Det er næppe gået manges opmærksomhed forbi, at der er blevet sat mobile politistationer op på Nørrebro. Stationerne skal imødegå de skyderier, der har været i bydelen og skabe tryghed. Det må i sagens natur betragtes som et sympatisk tiltag, der samtidig viser politisk handlekraft. Ikke desto mindre er tiltaget blevet mødt med kritik fra såvel politisk som politimæssigt hold. De mobile politistationer er ren signalpolitik, lyder det. De batter intet i kampen mod banderne og skaber ikke nævneværdig tryghed i området. Man skulle hellere have prioriteret ressourcerne anderledes. De mobile politistationer er m.a.o. blevet et stridens æble. Dette er dog i et historisk perspektiv langt fra noget nyt og burde ikke komme bag på nogen. De mobile politistationer er nemlig en gammel foreteelse, og er langt fra blevet opfundet i forbindelse med bandekonflikten. Stationerne går tværtimod årtier tilbage i tiden og har også tidligere været omgærdet af og udsat for kritik og sågar voldsomme angreb fra kriminelles side.
Den første mobile politistation, vi kender i Danmark – dengang kaldt en rullende politistation – blev etableret i Aalborg Politikreds i 1961. Den rullende station skulle bistå ved større politiaktioner, mordefterforskninger samt større begivenheder, hvor der var brug for en fast politivagt. Den rullende politistation blev indrettet i en bus, hvor der var plads til både ventesal og ekspeditions- og afhøringslokaler. Fine var forholdene. Når den rullende station lige præcis placeredes i Aalborg Politikreds, skyldtes det formentlig de ganske lange afstande, der var mellem politistationerne i det relativt tyndt befolkede nordjyske område. Som følge heraf var der behov for, at man kunne flytte mandskab rundt i kredsen. Idéen bag den rullende politistation anno 1961 var således ikke at skabe tryghed i nærområderne, men en form for logistisk rationale om at kunne flytte rundt på mandskab og teknik i forbindelse med store operationer. I en vis forstand lå der derfor et effektivitetshensyn bag etableringen af den første mobile politistation. Hvordan det egentlig gik med den første mobile politistation, fortaber sig i historiens tåger. Der er så godt som ingen beretninger om dens videre skæbne i det nordjyske. Måske den derfor ikke har været den store succes? Vi kan kun gisne.
Drømmen om velfungerende mobile politistationer rundt omkring i landet var imidlertid langt fra død – og godt 20 år senere så man derfor igen mobile politistationer dukke op i Danmark. Denne gang dog ikke kun i provinsen, men også i København. De mobile politistationers genopståen var knyttet op på en markant ændring i synet på politiarbejdet. Fra især engelsk politiforskning, hvorfra dansk politiarbejde ofte formes, havde man lært, at politiet angiveligt ikke kunne opklare eller overvåge sig ud af kriminalitetsproblemerne. Der måtte et taktikskifte til; politiet måtte ud på gader og stræder og forebygge kriminalitetsproblemerne ved at være i tæt kontakt med borgerne. Nærpolititanken var blevet født.
I de følgende år skulle netop idéen om nærpoliti blive det helt store (positive) emne, når politiets fremtidige arbejde omtaltes. Man øjnede så at sige en ny morgenrøde for politiarbejdet. Bl.a. kunne man læse følgende i fagbladet Dansk Politi den 23. oktober 1986: ”Nærpolitiet må anses for at være [et] taktikskifte, der vil betyde, at vi kan komme et skridt foran i stedet for hele tiden at være et par skridt bagud. Nærpolitiet giver samfundsborgerne tryghed, og den præventive indsats kan medvirke til at begrænse hærværk, vold og en del kriminalitet”. Tryghed. Det var det, der skulle skabes gennem nærpolitiordningen. Og hvad ville være bedre til dette end en mobil politistation? Lige præcis sådan en station kunne jo flyttes rundt i områder, der var præget af uro og kriminalitet, hvorved der på ny kunne skabes tryghed i disse områder, ræsonnerede man.
