15.-17. marts 2019
Her kan du læse et uddrag fra døgnrapporterne for weekenden 15.-17. marts 2019
SLAGELSE: Færdselskontrol på Kierulffsvej
Politiet var fredag fra klokken 17.15 til 18.30 på færdselskontrol på Kierulffsvej. Her blev det til otte sager i alt – En fik et klip i kørekortet for at køre for hurtigt, en anden kørte over for rødt og en tredje kørte uden sikkerhedssele. Herudover handlede tre af sagerne om mobiltelefoner og en enkelt sag om, at chaufføren ikke havde kørekortet i orden. Her blev bilens ejer desuden sigtet for at overlade sin bil til en person, der ikke lovligt må køre den.
HASLEV: Butikstyveri
Politiet fik fredag klokken 18.00 en anmeldelse fra en butik i Haslev, hvor en medarbejder havde standset to butikstyve. Det viste sig at være en 33-årig mand og en 38-årig kvinde, begge fra udlandet. De blev anholdt klokken 19.30 og kørt til Næstved Politistation, hvor de blev afhørt og måtte betale en bøde på 500 kroner, før de blev løsladt klokken 21.40.
HASLEV: 18 måneders fængsel for salg af stoffer
En 27-årig mand fra Haslev blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, og i forlængelse af retsmødet blev han idømt 18 måneders ubetinget fængsel. Det skete, efter at politiet havde fundet 380 gram amfetamin på hans bopæl i Haslev. Den 27-årige blev anholdt lørdag klokken 00.52 og sigtet for salg af ulovlige stoffer.
NÆSTVED: Luskede rundt med hash på lommen
Politiet fik lørdag klokken 23.10 en anmeldelse om, at der luskede nogle mistænkelige personer omkring i en haveforening på Ellebækhøj i Næstved. En politipatrulje rykkede ud, og en 31-årig mand fra byen viste sig at have 4,2 gram hash på sig. Hashen blev konfiskeret, og den 31-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
RUDS-VEDBY: Råbte op på gaden
En 18-årig mand fra Albertslund blev lørdag klokken 04.25 anholdt, efter at han havde råbt og skreget på gaden i Ruds-Vedby. Han nægtede at dæmpe sig, selvom politiet bad ham om det og blev derfor sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Han blev kørt til Slagelse Politistation, hvor han blev løsladt igen klokken 04.50.
NÆSTVED: Havde hash og ulovlig kniv i bilen
Politiet fik lørdag klokken 17.15 en anmeldelse om, at der holdt en bil parkeret i Toldbodgade i Næstved, og at to mænd sad i bilen og ristede tobak. Det viste sig at den ene – en 25-årig mand fra Herning – havde en låsbar foldekniv med et blad på ni cm på sig sammen med i alt 35,2 gram hash. Den 25-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven og af lov om euforiserende stoffer.
DALMOSE: To sigtet efter forsøg på tyveri
Lørdag klokken 20.50 fik politiet en anmeldelse om, at en påhængsvogn var ved at blive bundet efter en bil med et tov ved en ejendom lidt uden for Dalmose. Politiet rykkede ud, og betjentene standsede en bil med en påhængsvogn, og på påhængsvognen stod der en minigraver en jordloppe og en oliehammer. Politiet sigtede en 47-årig mand for tyveri på stedet, mens en 39-årig mand blev anholdt klokken 21.40 og sigtet for tyveri. Den 39-årige blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 0.15.
NÆSTVED: Sniffede kokain
Politiet var lørdag klokken 0.05 på værtshustilsyn i Næstved, og fra et toilet et af stederne lød der sniffelyde. Det var en 18-årig mand fra Faxe, og han viste sig at have 0,1 gram kokain. Den 18-årige blev herefter sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
SORØ: Bankede på døren om natten
En 51-årig mand fra Kalundborg blev lørdag klokken 5.23 anholdt, efter at han gentagne gange havde opsøgt en tidligere kæreste på hendes adresse i Sorø. Politiet blev tilkaldt, og i første omgang blev manden bortvist. Alligevel valgte han senere på natten at vende tilbage igen og igen og bankede på hoveddøren, selvom han var uønsket på adressen og ikke blev lukket ind. Han blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden og kørt til Slagelse Politistation, hvor han blev løsladt igen klokken 6.31.
