Uddrag af døgnrapporten 17.-18. december 2019
Butikstyveri, mand udgav sig for at være politibetjent, en person sigtet to gange på en halv time for besiddelse af hash, færdselsuheld og tasketyveri. Her er uddrag af døgnets hændelser fra Nordsjællands Politi
Batalje i trafikken udviklede sig, Hillerød
Klokken 11.32 anmeldte en 46-årig mandlig knallertfører fra Hillerød, at han netop havde haft en batalje med en anden mandlig knallertfører på Herredsvejen, idet de to havde påkørt hinanden uden skader til følge. Den anden knallertfører havde dog truet den 46-årige med en kniv samt snittet i den 46-åriges jakke, hvorefter han havde spurgt, om den 46-årige havde nogen penge. Den fremmede knallertfører kørte derefter fra stedet.
Tyveri fra varebil, Græsted
Klokken 12.10 blev det anmeldt, at der imellem fredag klokken 16.00 og tirsdag klokken 12.00 var blevet stjålet værktøj for adskillige tusinde kroner fra en varebil parkeret på Stubmarken. Bilens bagdør var i den forbindelse blevet opbrudt.
Brand i køretøj, Humlebæk
Klokken 13.11 blev der anmeldt brand i en vejstribemaskine, der blev benyttet på Humlebæk Strandvej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor der kunne konstateres kraftig røgudvikling fra maskinen, hvorfor dele af krydset Fredensborgvej/Humlebæk Strandvej kortvarigt var spærret, mens brandvæsnet slukkede branden. Der skete ingen personskade ved hændelsen.
Butikstyveri, Lyngby
Klokken 13.25 anmeldte personalet fra Magasin, at de tilbageholdt en person, der havde forsøgt at stjæle varer for knap 4.000 kroner, ligesom de under visitationen af ham desuden havde fundet en joint.
En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 49-årig mand fra Charlottenlund blev sigtet for forholdene.
Færdselsuheld, Hillerød
Klokken 14.24 skete der et færdselsuheld på Frederiksgade, da en 11-årig dreng fra Hillerød blev påkørt af en bil ført af en 77-årig kvinde fra Hillerød. Drengen var fysisk uskadt, men en smule chokeret, mens kvinden muligvis bliver sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.
Udgav sig for at være politiet og franarrede penge, Frederikssund
Klokken 14.27 anmeldte en 91-årig kvinde fra Frederikssund, at hun var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra politiet, og at han skulle undersøge en sag vedrørende nogle bankforhold, hvor der havde været flere personer indblandet. Manden i telefonen ville i den forbindelse sende en politibetjent til hendes adresse, så hun bedre kunne forstå årsagen til henvendelsen.
Efterfølgende var en person mødt op på hendes adresse, hvor han havde bedt om - og fået - udleveret en større mængde kontanter til undersøgelse af den påståede sag, ligesom han fik udleveret kvindens kreditkort og dertilhørende kode. Herfra blev der efterfølgende hævet 15.000 kroner, inden kortet blev spærret.
Manden, der mødte op på adressen, beskrives af anmelder som:
Mand, 20-30 år, 175 cm, almindelig af bygning. hvid i huden, med sort mellemlangt hår med en smule krøl. Manden talte dansk og var iført en sort jakke og sorte bukser.
Kørte galt og flygtede fra stedet, Ølstykke
På Frederikssundsvej skete der klokken 19.20 et færdselsuheld, idet en mandlig bilist overså rundkørslen ved Udlejrevej og kørte direkte hen over den. Herefter løb han fra stedet. Patruljer blev sendt til stedet, og med patruljehund blev der søgt efter ham.
Kort efter blev føreren af bilen, som viste sig at være en 30-årig mand fra Haslev, udfundet i et nærliggende rækkehuskvarter, hvor han blev anholdt og sigtet for at flygte fra et færdselsuheld. Et alkometer viste, at han formentlig også havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor også sigtet for spirituskørsel. En blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå graden af førerens påvirkning.