Det var lige præcis, hvad man gjorde i København. Siden starten af 1980erne havde der været problemer med en gruppe unge fra Københavns forstæder. De unge kom særligt fra Greve, mere specifikt Greves S-Togstation, hvor de holdt til på stationens grillbar. Der var tale om meget unge mennesker i alderen 12-21 år. De unge var droppet ud af skolen og stod uden arbejde. Med tiden var de begyndt at lave forskellige former for kriminalitet, herunder voldskriminalitet og tyverier. Et af disse tyverier var rettet mod en togvogn på Greve Station. Fra togvognen stjal de et større antal grønne pilotjakker i nylonstof. Disse begyndte gruppen nu at bære. Den grønne pilotjakke blev deres uniform, og derfor fik de hurtigt betegnelsen grønjakker i pressen. Et særligt træk ved grønjakkerne var deres ideologiske tilhørsforhold, der mildest talt lå til højre for det politiske spektrum. De var reelt set nynazistisk orienteret. I 1985 fik de mulighed for at give udtryk for deres politiske sympatier i DR-programmet Søndags-Avisen. Her interviewede journalisten Jens Olaf Jersild repræsentanter for gruppen, der udtalte sig stærkt racistisk om de indvandrere, der var kommet til landet i løbet af 1970erne. Programmet blev senere ramt af flere sagsanlæg, fordi Jens Olaf Jersild blot havde ageret mikrofonholder for de unge.
I midten af 1980erne havde grønjakkerne imidlertid spredt sig fra Greve til det ellers så fredelige Østerbro, hvor de særligt hærgede området omkring Studsgaardsgade. Pludselig kunne fredelige østerbroborgere se graffiti som ”Danmark for danskere”, ”White Power” og ”KKK [Ku Klux Klan]”. Hertil kom overfald på indvandrere, der boede i kvarteret, samt et stigende antal tyverier. Hvordan skulle man komme dette onde til livs? Ja, her øjnede den daværende politidirektør i København, Poul Eefsen en løsning ved at indsætte en mobil station. Det forholdt sig nemlig så heldigt, at Københavns Politi var ved at udfase deres gamle Volvo-busser fra slutningen af 1960erne. Man gik nu over til Mercedes-busser. Eefsen besluttede derfor resolut, at en af disse gamle Volvo-busser skulle ombygges til en mobil politistation med ekspedition og Hermes skrivemaskine – det var før pc`ernes tid. Den mobile politistation stod færdig i 1985, og dens første opgave var at få styr på grønjakkerne. Stationen placeredes derfor også i Studsgaardsgade på Østerbro, hvor grønjakkerne særligt huserede og skabte utryghed.
Den 23. november 1985 rullede den mobile politistation, bemandet med fire betjente, så ud på Østerbro for at skabe tryghed blandt borgerne. Men man havde gjort regning uden vært, for grønjakkerne viste sig at være langt mere aggressive, end man lige havde forestillet sig. Ja, faktisk viste de sig at være de rene terrorister. Egentlig startede det hele meget godt. Betjentene i bussen fik etableret et udmærket forhold til beboerne i området, og en del unge begyndte også at lægge deres vej forbi den mobile station. Grønjakkerne var imidlertid ikke til sinds at indgå i nogen dialog. De stillede sig faktisk helt afvisende, ja, nærmest krigeriske, over for politiet.
Den spændte situation kulminerede den 20. december 1985. Omkring klokken 18 sad de fire betjente i stationen og slappede af. De nød en kop kaffe og snakkede i al fordragelighed med en 8-årig dreng, der havde lagt vejen forbi stationen. Der herskede fred og ingen fare. Så med ét lød der et højt brag, og bussen rystede voldsomt. Betjentene sprang hen til vinduerne for at se, hvad der foregik, og nåede lige at observere to unge mænd løbe bort. Det lykkedes de unge mænd at undslippe, men politibetjentene genkendte dem som nogle af de grønjakker, der havde huseret i området. Efterfølgende iværksattes en større efterforskning, og det lykkedes at pågribe gerningsmændene. De senere afhøringer og tekniske undersøgelser viste, at den mobile politistation havde været udsat for et decideret bombeangreb. Grønjakkerne havde placeret 200 gram trotyl (plastisk sprængstof) under bussen. Til alt held var hverken de fire betjente eller den 8-årige dreng kommet alvorligt til skade. Det havde dog været en alvorlig forskrækkelse, og betjentene var naturligvis noget rystede: ”Vi sad bogstaveligt talt ovenpå døden”, sagde en af politifolkene senere til pressen.
