To mænd sigtet for menneskesmugling
De to mænd kørte i en bil, der blev taget ud til kontrol nær Sæd Grænseovergang. I køretøjet befandt der sig også en 15-årig afghansk dreng, der ikke havde lovligt indrejsegrundlag.
Syd- og Sønderjyllands Politi har sigtet to mænd, en 31-årig norsk statsborger og en 23-årig afghansk statsborger, for overtrædelse af udlændingelovens bestemmelser om menneskesmugling.
De to mænd samt en tredje person kom mandag aften kørende i en personbil, der blev taget ud til kontrol af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kontrollen fandt sted nær Sæd Grænseovergang i Tønder Kommune, kort efter at bilen havde passeret landegrænsen.
Ved kontrollen stod det klart, at den tredje person i køretøjet, en 15-årig afghansk dreng, ikke havde lovligt indrejsegrundlag, hvorefter de to mænd blev anholdt og sigtet for menneskesmugling.
Den 31-årige mand erkender forholdet, mens den 23-årige nægter sig skyldig.
Der har ikke været grundlag for at fremstille de to mænd i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Begge blev løsladt efter endt afhøring, men er fortsat sigtede i sagen. Og der venter dem nu et retsligt efterspil.
Den 15-årige dreng søgte om asyl.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere.
UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen - eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.
I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)