Politi inviterede til tryghedsvandring efter uro
Som et led i Syd- og Sønderjyllands politis massive indsats efter uro i Aabenraa inviterede politiet i dag en række samarbejdspartnere på tryghedsvandring i det uroplagede område.
Tryghedsvandringen varede knapt to timer. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.
Onsdag formiddag inviterede Syd- og Sønderjyllands Politi på tryghedsvandring i Aabenraa. Invitationen blev sendt ud på baggrund af den seneste tids uro i Aabenraa, hvor yngre mennesker om aftenen samler sig i området omkring Madevej med uro i form af affyring af kanonslag og generende kørsel til følge.
Aabenraas borgmester Thomas Andresen tog mod invitationen og gik med på tryghedsvandringen. Det samme gjorde repræsentanter for byens SSP og Natteravnene, samt områdets butikker og kommunens Trafik og Anlægsafdeling.
- Vi er glade for den store opbakning til tryghedsvandringen, der har til formål at samle alle parter om at finde løsninger, der kan være med at formindske uroen og øge trygheden, siger leder af Forebyggelsessektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi vicepolitiinspektør Christian Østergård.
På den knap to timer lange vandring blev området studeret nøje med henblik på at lokalisere utryghedsskabende forhold, udveksle ideer og finde forslag til tiltag, der kan gøre området tryggere. Der kom en lang række ideer frem undervejs, blandt andet om mere skiltning, bedre belysning og forskellige former for overvågning.
- Vi samler nu de mange ideer og arbejder straks videre med forslagene, så vi kan være med til at genskabe trygheden i området hurtigt, siger Christian Østergård.
Politiet fortsætter den massive operationelle indsats i området. Borgerne opfordres fortsat til at ringe 114, hvis de oplever uro eller har et tip, der kan hjælpe politiet.
Pressekontakt
Kommunikationsenheden
E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2052 6460 (ikke sms)