Det var altså ikke helt ufarligt at blive udstationeret på den mobile politistation, måtte politietaten sande. Det var da heller ikke sidste gang, stationen skulle blive udsat for angreb. I første omgang var angrebene dog mest af verbal karakter. Kritikken blev udløst af en aktion den 3.- 4. oktober 1987. Denne gang blev den mobile station ikke sat ind i Studsgaardsgade, men på Strøget i det indre København. Igennem længere tid havde politiet observeret, at en stor gruppe unge, hvoraf mange var børn under 15 år, gik rundt i kvarteret og begik forskellige former for kriminalitet om natten. Gruppen fik derfor betegnelsen ”Nattens børn”. Den mobile politistation blev bemandet med civile politifolk – hovedsageligt SSP-medarbejdere – og kørt ind på Strøget. Målet var at bryde kriminalitetsmønstrene i indre by og afdække, hvem af de unge, der var egentlige kriminelle, og hvem der bare var medløbere, som skulle sendes hjem til deres forældre. I politiets optik var aktionen en succes, men sådan så organisationen for socialpædagoger ikke på det. De rasede over politiets metoder, som de betegnede som ”[…] ægte Miami-patrulje-stil”, der bare gik ud på at samle ”gadens børn op” og fjerne dem fra bymidten. Altså en slags ”by-rensning” for at skabe tryghed blandt borgene i området. Om aktionen kunne betegnes som det ene eller det andet, får stå hen i det uvisse, men i alle tilfælde stod det igen klart, at brugen af den mobile politistation ikke var en ubetinget succes.
Med tiden gik problemerne med grønjakkerne og ”Nattens børn” i sig selv, og den mobile politistation kunne derfor skifte placering. Valget faldt nu på Vesterbro. Op igennem 1980erne var problemerne med narkotika og prostitution vokset eksplosivt i dette byområde. Den kriminalitet, der fulgte af disse to kriminalitetstyper, var også voldsom. I 1990 var der registreret 3100 indbrud og 127 tasketyverier på Vesterbro. Utrygheden var til at tage at føle på, og beboerne flygtede fra området. Det var før hipsterkultur og 2-værelseslejligheder til flere millioner kroner. Området lignede dengang sine steder det rene slum, og blev sammenlignet med den berygtede New York-bydel, Bronx (før også den blev hip). Den mobile politistation rullede derfor ud på Vesterbro. Her var en mission at udføre. Stationen blev placeret på Halmtorvet, hvor den arbejdede tæt sammen med Københavns berygtede Uropatrulje og afdelingen for narko – der blot forkortedes til Afdeling N. På Vesterbro var der vitterligt noget at ”rive i”. I starten rullede den da også troligt ud hver dag, men efterhånden voksede forretningen så meget, at den så at sige blev fastligger. Den megen politiaktivitet på Halmtorvet skabte stor utilfredshed blandt områdets kriminelle klientel. På et tidspunkt blev utilfredsheden så stor, at nogle af disse typer rottede sig sammen og angreb stationen. Det lykkedes dog politifolkene at forskanse sig i bussen, indtil der kom undsætning fra Politigården. Politifolkene på den mobile politistation slap med skrækken, kun bussen fik nogle hug.
Fra midten af 1990erne skete der et skifte i den rådende ”politifilosofi”. Forandringens vinde kom igen fra England. Fra 1990ernes start var man i England begyndt at fokusere på det offentliges ressourceforbrug. Først var sygehusvæsnet blevet underlagt en kritisk analyse, derefter kom turen til politiet, der i den berygtede Sheehy Report fra 1993 blev udsat for en sønderlemmende kritik. Politiet blev forvaltet, ikke styret. Fra nu af skulle politiet styres ud fra managementorienterede principper. Det forkætrede styringsprincip, New Public Management, havde vundet indpas i politiet, og idéen om nærpoliti gled mere i baggrunden. Ja, nogle mente måske endda, det var for omkostningskrævende. Politiet skulle nu samles i større, mere ressourcebevidste enheder. Om nedlæggelsen af den mobile politistation var en konsekvens heraf, er svært at sige – det kan også skyldes de forbedrede forhold på Vesterbro og i resten af København – til sidst svandt brugen af stationen i hvert fald ind, og den blev solgt på auktion midt i 90’erne.