Fik frarøvet sin jakke i bus, Gentofte
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 19.40, havde en 14-årig dreng fredag mellem klokken 23.10 og 23.25 siddet bagerst i bus 176 ved Vangedevej sammen med nogle kammerater, da fire unge mænd steg på bussen. De fire unge mænd gik ned mod den 14-årige og hans venner, hvor den ene af de unge mænd, A, med en aggressiv fremtoning sagde til den 14-årige, at han skulle aflevere sin jakke, og ellers ville han stikke en kniv i maven på ham. Der var ingen kniv at se, men den 14-årige følte sig tvunget til at udlevere sin jakke. I jakken lå der også nøgler og mobiltelefon, som den 14-årige dog fik tilbage, men først efter at A havde taget nogle penge, som lå i mobiltelefonens cover. Herefter stod de fire unge mænd af på Vangede Station.
De fire unge mænd beskrives alle som 17-18 år. A beskrives derudover som afrikansk af udseende.
Mistænkeligt forhold viste sig at være strømafbrydelse, Hellerup
Klokken 19.54 indløb der anmeldelse om et mistænkeligt forhold, idet der kunne ses en lyskegle som fra en lommelygte i et hus på Eggersvej. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de dog kunne konstatere, at der var tale om et legalt forhold. Der havde nemlig været strømafbrydelse i huset, og lommelygten var derfor blevet brugt til at skabe lys.
Selv om der ikke var tale om et kriminelt forhold, opfordrer Nordsjællands Politi til, at man straks anmelder det til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt, idet der i sager som denne lige så godt kunne have været tale om et indbrud.
Personpåkørsel, Ålsgårde
Klokken 20.11 indløb der anmeldelse om, at en mand var blevet påkørt af et tog ved Skibstrup trinbræt. Patruljer kørte til stedet, hvor de kunne konstatere, at den 65-årige mand ved et uheld var faldet ned på skinnerne, og at han ved togpåkørslen var kommet alvorligt til skade med sin ene arm. Manden blev fløjet med helikopter til hospitalet for behandling af sine skader.
Lov om euforiserende stoffer, Helsingør og Fredensborg
Som led i Nordsjællands Politis indsats mod utryghedsskabende narkohandel blev flere personer visiteret i Helsingør, hvilket førte til flere sigtelser.
Klokken 20.17 blev en 37-årig mand uden fast adresse sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde hash på Løvdalsskolens p-plads.
Det samme blev en 36-årig mand uden fast adresse sigtet for klokken 20.50 – ligeledes på Løvdalsskolens p-plads.
Klokken 21.19 blev en 35-årig mandlig bilist fra Hornbæk standset og kontrolleret på Snerlevej, og her fik han narkomeret til at slå ud for kørsel i påvirket tilstand i form af cannabis, hvorfor en blodprøve nu skal fastslå nærmere.
Den 36-årige, der blev sigtet klokken 20.50, blev ligeledes truffet på Snerlevej klokken 21.21, og dette førte endnu en visitation af sig. Denne gang havde han en moderat mængde hash på sig, og han blev derfor sigtet endnu en gang.
Endelig blev en 18-årig mand fra Fredensborg klokken 22.00 sigtet for besiddelse af en mindre mængde hash, da han blev visiteret på F24-tankstationen i Fredensborg.
Indbrud i forretning, Hørsholm
Det blev klokken 01.34 anmeldt, at der havde været indbrud i Illums Bolighus på Hovedgaden, og at gerningsmændene var kommet ind ved at bryde en skydedør ind til butikken op. Fra butikken blev der blandt andet stjålet Kay Bojesen-figurer.
Anholdt for at stjæle taske, Hillerød
Klokken 04.04 blev det anmeldt, at en 62-årig mand fra Rønne netop havde fået stjålet sin taske på Hillerød Station. Den 62-årige havde siddet i ventehallen og var kortvarigt faldet i søvn, og da han vågnede igen var tasken væk. Han fik øje på en mand, som gik med tasken, og ringede straks til politiet.
Patruljer kørte til stedet, hvor de udfandt en 41-årig mand fra Fredensborg, som svarede til beskrivelsen af gerningsmanden. Han blev derfor anholdt og sigtet for tasketyveriet.
Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds 17.-18. december 2019