To personer løsladt efter grundlovsforhør
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat dødsfald. To personer løsladt efter grundlovsforhør
Retten i Esbjerg løslod i dag to personer i et grundlovsforhør, der foregik bag lukkede døre. Der er tale om en 52-årig kvinde og en 28-årig mand fra Varde Kommune, der begge er sigtet for kvalificeret vold med døden til følge.
”Vi fremstillede i dag de to personer i et grundlovsforhør i en meget alvorlig og tragisk sag, hvor et toårigt barn lørdag afgik ved døden som følge af nogle meget alvorlige skader i blandt andet hovedet. Retten har vurderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er en begrundet mistanke mod de fremstillede og har derfor ikke varetægtsfængslet dem. Politiet fortsætter nu den intensive efterforskning for at klarlægge, hvordan den toårige døde. I den forbindelse afventes der flere retsmedicinske oplysninger og øvrig efterforskning,” siger anklager Line Gotfredsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital, hvor barnet afgik ved døden lørdag kort før klokken 16.
Syd- og Sønderjyllands Politi har af hensyn til den fortsatte efterforskning ikke yderligere oplysninger i sagen.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)