Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Nyhed

6. maj 2020 16:43

Fem personer anholdt i sag om mulig fremstilling af bomber

Nordsjællands Politi og Særlig Efterforskning Øst har i dag i en større koordineret aktion foretaget 13 ransagninger og fem anholdelser i en sag omhandlende mulig bombefremstilling

Siden torsdag den 5. marts har tre litauiske mænd siddet varetægtsfængslet, sigtet for at have til hensigt at fremstille bomber. 

 

De tre mænd blev varetægtsfængslet, efter et tip indgivet til Nordsjællands Politi førte til fundet af ni mobiltelefoner, 27 detonatorer samt flere ledninger og batterier, som ifølge Nordsjællands Politi kunne benyttes til at fremstille bomber, og som kunne knyttes til de tre nu varetægtsfængslede mænd. Den indledende efterforskning indikerede desuden, at mobiltelefonerne var særligt fremstillet til at kunne fjerndetonere bomber.

 

Siden da har Nordsjællands Politi i samarbejde med Særlig Efterforskning Øst (SEØ) efterforsket videre på sagen, og efterforskningen mundede i dag ud i en større koordineret aktion, hvor i alt 13 adresser i København og på den københavnske vestegn blev ransaget, ligesom fem mænd i alderen 20 år til 53 år blev anholdt.

- Dagens aktion er forløbet efter planen, hvilket jeg er svært tilfreds med, for der ligger både en intens efterforskning og et stort koordinationsarbejde bag. Nu skal vi afhøre de anholdte, og derefter tager vi i samarbejde med anklagemyndigheden stilling til, hvor mange af de fem, som skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det er dog sikkert, at der skal ske fremstillinger, fortæller vicepolitiinspektør Lau Lauritzen fra Nordsjællands Politi. 

Selvom dagens aktion bestod af adskillige ransagninger og anholdelser, er der muligvis flere på vej: 
 
- Vi kan ikke udelukke, at der kommer til at ske flere ransagninger og anholdelser i denne sag, og af den grund holder vi vores kort endog meget tæt på kroppen. Af hensyn til den videre efterforskning kan jeg derfor ikke uddybe yderligere på nuværende tidspunkt om hverken sagen eller resultatet af dagens ransagninger, slutter Lau Lauritzen. 

Nordsjællands Politi har pt. ikke yderligere kommentarer til dagens aktion, men anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi kan træffes til en uddybende kommentar efter morgendagens grundlovsforhør, som begynder klokken 09.30 ved Retten i Hillerød. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

Navn og kontaktoplysninger på den mødende anklager kan torsdag blive oplyst via Nordsjællands Politis pressetelefon på telefonnummer +45 4133 1576.

Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

24. april 2025

Nordsjællands Politi

Tre mænd tiltalt for knivdrab i Birkerød

Anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi har rejst tiltale i sagen, hvor en 23-årig mand døde efter adskillige knivstik.

31. marts 2025

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi efterforsker mistænkelig hændelse i Skævinge

Syv mænd er sigtet for grov vold under særligt skærpende omstændigheder

21. februar 2025

Nordsjællands Politi

25-årig mand skal i fængsel for kapkørsel på Hillerødmotorvejen

En 25-årig mand er blevet frifundet for uagtsomt manddrab i en sag, hvor et forældrepar mistede livet i en ulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse