Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 13. december 2024
Uddrag af døgnrapporten fra torsdag den 12. december kl. 07.00 til fredag den 13. december kl. 07.00.
Færdsel
Bornholms Politi fik torsdag kl. 13.35 en anmeldelse om, at et par unge mennesker på en knallert brændte dæk af på parkeringspladsen ved Vibegårds Runddel. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 16-årig mand fra Nexø blev sigtet for ikke at have styrthjelm på samt at køre to på en knallert. Han fik derfor en bøde på 1250 kr.En 44-årig kvinde fra Nexø blev kl. 14.07 stoppet på Åkirkebyvej i Rønne, hvor hun fik en bøde på 1.500 kr. samt et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Derudover skal kvinden betale 500 kr. til Offerfonden.
Kl. 15.20 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en 72-årig kvinde havde påkørt en anvisningstavle på Aabyvej i Nyker. Ingen kom til skade ved uheldet.
Bornholms Politi afholdt torsdag eftermiddag og aften målrettet færdselskontrol med fokus på cykellygter og knallerter i Nexø, Aakirkeby og Rønne. De kontrollerede knallerter var i orden, mens to kvindelige cyklister på hhv. 28 år og 33 år måtte tage imod en bøde for at køre uden lys på.
Bornholms Politi har generelt de seneste måneder set en del mindreårige uden lys på cyklen og opfordrer derfor forældre til at tjekke om deres børns har cykellygter, der virker, og at tale med børnene om vigtigheden af at være synlig i trafikken.