Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. december 2024
Uddrag af døgnrapporten fra fredag den 13. december kl. 07.00 til mandag den 16. december kl. 07.00.
Uro og uorden
Det har været en travl weekend for Bornholms Politi, som har været ude til flere episoder, hvor påvirkede mennesker har skabt uro i bylivet, blandt andet i forbindelse med firmajulefrokoster.
Fredag aften kl. 18.48 måtte politiet rykke ud til et værtshus i Aakirkeby, hvor en 57-årig kvinde fra Nexø havde vist sin utilfreds med temperaturen på den serverede irish coffee på en sådan måde, at politiet måtte tilkaldes. Kvinden blev derfor bortvist fra stedet af den fremmødte patrulje.
Senere fredag aften kl. 23.30 fik Bornholms Politi en anmeldelse af, at en 41-årig mand fra Midtbornholm var blevet meget beruset til en julefrokost i Rønne, og at han optrådte udadreagerende. Ved patruljens ankomst var den 41-årige ikke umiddelbart indstillet på at forlade festen. Derfor blev han frihedsberøvet af politiet og kørt til Bornholms Hospital til en lægeundersøgelse. Herefter blev han løsladt igen og kørt hjem.
Fredag kl. 23.46 kom en anmeldelse om, at der stod en mand på Svanekevej i Rønne uden sko på og i bar overkrop, og at han blødte fra flere sår og rifter på hænderne. Manden, som var i 20'erne og fra Rønne, havde været til en julefrokost, hvor han var blevet meget påvirket. Derfor havde hans kolleger sendt ham hjem med en taxa. Det havde manden dog været så utilfreds med, at han bl.a. havde knust et spejl og derved pådraget sig skaderne på hænderne. Herefter valgte han at gå ud på gaden, hvor han så blev samlet op af Bornholms Politi og kørt til Akutmodtagelsen.
Lørdag kl. 17.06 fik Bornholms Politi en anmeldelse fra en restauration Antoniestræde i Rønne, hvor en meget påvirket mand havde indfundet sig og nægtede at forlade stedet. En patrulje fik kontakt til en 40-årige mand fra Rønne, som var højtråbende og blev skønnet meget påvirket. Da manden ikke udviste stor samarbejdsvillighed blev han frihedsberøvet af politiet og bragt til undersøgelse og observation på Bornholms Hospital. Manden blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Lørdag kl. 21.12 måtte Bornholms Politi rykke ud til en beruset 21-årig mand fra Aakirkeby, som opholdt sig på parkeringspladsen ved Vibegårds Runddel. Den unge mand, som ikke selv kunne finde hjem, blev sendt med en taxa mod sin bopæl efter aftale med pårørende.
En taxachauffør måtte søndag kl. 21.08 have politiets hjælp til at få en kunde, en 61-årig kvinde fra Hasle, til at få betaling for en taxatur fra Hasle til Rønne. Ved patruljens ankomst valgte kvinden at betale regningen.
Narkokørsel
I forbindelse med en færgekontrol i Rønne fredag eftermiddag blev en 45-årig mand fra Sjælland i bil stoppet. Manden viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og blev derfor sigtet for narkokørsel. Manden blev kortvarigt anholdt og bragt til Akutmodtagelsen for at få taget en blodprøve. Under anholdelsen optrådte den 45-årige ophidset og udtalte diverse skældsord mod politibetjentene. Han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.
Andre færdselssager
En fejl på en påhængsvogns lysnet var årsag til, at en bil blev stoppet fredag kl. 16.30 i Allinge. Føreren samt ejeren, en 27-årig mand og en 47-årig kvinde, begge fra Midtbornholm, blev sigtet for overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen. Derudover blev påhængsvognens nummerplade inddraget pga. restance.
To cyklister fik i løbet af weekenden hver en bøde på 700 kr. for at køre uden lys i Rønne. Derudover fik fire bilister søndag aften hver en bøde på 1.000 kr. for at have tågelyset tændt i klart vejr.