Opdatering på branden på Studstrupværket
I løbet af tirsdag kommer der kraftig røg fra branden på Studstrupværket, og de prognoser som myndighederne mandag lagde ud, har vist sig at holde stik. Det vil sige, at røgfanen bevæger sig ind over området omkring Studstrup, Havhusene og Gl. Løgten Strand.

Foto: Østjyllands Politi
Det er fortsat sundhedsmyndighedernes anbefaling, at beboere her med hjertekar- og lungesygdomme finder et andet sted at opholde sig, indtil røgen er drevet væk. På nuværende tidspunkt ser det ud til, at røgen vil være i områderne resten af dagen.
Senere i eftermiddag vil der blev udfærdiget nye prognoser i forhold til vindretning og koncentrationen af røgen, og ud fra prognoserne vil myndighederne opdatere deres anbefalinger for det kommende døgn.
Får hjælp af Forsvaret til slukningsarbejdet
Brandvæsnet er tirsdag i gang med skiftevis at nedkøle og fjerne træpillerne i siloen, så den mængde, der kan brænde, hele tiden minimeres. Af hensyn til mandskabets sikkerhed kan der ikke arbejdes inde i siloen, og Østjyllands Brandvæsen har derfor via Beredskabsstyrelsen rekvireret assistance fra Forsvaret, som senere i dag indsætter en fjernstyret bulldozer, der skal hjælpe med at bringe det brændende materiale ud.
”Vi afsøger alle muligheder for at få slukket branden, så hurtigt som det kan lade sig gøre. Det er fortsat ikke muligt at give et estimat på, hvor længe branden varer, men det vil tage flere dage, ” siger beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Østjyllands Brandvæsen.
Borgerne opfordres til løbende at følge myndighedernes kommunikation om branden på politi.dk, Østjyllands Politis Twitter-profil, aarhus.dk og syddjurs.dk
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877