Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten den 19. marts 2025
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 18. marts kl. 07.00 til onsdag den 19. marts kl. 07.00.
Færdselsuheld
Bornholms Politi fik tirsdag kl. 12.21 melding om et færdselsuheld, hvor to biler var kollideret frontalt på Klemens Storgade i Klemensker. Den ene bil ført af en 76-årig mand fra Klemensker var kommet over i den modsatte vejbane, hvor den havde ramt en bil ført af en 67-årig kvinde fra Nyker. De to førere samt en passager blev alle kørt til kontrol på Akutmodtagelsen. Passageren var lettere tilskadekommen, mens de to førere umiddelbart var uskadte.Færdsel
Tirsdag kl. 11.30 blev en varebil med en påhængsvogn stoppet af politiet på Rønnevej i Nylars. Føreren, en 32-årig mand fra Jylland, måtte tage imod en bøde og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Derudover havde føreren ikke kørekort til den pågældende køretøjskategori.To øvrige bilister fik også hver en bøde på 1.500 kr. og et klip i kørekortet for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Der var tale om en 24-årig kvinde fra Rønne og en 48-årig mand fra Vestermarie, som begge blev stoppet i Rønne. De skal derudover betale et bidrag på 500 kr. til Offerfonden.
En 44-årig kvindelig bilist fra Pedersker blev kl. 15.21 stoppet på Nexøvej i Aakirkeby, hvor hun blev målt til at køre 115 km/t, hvor 80 km/t er tilladt. Hun fik derfor en bøde på 3.600 kr. samt et klip i kørekortet. Derudover skal hun betale 500 kr. til Offerfonden.
To 17-årige piger på cykel fik tirsdag aften hver en bøde på 500 kr. for at køre uden lys på i Rønne.