Politi på tryghedsbesøg i Rødekro efter knivstikkeri
Politi øger patruljering i Rødekro og vil i formiddag være på tryghedsskabende besøg i byen efter knivstikkeri i nat
Politiet fik klokken 22.31 mandag aften en anmeldelse om slagsmål i Østergade i Rødekro. Patruljerne fandt to personer, som blødte kraftigt og begge blev indlagt. Den ene af de tilskadekomne har været i kritisk tilstand. Der er intet der tyder på, at episoden er banderelateret.
Syd- og Sønderjyllands Politi vil i formiddag komme på tryghedsskabende besøg i Rødekro. Politiet parkerer den mobile politistation ved SuperBrugsen i Rødekro mellem klokken 11 og 13. Her vil betjente være klar til at tale med utrygge borgere og tage mod eventuelle oplysninger.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker fortsat sagen intenst og efterlyser vidner til episoden, ligesom man meget gerne vil have oplysninger om videovervågning fra Østergade i Rødekro i nat.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)