Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

1. august 2022 12:00

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 1. august 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i politikredsen i dag. 

 

15 anholdt i forbindelse med fodboldkamp i Aarhus

Østjyllands Politi var søndag til stede før, under og Superliga-kampen mellem AGF og Randers, der blev spillet søndag eftermiddag på Ceres Park. 

Fem personer blev i forbindelse med fanmarchen til stadion sigtet for at bruge pyro ved at have anvendt bomberør og nødblus. Derudover blev to personer fundet i besiddelse af euforiserende stoffer. 

Efter kampen opstod der uro på Strandvejen, hvor en gruppe AGF-tilhængere kastede sten mod en bus med Randers-fans. Flere passagerer fra bussen gik ud, hvorefter gruppen af AGF-tilhængere løb mod dem og udviste en aggressiv og truende adfærd. Der var en del betjente på stedet, og de fik forhindret et sammenstød og fik gennet passagerne ind i bussen, der kørte fra stedet. 

15 mænd i AGF-gruppen blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have kastet med sten og forsøgt at indlede sig i slagsmål. Fire personer blev desuden sigtet for at have maskeret sig. 

**

 

Patruljer til vands i Egå: Fire personer sigtet – og en surfer hjulpet på land

Østjyllands Politis maritime patrulje var fredag eftermiddag på kontrol på vandet ud for Egå. Betjentene i politibåden kontrollerede i alt 30 fartøjer under indsatsen, og langt de fleste havde heldigvis styr på reglerne til søs. 

Der blev dog skrevet fire sager. To personer havde ikke medbragt redningsveste, og derudover blev der givet sigtelser på grund af en manglende forsikring på en båd og til en bådfører, der ikke havde sit certifikat med.   

Under indsatsen rettede en windsurfer henvendelse til betjentene og fortalte, at en anden windsurfer var i problemer længere ude på havet. Patruljen sejlede hurtigt afsted og fandt frem til den pågældende surfer, som havde problemer med at få sat sejl og derfor ikke kunne komme ind til kysten. 

Han var ikke kommet noget til og blev taget med i båden og sejlet ind på land. 

**

 

44-årig mand sigtet for at slå bekendt

En patrulje kørte søndag kl. 16.33 til en adresse i Hadsten, hvor en 44-årig mand ifølge en anmeldelse var voldsomt udadreagerende. Han havde råbt og skreget og knust et vindue i sin lejlighed, og nu var han gået udenfor, hvor han var aggressiv over for nogle bekendte, der forsøgte at få ham til at falde til ro. 

Da betjentene kom frem, traf de den 44-årige sammen med en 54-årig mandlig bekendt, som han havde slået og sparket flere gange. Den 54-årige havde fået nogle skrammer, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. 

Den 44-årige var rolig ved betjentenes ankomst, og han blev anholdt og sigtet for vold.  

**

 

Indbrud i guldsmed i Rønde

Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 2.00 en anmeldelse om, at et to mænd havde knust en rude hos en guldsmed på Hovedgaden i Rønde. 

Et par vidner, der bor i nærheden, havde hørt nogle høje brag, og da de kiggede ud af deres vinduer, så de to mænd, der stod og hamrede en genstand ind på ruden til guldsmeden. Et af vidnerne råbte af mændene, der skyndte sig at løbe fra stedet. 

Det viste sig, at mændene havde banket et hul i ruden, hvorefter de havde taget nogle ure, der lå i vinduesudstillingen. 

Politiet sikrede spor på stedet, og flere patruljer kørte rundt i området for at lede efter gerningsmændene – dog uden at det ledte til anholdelser. Sagen efterforskes nu nærmere. 

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner til indbruddet, eller som har oplysninger om gerningsmændene. Oplysninger kan gives på tlf. 114. 

**

Taget på fersk gerning – sigtet for hærværk

En kvik borger ringede mandag morgen kl. 4.58 til politiet og fortalte, at en mand var ved at male graffiti på en mur ved siden af en dagligvarebutik på Skanderborgvej i Aarhus C. 

En hundepatrulje i nærheden kørte til stedet, og her så de en mand, der var i fuld gang med at spraye maling på muren. Da han opdagede betjentene, skyndte han sig at smide spraydåsen, hvorefter han sprang op på sin cykel og kørte afsted med politiet bag sig. 