NÆSTVED: Tumult ved diskotek
En 46-årig mand fra Fensmark blev lørdag klokken 4.07 anholdt efter en bytur. Her var han blevet afvist af en dørmand på et diskotek, men nægtede at efterkomme dørmandens anvisninger. I stedet blev han truende og der opstod lidt tumult. Politiet blev tilkaldt og den 46-årige blev anholdt, sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Han blev kørt til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt igen klokken 05.17.
NÆSTVED: Flere sigtet for at tisse på gaden
I løbet af natten til søndag blev flere personer taget i at tisse på gaden i Næstved. Klokken 0.50 var en 17-årig fyr fra Næstved ved at lette sig i Grønnegade i Næstved, og det samme var en 22-årig mand fra København omkring klokken 1.00. Klokken 0.32 tissede en 16-årig fyr fra Herlufmagle på gaden i Grønnegade, og klokken 0.20 sad en 24-årig kvinde fra Næstved og tissede i en port i Skomagerrækken. De blev alle fire sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og det koster i udgangspunktet en bøde på 1.500 kroner.
NÆSTVED: 23-årig sigtet for vold
En 22-årig mand fra Haslev blev søndag morgen klokken 4.21 overfaldet på p-pladsen på Kvægtorvet i Næstved. Han fik en knytnæve i ansigtet, så han faldt og slog hovedet i asfalten. Politiet anholdt en 23-årig mand fra Slagelse på stedet. Han blev sigtet for vold, og han var temmelig utilfreds med politiet, som han kaldte både korrupt, pansersvin og luder. Den 23-årige blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale, og han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 11.50.
NÆSTVED: Råbte efter politiet
En politipatrulje holdt søndag morgen klokken 4.45 i Grønnegade i Næstved, og alene synet af betjentene fik en af nattegæsterne til at råbe en stribe ukvemsord efter dem. Det var en 30-årig mand fra Næstved, og for at få ro på stedet blev han anholdt og taget med til politistationen i Næsteved. Den 30-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og han blev løsladt igen klokken 6.40.
RØDBYHAVN: Bøder for at have hash
Toldstyrelsen tjekkede søndag morgen en bus, der kom i land fra færgen i Rødbyhavn. En narkohund snusede sig frem til en passager – en 27-årig udenlandsk mand – som viste sig at have en klump hash på 3,2 gram i lommen. Politiet blev tillkaldt, og den 27-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det ulovlige stof blev konfiskeret, og den 27-årige fik en bøde for overtrædelsen.
En anden rejsende i bussen – en 39-årig udenlandsk mand – havde en joint og 1,6 gram hash. Den 39-årige var ikke borger i et EU-land, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og Udlændingestyrelsen traf afgørelse om, at den 39-årige skulle have et forbud mod at rejse ind i Danmark de næste to år. Den 39-årige fik samtidig en bøde for overtrædelsen, og han blev sendt retur til Tyskland med færgen.
Klokken 12.00 undersøgte Toldstyrelsen en anden bus, der netop var kommet i land. En narkohund fandt frem til en 30-årig udenlandsk mand, som viste sig at have en joint på sig. Den 30-årige blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik en bøde for overtrædelsen. Samtidig behandler Udlændingestyrelsen sagen med henblik på en udvisning af den 30-årige.
SLAGELSE: 43-årig ville ikke forlade sygehuset
Søndag klokken 12.00 fik politiet en anmeldelse om, at der sad en mand i venteværelset ved skadesturen på sygehuset i Slagelse. Han var ikke behandlingskrævende, men han ville ikke forlade stedet. Det viste sig at være en 43-årig mand fra Slagelse, og heller ikke selv om politibetjentene anmodede han om at forlade sygehuset, ville han makke ret. Derfor blev den 43-årige anholdt klokken 12.44 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev taget med til politistationen i Slagelse og løsladt igen klokken 13.23 efter afhøring.
NAKSKOV: Slagsmål
To mænd og en kvinde blev søndag klokken 15.57 sigtet for overtrædelse af restaurationsloven, efter at de var kommet op at slås på en beværtning i Nakskov. Det var en 52-årig mand fra Norge, en 52-årig mand fra Nakskov og en 51-årig kvinde også fra Nakskov.
