Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

4. juni 2025 11:09

Nordsjællands Politi: uddrag af dørngrapporten 03. - 04. juni 2025

To tyre på tur, negleklippertyv og græs, der var grønnere på den anden side. Her er et uddrag af døgnrapporten.

To tyre på tur, Lynge

Tirsdag morgen klokken 09.59 modtog politiet flere anmeldelser om to tyre, der gik rundt på Slangerupvej nær Nymøllevej. Politiet kontaktede omkringliggende beboere, men ingen kendte noget til dyrene. Naturstyrelsen blev herefter tilkaldt og kunne oplyse, at de havde sat to tyre ud i Mølleådalen dagen før. Styrelsen ville sørge for at få dem sikkert tilbage igen.

 

Butikstyveri, Hillerød

Klokken 12.22 blev Bilka i Slotsarkaderne udsat for butikstyveri, da en 24-årig kvinde fra Hillerød forsøgte at stjæle flere dagligvarer. Kvinden fyldte en indkøbsvogn og gik til selvbetjeningsområdet, hvor hun kun betalte for enkelte varer og scannede sig ud. Hun forlod derefter butikken med de resterende ubetalte varer.

 

Brand i skov, Frederiksværk

Klokken 13.09 modtog politiet en anmeldelse om, at der kunne ses flammer og røg i et naturområde i Tibirke Sand. Politiet og brandvæsnet ankom kort tid efter og påbegyndte slukningsarbejdet. Der er endnu ikke fundet tegn på, at branden skulle være påsat, og intet mistænkeligt er observeret. 

 

Negleklippertyv, Hillerød

En 49-årig mand blev klokken 14.11 sigtet for butikstyveri i Rema1000 på Milnersvej, hvor han tog en negleklipper ud af en pakke og lagde den i lommen. Manden lagde herefter pakken tilbage på hylden og forlod butikken uden at betale for negleklipperen. Han blev tilbageholdt af butikspersonalet, som havde overværet forholdet.

 

Ukrudtsbrænder satte ild til hæk, Stenløse

En 79-årig mand blev klokken 14.47 sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, efter han med sin ukrudtsbrænder antændte en hæk under ukrudtsbekæmpelse. Brandvæsnet og politiet ankom og fik hurtigt kontrol over situationen.

 

Græsset var grønnere på den anden side, Fredensborg

Et lille får havde klokken 14.48 forvildet sig ud på den anden side af sin indhegning nær Kildeportvej. Den havde udset sig, at græsset var grønnere på den anden side. Politiet fik kontakt til en 60-årig mand fra Græsted, som var ejer af fårene, og han sørgede for, at det lille får kom sikkert tilbage i folden.

 

Færdselsuheld, Hillerød

Klokken 16.23 blev det anmeldt, at en bil havde påkørt to cyklister på Søndre Jernbanevej og derefter var kørt fra stedet. Cyklisterne kom ikke alvorligt til skade og tog selv på skadestuen. Politiet lokaliserede bilens ejer via overvågning og sigtede en 65-årig mand fra Hillerød.

 

Bedrageri, Allerød

Tirsdag klokken 17.27 fik politiet en anmeldelse fra en 84-årig kvinde på Solbærvej, som fortalte, at hun havde været udsat for bedrageri. Hun oplyste, at en mand havde været på hendes adresse og afhente 3 dankort og samtidig stjålet en guld halskæde med vedhæng, en guldring, et guldarmbånd og et guldur. Efterfølgende var der hævet et større beløb på kvindens konto. Den 84-årige kvinde beskriver manden som 40-45 år gammel, cirka 175-180 cm høj og spinkel. Han var mørk i huden, havde mørkt hår og talte dansk.

 

Forsøg på bedrageri, Allerød

Tirsdag aften blev en 90-årig mand på Li Blovstrødvej udsat for forsøg på bedrageri. Manden var blevet ringet op fra ukendt telefonnummer af en mand, der hævdede at være fra Nordea. Undervejs i opkaldet dukkede en mand op på den 90-åriges adresse og krævede at få udleveret mandens betalingskort og kode. Den 90-årige udleverede sit dankort, men oplyste med vilje en forkert kode, hvorefter han kontaktede sin bank med det samme og fik spærret kortet.

 

Solouheld, Hellerup

En 18-årig mand fra Hellerup påkørte natten til onsdag klokken 04.20 en parkeret bil på Højsgårds Allé, hvorved hans egen bil væltede. Den 18-årige viste sig at være alkoholpåvirket, og blev derfor sigtet for spirituskørsel og taget med til blodprøveudtagning på hospitalet til den videre sagsbehandling.

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

5. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 04. - 05. juni 2025

Forsøg på bedrageri, kørte påvirket og uden gyldigt kørekort og brande flere steder. Her er et uddrag af døgnrapporten.

3. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 02. - 03. juni 2025

Overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen, båd på motorvejen og en bil fuld af stoffer. Her er et uddrag af døgnrapporten.

2. juni 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 01. - 02. juni 2025

Overholdt ikke sin vigepligt, butikstyveri og forsøgte at flygte fra politiet. Her er et uddrag af døgnrapporten.