Her 10 år efter politireformen af 2007, der reducerede politikredsene fra 54 til 12, må man konstatere, at der, berettiget eller uberettiget, har været en betydelig kritik af reformen igennem årene. Var der de stordriftsfordele, man forventede? Kan landkommunernes affolkning bl.a. ses som en konsekvens af politireformen? De kritiske spørgsmål har været mange. Når man hertil lægger terrorangreb på tilfældige civile rundt omkring i Europa, er der næppe tvivl om, at der i befolkningen er et ønske om et nært, synligt og tilstedeværende politi. Så drømmen om nærpolitiet er uden tvivl på vej tilbage – og dette har muligvis givet en revival til den mobile politistation. Tiden vil vise, hvordan den bliver modtaget på Nørrebro.
Den første mobile politistation, vi kender i Danmark – dengang kaldt en rullende politistation – blev etableret i Aalborg Politikreds i 1961. Den rullende station skulle bistå ved større politiaktioner, mordefterforskninger samt større begivenheder, hvor der var brug for en fast politivagt. Den rullende politistation blev indrettet i en bus, hvor der var plads til både ventesal og ekspeditions- og afhøringslokaler. Fine var forholdene. Når den rullende station lige præcis placeredes i Aalborg Politikreds, skyldtes det formentlig de ganske lange afstande, der var mellem politistationerne i det relativt tyndt befolkede nordjyske område. Som følge heraf var der behov for, at man kunne flytte mandskab rundt i kredsen. Idéen bag den rullende politistation anno 1961 var således ikke at skabe tryghed i nærområderne, men en form for logistisk rationale om at kunne flytte rundt på mandskab og teknik i forbindelse med store operationer. I en vis forstand lå der derfor et effektivitetshensyn bag etableringen af den første mobile politistation. Hvordan det egentlig gik med den første mobile politistation, fortaber sig i historiens tåger. Der er så godt som ingen beretninger om dens videre skæbne i det nordjyske. Måske den derfor ikke har været den store succes? Vi kan kun gisne.
Drømmen om velfungerende mobile politistationer rundt omkring i landet var imidlertid langt fra død – og godt 20 år senere så man derfor igen mobile politistationer dukke op i Danmark. Denne gang dog ikke kun i provinsen, men også i København. De mobile politistationers genopståen var knyttet op på en markant ændring i synet på politiarbejdet. Fra især engelsk politiforskning, hvorfra dansk politiarbejde ofte formes, havde man lært, at politiet angiveligt ikke kunne opklare eller overvåge sig ud af kriminalitetsproblemerne. Der måtte et taktikskifte til; politiet måtte ud på gader og stræder og forebygge kriminalitetsproblemerne ved at være i tæt kontakt med borgerne. Nærpolititanken var blevet født.
I de følgende år skulle netop idéen om nærpoliti blive det helt store (positive) emne, når politiets fremtidige arbejde omtaltes. Man øjnede så at sige en ny morgenrøde for politiarbejdet. Bl.a. kunne man læse følgende i fagbladet Dansk Politi den 23. oktober 1986: ”Nærpolitiet må anses for at være [et] taktikskifte, der vil betyde, at vi kan komme et skridt foran i stedet for hele tiden at være et par skridt bagud. Nærpolitiet giver samfundsborgerne tryghed, og den præventive indsats kan medvirke til at begrænse hærværk, vold og en del kriminalitet”. Tryghed. Det var det, der skulle skabes gennem nærpolitiordningen. Og hvad ville være bedre til dette end en mobil politistation? Lige præcis sådan en station kunne jo flyttes rundt i områder, der var præget af uro og kriminalitet, hvorved der på ny kunne skabes tryghed i disse områder, ræsonnerede man.
Det var lige præcis, hvad man gjorde i København. Siden starten af 1980erne havde der været problemer med en gruppe unge fra Københavns forstæder. De unge kom særligt fra Greve, mere specifikt Greves S-Togstation, hvor de holdt til på stationens grillbar. Der var tale om meget unge mennesker i alderen 12-21 år. De unge var droppet ud af skolen og stod uden arbejde. Med tiden var de begyndt at lave forskellige former for kriminalitet, herunder voldskriminalitet og tyverier. Et af disse tyverier var rettet mod en togvogn på Greve Station. Fra togvognen stjal de et større antal grønne pilotjakker i nylonstof. Disse begyndte gruppen nu at bære. Den grønne pilotjakke blev deres uniform, og derfor fik de hurtigt betegnelsen grønjakker i pressen. Et særligt træk ved grønjakkerne var deres ideologiske tilhørsforhold, der mildest talt lå til højre for det politiske spektrum. De var reelt set nynazistisk orienteret. I 1985 fik de mulighed for at give udtryk for deres politiske sympatier i DR-programmet Søndags-Avisen. Her interviewede journalisten Jens Olaf Jersild repræsentanter for gruppen, der udtalte sig stærkt racistisk om de indvandrere, der var kommet til landet i løbet af 1970erne. Programmet blev senere ramt af flere sagsanlæg, fordi Jens Olaf Jersild blot havde ageret mikrofonholder for de unge.