SAKSKØBING: Brand i lade
Søndag klokken 18.01 udbrød der brand på en ejendom i Killerup. Branden opstod, efter at to beboere havde sat ild til noget affald i nogle tønder, der stod tæt på en bil. Ilden bredte sig derfor til bilen og fra bilen til den nærliggende lade, der endte med at brænde ned. Brandvæsenet fik ilden slukket klokken 18.23 og heldigvis kom ingen til skade. En 31-årig mand og en 29-årig mand blev sigtet for at overtræde beredskabsloven.
NØRRE ALSLEV: Kørte med forkerte nummerplader
Politiet tjekkede søndag klokken 18.19 en bil, der holdt på en benzintank i Nørre Alslev. De nummerplader, der sad på bilen, viste sig at være efterlyst som stjålet den 12. marts, og føreren af bilen – en 36-årig mand fra Stensved – fortalte politiet, at han havde fundet nummerpladerne og sat dem på sin bil. Den 36-årige blev derefter sigtet for ulovlig omgang med hittegods.
GULDBORG: Havde dolk og jernrør med i bilen
Mandag klokken 0.15 tjekkede politiet en 33-årig kvinde, der holdt parkeret i sin bil en p-plads ved Majbøllevej i Guldborg. Den 33-årige havde et jernrør i bagagerummet og en kniv med en klinge på 7,5 på bagsædet af bilen. Hun blev herefter sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven, og de ulovlige våben blev konfiskeret.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Faxe | Sandagervej | Hus | Fredag kl. 18:00 – lørdag kl. 09:20 | Møntsamling, kontanter, 2 bærbare pc'er, en PlayStation 4 og Samsung tablet |
Haslev | Floraparken | Hus | Fredag kl. 06:16 – 14:15 | Endnu ikke opgjort |
Horslunde | H. C. Skottesvej | Hus | Lørdag kl. 10:00 – 21:50 | 3 poser træbriketter, værktøj |
Mern | Blåbærvej | Hus | Torsdag kl. 17:00 – fredag kl. 14:10 | Endnu ikke opgjort |
Nakskov | Bibrostræde | Hus | Tirsdag kl. 10:00 – lørdag kl. 18:30 | Bilnøgle , Lenovo stationær PC, 2 bærbare pc'er af mærket Acer, pas |
Nakskov | Strandvej | Hus | Søndag kl. 02:09 | Træfigurer og lampe |
Nakskov | Maribovej | Hus | Søndag kl. 02:33 – 02:40 | Endnu ikke opgjort |
Nakskov | Nakskovvej | Hus | Onsdag kl. 15:00 – søndag kl 09:00 | Badeværelsesmøbel, 15 poser træpiller, køle-/fryseskab |
Nykøbing F. | Østrigsvej | Hus | I perioden op til lørdag kl. 15:00 | Endnu ikke opgjort |
Næstved | Wesselsvej | Hus | Fredag kl. 17:00 – lørdag kl. 11:00 | Endnu ikke opgjort |
Slagelse | Østerbro | Hus | Fredag kl. 14:59 | Vielsesring |
Sorø | Frederiksbergvej | Hus | I perioden op til lørdag kl. 17:15 | Endnu ikke opgjort |
Stensved | Skånningevej | Hus | Torsdag kl. 18:30 – fredag kl. 07:45 | Endnu ikke opgjort |
Væggerløse | Baldersvej | Hus | Lørdag kl 01:30 – 02:30 | Smykker og Trip Trap-nisser |
Væggerløse | Lokesvej | Hus | Torsdag kl. 15:00 – lørdag 09:45 | Intet stjålet |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Dianalund | Fredag kl. 14:00 – 17:15 | 1 sigtet for kørsel uden førerret – 1 beslaglagt bil – 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele – 1 sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon – 1 sigtet for at køre på ulovlig 30-knallert | |
Herlufmagle | Suså Landevej | Søndag kl. 11:55 – 12:07 | 14 biler kontrolleret – ingen sager |
