Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 11. august 2025
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 8. august kl. 07.00 til mandag den 11. august kl. 07.00.
Uro og uorden
Bornholms Politi fik fredag aften omkring kl. 22.30 anmeldelser fra to caféer i Rønne, som begge havde haft besøg af en beruset 42-årig polsk mand, der skabte uro. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til den pågældende mand. Manden blev af politiet bortvist fra Store Torv og fik besked på ikke at indfinde sig på caféerne eller andre beværtninger i området igen resten af aftenen.
Søndag aften skabte den samme polske mand igen uro og utryghed på Store Torv samt ved Nordre Kystvej i Rønne, hvor han blandt andet bankede på døre og vinduer. Den 42-årige mand blev derfor kortvarigt frihedsberøvet.
Musik til ulempe
Bornholms Politi har i løbet af weekenden fået flere anmeldelser om musik til ulempe, som har krævet politiets tilstedeværelse.
- Natten til lørdag kl. 01.30 blev der klaget over høj musik fra en adresse i Rønne Nord, hvor der blev holdt en privatfest.
- Lørdag aften omkring kl. 23.30 modtog politiet flere anmeldelser om høj musik fra en havefest i Snogebæk.
- Natten til søndag kl. 00.25 blev der klaget over høj musik fra en privatadresse i Aakirkeby, hvor der blev holdt havefest.
- Natten til søndag kl. 02.40 modtog politiet en anmeldelse om høj musik fra en restauration i Sandvig.
Alle steder fik de festansvarlige besked af den fremmødte patrulje om at skrue ned for musikken, hvilket blev imødekommet.
Euforiserende stoffer og overtrædelse af våbenlov
To mænd på henholdsvis 20 og 22 år fra Rønne blev natten til søndag kl. 00.58 fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, da de blev stoppet af politiet på Krystalgade i Rønne. Begge blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Den 22-årig blev derudover sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han var i besiddelse af en 10 cm lang og spids skrue uden at have et anerkendelsesværdigt formål med det.
Livredning ved strand
Søndag kl. 17.37 kom en anmeldelse om, at livredderne på Balka Strand havde reddet en 64-årig kvinde op af vandet. Kvinden var i live, men ikke ved bevidsthed. Hun blev kørt med ambulance til Bornholms Hospital for behandling.
Færdsel
Tre bornholmske bilister, en 20-årig mand, en 17-årig mand og en 56-årig mand, blev fredag stoppet af politiet i henholdsvis Aakirkeby og Rønne og sigtet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Det udløste et klip i kørekortet til dem hver samt en bøde. Den 20-årig og den 56-årige fik en bøde på 1.500 kr. Den 17-årige fik på grund af sin unge alder en nedsat bøde på 750 kr. Derudover skal de tre bilister betale 500 kr. til Offerfonden.
En 55-årig mand fra Rønne blev fredag eftermiddag stoppet på Zahrtmannsvej i Rønne, hvor han fik en bøde på 1.500 kr. for ikke at have sikkerhedssele på.
En 15-årig ung mand fra Nexø blev fredag aften stoppet på knallert i Bølshavn. Den lille knallert blev på politiets rullefelt målt til at kunne køre 53,2 km/t, på trods af at kun 30 km/t er tilladt. Den 15-årige fik derfor en bøde for at køre på en konstruktivt ændret knallert.
En 46-årig mand fra Rønne blev lørdag kl. 21.21 sigtet for at overskride spærrelinjerne i forbindelse med en overhaling på Aabyvej i Rønne. Det udløser en bøde på 2.000 kr. og et klip i kørekortet. Derudover skal den 46-årige betale 500 kr. i bidrag til Offerfonden.
Tre cyklister fik i løbet af weekenden hver en bøde for at køre uden lys på cyklen i lygtetændingstiden - henholdsvis i Rønne og i Allinge.