I midten af 1980erne havde grønjakkerne imidlertid spredt sig fra Greve til det ellers så fredelige Østerbro, hvor de særligt hærgede området omkring Studsgaardsgade. Pludselig kunne fredelige østerbroborgere se graffiti som ”Danmark for danskere”, ”White Power” og ”KKK [Ku Klux Klan]”. Hertil kom overfald på indvandrere, der boede i kvarteret, samt et stigende antal tyverier. Hvordan skulle man komme dette onde til livs? Ja, her øjnede den daværende politidirektør i København, Poul Eefsen en løsning ved at indsætte en mobil station. Det forholdt sig nemlig så heldigt, at Københavns Politi var ved at udfase deres gamle Volvo-busser fra slutningen af 1960erne. Man gik nu over til Mercedes-busser. Eefsen besluttede derfor resolut, at en af disse gamle Volvo-busser skulle ombygges til en mobil politistation med ekspedition og Hermes skrivemaskine – det var før pc`ernes tid. Den mobile politistation stod færdig i 1985, og dens første opgave var at få styr på grønjakkerne. Stationen placeredes derfor også i Studsgaardsgade på Østerbro, hvor grønjakkerne særligt huserede og skabte utryghed.
Den 23. november 1985 rullede den mobile politistation, bemandet med fire betjente, så ud på Østerbro for at skabe tryghed blandt borgerne. Men man havde gjort regning uden vært, for grønjakkerne viste sig at være langt mere aggressive, end man lige havde forestillet sig. Ja, faktisk viste de sig at være de rene terrorister. Egentlig startede det hele meget godt. Betjentene i bussen fik etableret et udmærket forhold til beboerne i området, og en del unge begyndte også at lægge deres vej forbi den mobile station. Grønjakkerne var imidlertid ikke til sinds at indgå i nogen dialog. De stillede sig faktisk helt afvisende, ja, nærmest krigeriske, over for politiet.
Den spændte situation kulminerede den 20. december 1985. Omkring klokken 18 sad de fire betjente i stationen og slappede af. De nød en kop kaffe og snakkede i al fordragelighed med en 8-årig dreng, der havde lagt vejen forbi stationen. Der herskede fred og ingen fare. Så med ét lød der et højt brag, og bussen rystede voldsomt. Betjentene sprang hen til vinduerne for at se, hvad der foregik, og nåede lige at observere to unge mænd løbe bort. Det lykkedes de unge mænd at undslippe, men politibetjentene genkendte dem som nogle af de grønjakker, der havde huseret i området. Efterfølgende iværksattes en større efterforskning, og det lykkedes at pågribe gerningsmændene. De senere afhøringer og tekniske undersøgelser viste, at den mobile politistation havde været udsat for et decideret bombeangreb. Grønjakkerne havde placeret 200 gram trotyl (plastisk sprængstof) under bussen. Til alt held var hverken de fire betjente eller den 8-årige dreng kommet alvorligt til skade. Det havde dog været en alvorlig forskrækkelse, og betjentene var naturligvis noget rystede: ”Vi sad bogstaveligt talt ovenpå døden”, sagde en af politifolkene senere til pressen.
