Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

7. december 2023 10:36

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 7. december 2023

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.


Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag. 

**

Ung kvinde sigtet for hærværk på biler

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 08.22 en anmeldelse om, at en meget vred ung kvinde havde begået hærværk på to biler, der holdt på Fiskergade i Aarhus C. 

Det viste sig, at der var tale om en 18-årig kvinde, der havde forsøgt at booke et hotelværelse, som hun ikke havde penge til. Da hun var blevet afvist af personalet, var hun blevet opfarende og aggressiv. 

Uden for hotellet sparkede hun hårdt på en bil, så den fik en bule, hvorefter hun tog et løbehjul på gaden og bankede det ind i en anden bil. 

Flere vidner havde set hele optrinnet og kunne udpege kvinden for politiet. Hun blev anholdt og sigtet for hærværk. 

** 

Anmeldelse: Satte mobil til salg og blev udsat for røveri

En 23-årig mand kontaktede onsdag kl. 18.20 politiet og fortalte, at han omkring kl. 16.50 var blevet udsat for røveri ved sin bopæl i Aarhus C. 

Ifølge den 23-årige havde han sat en mobiltelefon til salg på nettet, og han havde sat en aftale op med en interesseret køber. 

En ung mand dukkede op ved hans lejlighed på det aftalte tidspunkt, og han fik lov at holde mobilen og se nærmere på den. Det viste sig pludseligt, at køberen ikke havde penge nok, så han skulle derfor lige ringe til ven, der kunne overføre nogle lidt ekstra midler til ham. 

Da køberen begyndte at gå udenfor for at ringe, bad den 23-årige ham om at efterlade mobilen hos ham. Det fik ifølge den 23-åriges forklaring manden til at trække en kniv, som han viste frem, inden han gik fra stedet med mobilen. 

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

**

Specialpatruljen fandt hash i Hadsten

Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje tog onsdag kl. 21.50 til en adresse i Hadsten, efter et tip om at der skulle være ulovlige stoffer på stedet. 

På adressen traf betjentene den 29-årige mandlige beboer og en 20-årig kvinde. Begge virkede påvirket, og de blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, inden de blev visiteret, og lejligheden blev ransaget. Gemt i et skab fandt patruljen en mindre mængde skunk, som den 29-årige mand blev sigtet for at besidde. Sigtelserne mod den 20-årige kvinde blev frafaldet, da hun ikke havde noget ulovligt på sig. 

Lidt senere mens de civilklædte betjente gik på gaden i byen, overhørte de en ung mands telefonsamtale, som handlede om hash. Det fik betjentene til at tage kontakt til den unge mand, og under den efterfølgende visitation af ham fandt de en digitalvægt med hashrester, nogle tomme salgsposer, nogle hundrede kroner i kontanter og en pose med THC-slik. 

Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og remedier, stoffer og kontanter blev beslaglagt. Da han er under 18 år, blev hans forældre og de sociale myndigheder underrettet. Østjyllands Politi ønsker af hensyn til den unge mand ikke at oplyse hans præcise alder. 

**

Færdsel

Onsdag kl. 10.00 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Markedsgade i Randers C. 

Natten til torsdag kl. 00.31 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Rydevænget i Aarhus V. Der lå en kniv og en mindre hash i bilen, og derfor blev den 25-årige også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven. 

Der var i det forgange døgn flere færdselsuheld i Østjyllands politikreds, og de fleste af dem skyldtes formentligt glat føre. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade ved uheldene. Kør forsigtigt derude! 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

På Klattrupgade i Havndal begået onsdag d. 6/12 kl. 11.55
På Vesterbrogade i Aarhus C begået onsdag d. 6/12 mellem kl. 10.00 og kl. 15.15

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. juli 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. juli 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.