På Langenæs Allé væltede han og løb efterfølgende videre til fods. Flugten blev dog kort, da en politihund fik ham løbet op og standsede ham. 

Da betjentene fik fat i den 34-årige mand, blev han anholdt og sigtet for hærværk. 

**

 

Bil stjålet under indbrud i Ulstrup

Østjyllands Politi fik søndag kl. 8.58 en anmeldelse om, at nogen havde brudt ind i en større garage på Vestergade i Ulstrup, hvor der var blevet stjålet en amerikanerbil. 

Gerningsmanden havde kørt bilen gennem garageporten, der var ødelagt, inden han var kørt videre gennem en bom og ud af gårdspladsen.

Bilen, der blev stjålet, er en Chevrolet C20 pickup-truck, årgang 1970, kobberbrun med hvidt tag, og den har registreringsnummer XM96631.

På overvågningen ses en mand komme kørende på løbehjul til garagen kl. 5.30, og Østjyllands Politi hører gerne fra dig, hvis du har oplysninger om manden, eller du ved, hvor den stjålne bil befinder sig. 

Senere søndag fik Østjyllands Politi en anden anmeldelse fra en borger, der har en garage et andet sted på Vestergade. Her havde der også været indbrud, og nogen havde forsøgt at stjæle to veteranbiler fra stedet – dog uden held. 

Østjyllands Politi sikrede spor på gerningsstederne og efterforsker nu sagen nærmere. 

**

 

Kvinde skabte utryghed og blev anholdt

En 32-årig kvinde skabte natten til mandag omkring kl. 4.00 en del utryghed ved Immervad i Aarhus C, hvor hun gik og råbte og skubbede til tilfældige personer på gaden. 

Kvinden gik desuden rundt og sprayede deodorant ind i flammen på en lighter, så der stod større flammer op.  

En patrulje var hurtigt på stedet, hvor den 32-årig kvinde blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ingen personer kom noget til. 

**

 

Brand i båd på marina

Politi og brandvæsen rykkede tidligt mandag morgen kl. 4.27 ud til en brand i en båd, der stod opmagasineret på land på Egå Marina. 

Der stod store flammer fra båden, da politiet kom frem, men det lykkedes brandfolkene at stoppe branden fra at brede sig. Der skete omfattende skader på båden. 

Der var ingen personer på båden, da branden opstod, og ingen kom noget til. 

Brandårsagen er endnu ukendt. 

**

 

Færdsel

Søndag kl. 15.50 skete der et færdselsuheld på Grenåvej i Egå. En 43-årig mandlig bilist foretog et vognbaneskift og ramte ind i en bil ført af en 52-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 18.32 skete der et færdselsuheld i krydset Søren Frichs Vej/Åby Ringvej i Aarhus C. En 25-årig kvindelig bilist kørte op bag i en bil ført af en 31-årig kvinde, som blev skubbet op i en bil med en 75-årig kvinde bag rattet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 19.42 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i sydgående retning ved Aarhus C. En 71-årig mandlig bilist kørte op i en bil ført af en 87-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Søndag kl. 23.39 blev en 36-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C. Da betjentene fandt en mindre mængde hash og amfetamin på ham, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Natten til mandag kl. 00.05 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søndre Ringgade i Aarhus C. I bilen lå der nogle poser med en mindre mængde kokain, skunk og hash, og den 25-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Natten til mandag kl. 00.55 skete der et færdselsuheld på Søndervangs Allé i Viby. En bilist bakkede med høj fart ind i en bil, der holdt parkeret. Efterfølgende kørte bilisten fra stedet uden at give sig til kende. Der var ingen personer i den parkerede bil, og ingen kom umiddelbart noget til. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Røddalsminde i Odder begået mellem lørdag d. 16/7 kl. 9.00 og søndag d. 31/7 kl. 12.20
På Fyrremarksvej i Risskov begået mellem mandag d. 25/7 kl. 14.00 og søndag d. 31/7 kl. 14.30
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

10. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 10. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

9. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: Uddrag af døgnrapporten 9. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands Politikreds.

8. november 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 8. november 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.