Det var altså ikke helt ufarligt at blive udstationeret på den mobile politistation, måtte politietaten sande. Det var da heller ikke sidste gang, stationen skulle blive udsat for angreb. I første omgang var angrebene dog mest af verbal karakter. Kritikken blev udløst af en aktion den 3.- 4. oktober 1987. Denne gang blev den mobile station ikke sat ind i Studsgaardsgade, men på Strøget i det indre København. Igennem længere tid havde politiet observeret, at en stor gruppe unge, hvoraf mange var børn under 15 år, gik rundt i kvarteret og begik forskellige former for kriminalitet om natten. Gruppen fik derfor betegnelsen ”Nattens børn”. Den mobile politistation blev bemandet med civile politifolk – hovedsageligt SSP-medarbejdere – og kørt ind på Strøget. Målet var at bryde kriminalitetsmønstrene i indre by og afdække, hvem af de unge, der var egentlige kriminelle, og hvem der bare var medløbere, som skulle sendes hjem til deres forældre. I politiets optik var aktionen en succes, men sådan så organisationen for socialpædagoger ikke på det. De rasede over politiets metoder, som de betegnede som ”[…] ægte Miami-patrulje-stil”, der bare gik ud på at samle ”gadens børn op” og fjerne dem fra bymidten. Altså en slags ”by-rensning” for at skabe tryghed blandt borgene i området. Om aktionen kunne betegnes som det ene eller det andet, får stå hen i det uvisse, men i alle tilfælde stod det igen klart, at brugen af den mobile politistation ikke var en ubetinget succes.
Med tiden gik problemerne med grønjakkerne og ”Nattens børn” i sig selv, og den mobile politistation kunne derfor skifte placering. Valget faldt nu på Vesterbro. Op igennem 1980erne var problemerne med narkotika og prostitution vokset eksplosivt i dette byområde. Den kriminalitet, der fulgte af disse to kriminalitetstyper, var også voldsom. I 1990 var der registreret 3100 indbrud og 127 tasketyverier på Vesterbro. Utrygheden var til at tage at føle på, og beboerne flygtede fra området. Det var før hipsterkultur og 2-værelseslejligheder til flere millioner kroner. Området lignede dengang sine steder det rene slum, og blev sammenlignet med den berygtede New York-bydel, Bronx (før også den blev hip). Den mobile politistation rullede derfor ud på Vesterbro. Her var en mission at udføre. Stationen blev placeret på Halmtorvet, hvor den arbejdede tæt sammen med Københavns berygtede Uropatrulje og afdelingen for narko – der blot forkortedes til Afdeling N. På Vesterbro var der vitterligt noget at ”rive i”. I starten rullede den da også troligt ud hver dag, men efterhånden voksede forretningen så meget, at den så at sige blev fastligger. Den megen politiaktivitet på Halmtorvet skabte stor utilfredshed blandt områdets kriminelle klientel. På et tidspunkt blev utilfredsheden så stor, at nogle af disse typer rottede sig sammen og angreb stationen. Det lykkedes dog politifolkene at forskanse sig i bussen, indtil der kom undsætning fra Politigården. Politifolkene på den mobile politistation slap med skrækken, kun bussen fik nogle hug.
Fra midten af 1990erne skete der et skifte i den rådende ”politifilosofi”. Forandringens vinde kom igen fra England. Fra 1990ernes start var man i England begyndt at fokusere på det offentliges ressourceforbrug. Først var sygehusvæsnet blevet underlagt en kritisk analyse, derefter kom turen til politiet, der i den berygtede Sheehy Report fra 1993 blev udsat for en sønderlemmende kritik. Politiet blev forvaltet, ikke styret. Fra nu af skulle politiet styres ud fra managementorienterede principper. Det forkætrede styringsprincip, New Public Management, havde vundet indpas i politiet, og idéen om nærpoliti gled mere i baggrunden. Ja, nogle mente måske endda, det var for omkostningskrævende. Politiet skulle nu samles i større, mere ressourcebevidste enheder. Om nedlæggelsen af den mobile politistation var en konsekvens heraf, er svært at sige – det kan også skyldes de forbedrede forhold på Vesterbro og i resten af København – til sidst svandt brugen af stationen i hvert fald ind, og den blev solgt på auktion midt i 90’erne.
Her 10 år efter politireformen af 2007, der reducerede politikredsene fra 54 til 12, må man konstatere, at der, berettiget eller uberettiget, har været en betydelig kritik af reformen igennem årene. Var der de stordriftsfordele, man forventede? Kan landkommunernes affolkning bl.a. ses som en konsekvens af politireformen? De kritiske spørgsmål har været mange. Når man hertil lægger terrorangreb på tilfældige civile rundt omkring i Europa, er der næppe tvivl om, at der i befolkningen er et ønske om et nært, synligt og tilstedeværende politi. Så drømmen om nærpolitiet er uden tvivl på vej tilbage – og dette har muligvis givet en revival til den mobile politistation. Tiden vil vise, hvordan den bliver modtaget på Nørrebro.