Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

4. maj 2023 10:48

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. maj 2023


Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

 

Kvinde anholdt og sigtet for brandstiftelse

Politi og brandvæsen rykkede onsdag kl. 19.42 ud til en brand i et træhus, der er ved at blive bygget på Kalkværksvej i Aarhus C. Det viste sig, at der var ild i nogle paller inde i bygningerne, og branden blev hurtigt slukket. 

På stedet fortalte flere vidner, at de havde set en kvinde sætte ild til nogle blomsterkummer ved et værested i nærheden, og at de også havde set hende gå rundt ved bygningen på Kalkværksvej. 

En patrulje opdagede kort efter en 36-årig kvinde, der gik rundt i området med en lighter. Hun lugtede kraftigt af røg og svarede nøje til signalementet på kvinden, som vidnerne havde fortalt om. 

Hun blev derfor anholdt og sigtet for fortsætlig brandstiftelse. 

Ingen personer kom noget til ved branden, og der skete umiddelbart ikke større materiel skade. 

**

 

Dårlig spøg udløste bekymring og sigtelse

En 29-årig mand fra det nordlige Aarhus skabte en del bekymring og fik både politi og ambulance til at rykke ud, efter han havde lavet en utrolig dårlig spøg med sin kæreste. 

Kæresten ringede lidt over kl. 23.00 til politiet, da den 29-årige havde sendt hende et billede fra hans badeværelse, hvor der lå en masse blod og et par knive. Sammen med billedet havde den 29-årige skrevet en tekst om, at han havde skåret en del i sig selv. 

Et par patruljer kørte straks til adressen, og derudover blev en ambulance også tilkaldt. 

Da politiet kom frem, gik den 29-årige ud fra adressen for at snakke med dem. Her blev han anholdt og lagt i håndjern, da betjentene mistænkte, at han kunne have en kniv på sig. 

Det viste sig dog hurtigt, at den 29-årige ikke havde skåret i sig selv. Han havde smurt ketchup rundt i badeværelset og på sig selv, lagt nogle knive frem og sendt et billede til kæresten. Det hele var bare for sjov, forklarede han. 

Politiet syntes dog ikke, det var videre sjovt, og den 29-årige blev sigtet efter straffelovens §135 ved ubegrundet af have forårsaget udrykning af politi og ambulance.  

**

 

Sigtet for forsøg på indbrud

Onsdag morgen kl. 08.10 ringede en kvinde til politiet, da hun netop havde overrasket tre mænd, der havde været i færd med at bryde ind i hendes hus på Ørrildvej i Kousted. 

Kvinden havde opdaget, at mændene var i gang med at afliste en rude, men da de så hende, stak de af. De to af mændene hoppede ind i en bil og kørte fra stedet, mens en tredje løb ind over en mark. 

Kvinden fulgte på afstand efter den tredje mand, mens hun ringede til politiet, og kort efter kom en patrulje frem og anholdt en 53-årig mand, der blev sigtet for forsøg på indbrud. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til de to andre mænd. 

**

 

Specialpatruljen fandt indpakket hash

Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede onsdag aften på et tip om muligt salg af stoffer og kl. 22.43 bankede de på hos en 20-årig mand på en adresse tæt på Ryomgård. 

Under en ransagning på stedet fandt betjentene flere hashklumper, der var pakket ind i sølvpapir, ligesom de også fandt en digitalvægt med hashrester på. 

På den baggrund blev den 20-årige anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

**

Havde kniv og stoffer på sig 

En patrulje standsede onsdag kl. 20.39 en 22-årig mand, der gik rundt på Jægergade i Randers SV. Manden virkede særdeles nervøs ved politiets tilstedeværelse, og da han blev visiteret, fandt betjentene ud af, hvorfor han nok ikke var så begejstret ved synet af patruljen. 

På sig havde han nemlig både en mindre mængde hash og en kniv. Kniv og stoffer blev beslaglagt, og den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.00 skete der et færdselsuheld på Koldkærvej i Mejlby. En 63-årig kvindelig bilist kom for langt over i den modsatte vejbane, hvor hun ramte ind i en bil ført af en 51-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 63-årige blev sigtet for ikke at have holdt langt nok til højre i sin vejbane. 

Onsdag kl. 16.19 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Tandervej i Mårslet. To biler ført af hhv. en 20-årig kvinde og en 62-årig kvinde stødte sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 16.48 blev en 16-årig dreng standset på sin knallert efter en kort eftersættelse på Djursvej i Ørum Djurs. Patruljen mistænkte, at knallerten var tunet, og den 16-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert, for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for ikke at bruge styrthjelm. 

Onsdag kl. 18.07 skete der et færdselsuheld på Hammelvej ved Hadsten. En 55-årig kvinde var ved at vende bilen på vejen, da en 61-årig mandlig motorcykel ramte ind i siden på bilen og styrtede. Motorcyklisten pådrog sig flere brud på kroppen og blev kørt på skadestuen, hvor han senere var i stand til at snakke med politiet. 

Onsdag kl. 20.29 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand. 

Onsdag kl. 23.08 blev en 33-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vesterbrogade i Aarhus C. Da både han og en 34-årig mandlig passager havde en mindre mængde skunk på sig, blev de begge sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Natten til torsdag kl. 02.10 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Grøfthøjparken i Viby. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig. 

 

Onsdag stod eftermiddag stod en af politiets fotovogne klar på Søftenvej i retning mod Aarhus, og over en periode på seks timer fra ca. kl. 14.00-20.00, blev 92 bilister blitzet, fordi de kørte for stærkt. Fem af dem kan se frem til et klip i kørekoret på grund af for høj hastighed.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Grøfthøjparken i Viby J begået mellem lørdag d. 29/4 kl. 00.00 og mandag d. 1/5 kl. 23.59
På Villersøvej i Villersø begået mellem fredag d. 14/4 kl. 12.00 og tirsdag d. 2/5 kl. 12.00
På Grønnegade i Aarhus C begået onsdag d. 3/5 mellem kl. 10.15 og kl. 14.45
På Ørrildvej i Kousted begået onsdag d. 3/5 mellem kl. 03.30 og kl. 15.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

30. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 30. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

29. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 29. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

28. april 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 28. april 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.