Spring til hovedindhold

Forslag

Frihed, tryghed, overvågning? - Forbryderjagt i en digital tidsalder

Politimuseets særudstilling om moderne, analysebaseret politiarbejde oplyser og understøtter debatten om politiets brug af data i en tid med et kompleks kriminalitetsbillede.

Politimusem

Selv om det er 70 år siden, at George Orwells "1984" udkom, så kører debatten om overvågning med uformindsket styrke.

 

Debatten fylder også meget i forhold til politiets arbejde. Digitaliseringen betyder, at vi alle efterlader spor i cyberspace, men digitaliseringen betyder også, at spor og data fra forskellige registre kan sammenkøres i et hidtil uset tempo.

 

POL-INTEL

Den udvikling ændrer også politiets måde at arbejde på. I 2017 indkøbte politiet et nyt system - POL-INTEL - som sammenkobler en række af politiets databaser, og giver mulighed for at skabe overblik over bestemte kriminalitetsmønstre - både hos den enkelte gerningsperson og i forhold til overtrædelsernes karakter, hyppighed og geografi.

 

Udviklingen er måske nok nødvendig, for når samfundet bliver mere komplekst, så gør kriminaliteten det også. Og det stiller større krav til politiet.

 

Hvor går grænsen?

Men hvor går grænsen mellem at beskytte friheden, sikre trygheden og egentlig overvågning? På 70-året for udgivelsen af Georg Orwells "1984" sætter Politimuseet fokus på forbryderjagt i en digital tidsalder.

 

Politimuseets udstilling ønsker at oplyse og understøtte debatten og de spørgsmål, som naturligt rejser sig i forbindelse med moderne, analysebaseret politiarbejde: Hvordan fungerer det? Hvordan adskiller det sig fra tidligere tiders politiarbejde? Hvordan håndterer politiet de store datamængder? Er disse data i sikre hænder? Er vi på vej mod overvågningssamfundet?

 

Politimuseets udstilling er dermed lige så meget et oplæg til en fortsat diskussion, som den er et indblik i dele af det moderne politiarbejde.

 

Gå på opdagelse i vores app om forbryderjagt i en digital tidsalder