Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

9. januar 2021 12:13

Travl aften for færdselspolitiet i Aarhus

Østjyllands Politis færdselsafdeling havde fredag aften nok at se til, da de kørte en målrettet indsats omkring Ringvejen i Aarhus med særlig fokus på det vestlige Aarhus.

Bødeblok

Foto: Lars Aarø

For høj hastighed var den forseelse, flest bilister blev sigtet for, da Østjyllands Politis færdselsafdeling fredag aften kørte en målrettet indsats omkring Ringvejen i Aarhus. Blandt de sigtede var to bilister, der kørte på den anden side af 100 km/t på Ringvejen.

Den ene af de to blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 122 km/t på strækningen fra Viby Ringvej til Hasle Ringvej, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 km/t. Det viste sig, at han allerede havde tre verserende klip i kørekortet og en betinget frakendelse af kørekortet. Nu står han så til yderligere en betinget frakendelse af kørekortet.

Den anden bilist blev målt til at køre godt 100 km/t i nordgående retning på Ringvejen. I krydset Åby Ringvej/Bautavej satte han dog farten ned til knap 70 km/t, men kørte så helt bevidst over for rødt lys, idet der havde været rødt lys i hans kørselsretning i ca. 30 sekunder. Bilisten kan nu se frem til to klip i kørekortet.

En 20-årig mand havde også lidt for travlt, da han i krydset Åby Ringvej/Viborgvej kørte frem for rødt lys. Det viste sig, at manden allerede havde syv verserende sager vedrørende klip i kørekortet og en sigtelse for vanvidskørsel. Hans kørekort blev derfor inddraget på stedet.

”Vi har igennem en længere periode intensiveret vores færdselsindsats på Ringvejen i Aarhus og herunder med særlig fokus på området i det vestlige Aarhus. Færdselskontrollen fredag aften medførte heldigvis, at vi fik standset og sigtet de billister, som udviste en fuldstændig uacceptabel opførsel i trafikken,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen. 

 

49 sigtelser fordelt på 43 sigtede

Samlet set gav fredagens færdselsindsats på Ringvejen 49 sigtelser fordelt på 43 sigtede. Blandt sagerne kan nævnes:

10 x hastighed til klip i kørekortet
4 x ulovlig overhaling til klip i kørekortet
3 x narkokørsel
3 x besiddelse af narkotika
3 x kørsel i frakendelsestiden
2 x hastighed til betinget frakendelse af kørekortet
2 x kørsel frem for rødt lys
1 x barn ej fastspændt
1 x brug af håndholdt mobiltelefon

Derudover 21 diverse andre sager som for eksempel manglende brug af sikkerhedssele, manglende tegngivning og andre bødesager for overtrædelse af færdselsloven.

 

Særligt fokus på færdselskulturen i det vestlige Aarhus

Fredagens færdselsindsats var nummer 115 i rækken, siden Østjyllands Politi færdselsafdeling i slutningen af oktober 2020 intensiverede indsatsen på Ringvejen. De 115 færdselsindsatser har samlet set ført til 605 sager. Dertil kommer ca. 100 færdselskontroller på Ringvejen, som politiets almindelige beredskab har stået for.

10 af færdselsafdelingens 115 indsatser har været særligt målrettet det vestlige Aarhus for at sætte skærpet fokus på den dårlige trafikkultur i området. De 10 målrettede indsatser alene har ført til 305 sager – heraf 116 sigtelser for at køre for stærkt. Der er givet 168 klip i kørekort og 17 betingede frakendelser af kørekort.

”Med henblik på at nedbringe antallet af overtrædelser af færdselsloven og herunder med særligt fokus på de meget grove overtrædelser, som vi konstaterede fredag aften, fortsætter vi vores intensive færdselskontroller med såvel specialiserede medarbejdere fra vores færdselsafdeling samt vores patruljeberedskab,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen

 

**

 

Pressekontakt

Politiinspektør Brian Voss Olsen, telefon 5130 9214

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

20. december 2024

Østjyllands Politi

Flaske med farligt indhold forsvundet: Politiet advarer mod åbning og indtagelse

Østjyllands Politi fik torsdag formiddag en anmeldelse fra Aarhus Universitet om, at en flaske med et brandfarligt og giftigt indhold var forsvundet fra et aflåst betonskur. Ifølge anmeldelsen indeholder flasken en lugtløs gasart, som kan dræbe ved indånding, og politiet advarer derfor mod åbning af flasken.

20. december 2024

Østjyllands Politi

25-årig mand anholdt i drabssag – fremstilles i grundlovsforhør

Østjyllands Politi anholdt torsdag en 25-årig mand, der er sigtet for i forening med tre andre gerningsmænd natten til søndag på Reginehøjvej i Aarhus N at have dræbt en 19-årig mand med flere knivstik.

18. december 2024

Østjyllands Politi

Tre personer anholdt: Udgav sig for at være fra energiselskab

Østjyllands Politi har i en større, koordineret indsats onsdag anholdt tre personer, der sigtes for at have begået omfattende bedrageri ved at have udgivet sig for at være fra et energiselskab eller en bank og have narret flere ældre borgere til at overføre penge til dem.