte til stedet og fik i første omgang festdeltagerne til at skrue ned. Men det holdt dog ikke ved, og derfor blev en patrulje igen sendt til adressen, hvor festen blev lukket.