Uddrag af døgnrapporten 22.-23. december 2019
Flere tilfælde af vold, butikstyverier, en stjålet minkpels, der førte til anholdelse af to kvinder samt en glemt juledekoration, der brød i brand. Her er uddraget af døgnets hændelser fra Nordsjællands Politi
Dørfis udviklede sig, Allerød
Klokken 09.45 blev det anmeldt, at en 16-årig ung mand fra Allerød havde haft en ubehagelig oplevelse natten til søndag omkring klokken 01.00, da han sammen med nogle kammerater havde lavet dørfis på Kollerødvej.
Efter gruppen havde ringet på ved et hus og løbet fra stedet, dukkede en fremmed mand op og konfronterede de unge mennesker med deres forehavende, hvorefter det udviklede sig til fysisk tumult imellem de to. Den fremmede mand og den 16-årige endte på et tidspunkt på jorden, og den 16-årige fik i den forbindelse adskillige skrammer.
Efter anmeldelsen søndag formiddag afgav flere parter fra gruppen med de unge mennesker forklaringer, hvilket førte til, at en 29-årig mand fra området søndag eftermiddag blev afhørt og sigtet for vold.
Indbrud i lægekonsultation, Skævinge
Klokken 12.06 blev det anmeldt, at der klokken 01.19 havde været indbrud i lægekonsultationen på Ny Harløsevej, hvor en eller flere ukendte gerningspersoner havde opbrudt et vindue og stjålet en designerstol.
Vold, Nivå
Klokken 13.08 indløb der flere anmeldelser om, at en mand skulle være i gang med at udsætte en kvinde for vold foran en opgang i Nivåhøj. Politiet blev sendt til stedet, hvor en 27-årig mand fra området blev anholdt og sigtet for vold mod en kvinde, han havde en foregående relation til.
På baggrund af den efterfølgende efterforskning bliver manden i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør sigtet for grov vold og voldtægt.
Butikstyveri, Charlottenlund
Klokken 14.12 anmeldte personalet fra butikken Kløve & Lønberg, at der 10 minutter forinden havde været to kvinder inde i butikken, og at da de to kvinder efterfølgende havde forladt butikken, manglede der nu en minkjakke.
Personalet havde noteret det svenske registreringsnummer på den bil, de to kvinder forlod området i, og dette blev lagt i politiets ANPG-system, hvor køretøjet blev noteret kørende nordpå af Helsingørmotorvejen.
Grundet bilens svenske nummerplader blev en patrulje sendt til færgelejet i Helsingør, hvor bilen snart efter blev standset af politiet.
I bilen blev en minkjakke fundet, og de to personer i bilen, to udenlandske kvinder på henholdsvis 27 år og 50 år blev anholdt og taget med til politistationen i Helsingør til afhøring.
De to bliver i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
Butikstyveri, Hillerød
Klokken 14.18 anmeldte personalet fra Bilka, at de tilbageholdt en kvindelig butikstyv, der havde forsøgt at stjæle ris a la mande, pandekager, kirsebærsovs og kartoffelsalat.
Da butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til butikken, hvor butikstyven, en 17-årig kvinde fra Birkerød, blev sigtet for forholdet.
Butikstyveri, Kokkedal
Klokken 14.56 anmeldte personalet fra Føtex, at de havde tilbageholdt en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle en flaske gin og en læbestift.
Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 47-årig mand blev sigtet for forholdet.
Brand, Frederiksværk
Klokken 19.53 blev der anmeldt brand i en etageejendom på Strandvejen. En mand på gåben blev af en bilist gjort opmærksom på, at der var en smule flammer i vinduet på en førstesal. Manden på gåben fik med politiets velsignelse smadret en rude i døren ind til lejligheden, idet der ikke var nogen hjemme i boligen, hvorefter han fik slukket ilden ved at tømme en spand med vand ud over flammerne, der var opstået på grund af en efterladt juledekoration.
Adressens 20-årige kvindelige beboer blev kontaktet telefonisk, og hun ankom til stedet kort efter, hvor hun blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Hærværk, Hillerød
Klokken 21.17 anmeldte en forbipasserende, at nogle unge mennesker havde kastet fyrværkeri ind i en Røde Kors-tøjcontainer på Ålholmparken, hvorefter de stak af i ukendt retning.
En patrulje blev sendt til området, men der blev ikke truffet nogle personer med relevans for hændelsen.
Vold, Gilleleje
Klokken 23.33 blev det anmeldt, at der havde været et knivstikkeri ved Gilleleje Station, hvor en 16-årig ung mand var blevet ramt af en kniv en gang i armen og to gange i låret, hvorefter flere personer forlod stedet på knallerter.
En forbipasserende fik med sin livrem standset blødningen på den forurettede, inden den 16-årige blev kørt på hospitalet.
Den indledende efterforskning peger på, at episoden bunder i en intern konflikt, og en mistænkt 16-årig ung mand blev i nattens løb anholdt. Der er endnu ikke taget stilling til, om den 16-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Spirituskørsel, Lyngby
Klokken 04.04 blev en 20-årig mandlig bilist fra Birkerød standset og kontrolleret på Lyngby Omfartsvej. Her fik han alkometeret til at slå ud, hvorfor en blodprøve nu skal fastslå hans eventuelle promille.
Antallet af anmeldelser om indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds bliver i juledagene leveret af Rigspolitiet på www.politi.dk.