Spring til hovedindhold

Forslag

Stormflodsberedskab

Stormflodsberedskab for Midt- og Vestsjællands Politis område.

Roskilde Havn

Watertubes på Roskilde Havn i forbindelse med stormen Ingolf i 2017

Når Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meddeler, at der kan forventes farligt vejr, har Midt- og Vestsjællands Politi erfaring for, at betydelige vandmængder kan trænge ind i Isefjorden og ikke mindst i Roskilde Fjord. Tilsvarende kan kysterne på Sjællands vestkyst blive ramt af ekstraordinært højvande, som sammen med bølger og storm kan forårsage betydelige skader på samfundet, ligesom vi har oplevet at tilbageløb (”skvulp”) af vand i Østersøen og Øresund kan føre til højvande på det østlige Sjælland. Voldsomt vejrlig har betydning for infrastrukturen som på kyststrækninger, ejendomme m.v.

I en sådan situation er politiet ifølge beredskabsloven pålagt at påtage sig den koordinerende ledelse for at sikre, at samfundets samlede ressourcer anvendes på den bedste måde. Det skal gennem denne koordinering sikres, at pumpe- eller transportressourcer m.v. ikke blot leveres til de områder, der identificerer problemstillingerne først, men at der tages en lang række hensyn til, at de mest samfundsvigtige funktioner og værdier sikres mest muligt.

De seneste års situationer med voldsomt vejr har ført til, at politikredsen i samarbejde øvrige myndigheder har opnået en god rutine i at imødegå naturens rasen. Erfaringerne fra tidligere storme og vandstigninger gør, at der så tidligt som muligt forberedes en række foranstaltninger til at sikre områder, der er særligt truede af oversvømmelse og ødelæggelse af ejendomme, museum, havneanlæg m.v. Det har vist sig at være en effektiv strategi. 

 

Den Lokale Beredskabsstab

Den Lokale Beredskabsstab (LBS) består af repræsentanter for de offentlige myndigheder, eks. Vestsjællands Beredskab, Østsjællands Beredskab, Beredskabsstyrelsen Sjælland, Energisektoren, Bustrafikområdet, Hjemmeværnet, og ikke mindst kommunerne. Under politiets  ledelse samles de involverede myndigheder på politigården i Roskilde til løbende drøftelser og beslutninger vedrørende såvel den forebyggende som den afhjælpende indsats.  På møderne i LBS bliver informationerne til befolkningen i de berørte områder tilsvarende koordineret med de kommunikationsansvarlige i myndighederne, herunder i de berørte kommuner, for at sikre, at kommunikationen nåede ud til borgerne på den bedste og mest hensigtsmæssige måde.

Det gode samarbejde i LBS er utvivlsomt medvirkende til at de bedste beslutninger i situationen på tværs af myndighederne bliver truffet og de nødvendige ressourcer bliver skaffet til veje og indsat. I de situationer, hvor ressourcerne inden for politikredsen ikke slog til, blev ekstra ressourcer fra resten af landet rekvireret via den Nationale Operative Stab, som på samme måde som LBS koordinerer ressourcer og indsats – men her blot på nationalt niveau. 

Efter  store indsatser evalueres forløbet og erfaringerne i struktureret form og opsamles til brug for fremtidige hændelser og indsatser både omkring farligt vejrlig og alle andre alvorlige hændelser.