Nykøbing F. | Skovalléen | Fredag kl. 08:09 – 08:40 | Ca. 80 biler observeret – 1 sigtet for kørsel uden førerret og for ikke at anvende sikkerhedssele |
Sakskøbing | Fredag kl. 09:45 – 10:52 | 3 køretøjer standset – 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele og 1 sigtet for at tisse på offentlig vej | |
Slagelse | Kierulffsvej | Fredag kl. 17:15 – 18:30 | 1 sigtet for hastighedsoverskridelse med klip – 1 sigtet for manglende brig af sikkerhedssele – 3 sigtet for at benytte håndholdt mobiltelefon – 1 sigtet for kørsel uden førerret – 1 sigtet for at overdrage køretøjet til en uden førerret – 1 sigtet for at køre over for rødt lys |
Stubbekøbing | Fredag kl. 06:42 – 09:13 | 4 køretøjer standset – 1 sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon og 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele | |
Vester Egesborg | Landevejen | Søndag kl. 10:00 – 10:15 | Spirituskontrol – ingen sager |
Vordingborg | Kalvehavevej | Lørdag kl. 15:05 – 15:31 | Spirituskontrol – ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Vordingborgvej | Fredag kl. 16:40 – 20:20 | ATK | 251 | 39 | 50 km/t | 82 km/t | 7 klip |
Nykøbing F. | Gedser Landevej | Lørdag kl. 13:40 – 19:50 | ATK | 1148 | 12 | 70 km/t | 92 km/t | - |
Næstved | Vordingborgvej | Fredag kl. 06:45 – 13:15 | ATK | 1900 | 76 | 60 km/t | 95 km/t | 6 klip |
Næstved | Østre Ringvej | Lørdag kl. 07:15 – 13:30 | ATK | 4320 | 73 | 60 km/t | 88 km/t | 4 klip |
Næstved | Karrebæk | Søndag kl. 07:10 – 13:30 | ATK | 908 | 2 | 60 km/t | 74 km/t | - |
Rude | Næstved Landevej | Fredag kl. 07:01 – 13:05 | ATK | 523 | 3 | 60 km/t | 78 km/t | - |
Tappernøje | Karlshøj | Søndag kl. 13:55 – 19:45 | ATK | 378 | 51 | 70 km/t | 129 km/t | 7 klip og 2 betingede frakendelser |
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Køgevej, Freerslev | Lørdag kl. 20.32 | 39-årig mand fra Rønnede | Spirituskørsel efter et færdselsuheld |
Nykøbing F. | Østre Allé | Mandag kl. 02:10 | 28- årig mand fra Nykøbing F. | Spirituskørsel |
Nykøbing F. | Vestensborg Allé | Lørdag kl. 16:57 | 22-årig mand fra Nykøbing F. | Narkokørsel |
Rødby | Vestre Allé | Lørdag kl. 13:00 | 49-årig mand fra Dannemare | Spirituskørsel |
Rødby | Vestre Allé | Søndag kl. 02:55 | 26-årig mand fra Holeby | Spiritus- og narkokørsel. Den 26-årige havde 5,8 gram amfetamin og blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer |
Rønnede | Industrivej | Fredag kl. 01:12 | 39-årig mand fra Faxe ladeplads | Spirituskørsel |
Slagelse | Idagårdsvej | Fredag kl. 19:45 | 44-årig mand fra København | Narkokørsel |
Slagelse | Løvegade | Lørdag kl. 10:50 | 24-årig mand fra Slagelse | Narkokørsel |
Slagelse | Sdr. Stationsvej | Lørdag kl. 14:07 | 27-årig mand fra Slagelse | Narkokørsel |
Vordingborg | Brovejen | Fredag kl. 13:00 | 57-årig kvinde fra Nakskov | Spirituskørsel |
Vordingborg | Bødkervænget | Søndag kl. 5:05 | 47-årig kvinde fra Bogø | Spirituskørsel |
Pressekontakt
Kommunikation:
E-mail: ssj-kommunikation@politi.dk
Inden for alm. kontortid: Tlf. 4133 1515 (modtager ikke sms)
Anne Dorte Hoppe Søe
E-mail: aso021@politi.dk
Tlf.: 2276 3593
Palle O. Hansen
E-mail: pha010@politi.dk
Tlf.: 4132 8267
Vagtcentralen:
E-mail: ssj@politi.dk
Pressetelefon: 4132 8718