Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 2. juli 2025
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 1. juli kl. 07.00 til onsdag den 2. juli kl. 07.00.
Færdselsuheld
Tirsdag kl. 10.09 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at en 50-årig mand fra Nexø i en varevogn havde påkørt en fodgænger ved Møllevænget i Nexø. Ulykken skete, da bilisten bakkede ned af en sti og i den forbindelse ramte fodgængeren, en 36-årig kvinde, der stod med ryggen til. Kvinden blev kørt til kontrol på Bornholms Hospital med en ambulance. Den 50-årige bilist blev sigtet for at have foretaget en bakning til fare for andre.
Kl. 19.16 kom en anmeldelse om, at en fodgænger var blevet påkørt af en bil ved rundkørslen på Store Torv i Rønne. Bilisten, en 52-årig mand fra Sjælland, havde ramt fodgængeren, en 67-årig mand fra Rønne, i fodgængerfeltet. Fodgængeren var lettere tilskadekommen og blev kørt til Bornholms Hospital med en ambulance. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. I forbindelse med uheldet var Snellemark kortvarigt afspærret for trafik.
Brand
Tirsdag kl. 14.28 kom en anmeldelse om en mindre naturbrand på en græsmark nær Rønne. Branden var opstået i forbindelse med at en traktor med en slagleklipper var kørt over nogle sten, og at der dermed var opstået gnister, der havde antændt græsset. Branden blev hurtigt slukket af brandvæsnet. Bornholms Politi anmoder om, at borgere generelt udviser omtanke og forsigtighed i forhold til omgang med ild, da tørkeindekset i øjeblikket er højt.
Andre færdselssager
En 61-årig kvinde fra Tejn fik tirsdag kl. 14.43 et klip i kørekortet og en bøde på 3.600 kr., efter at hun var blevet målt til at køre 73 km/t på Rønnevej i Allinge, hvor kun 50 km/t er tilladt. Ligeledes fik en 30-årig kvinde fra Jylland en bøde på 3.000 kr. og et klip i kørekortet for at køre 69 km/t samme sted. Ud over bøden skal de to bilister betale hver 500 kr. i bidrag til Offerfonden.En 65-årig kvinde fra Rønne fik tirsdag eftermiddag en bøde på 1.000 kr. for at benytte håndholdt mobiltelefon, mens hun cyklede på Nørregade i Rønne.
En 36-årig mandlig bilist fra Hasle en bøde på 1.500 kr. for ikke at have sele på, da han tirsdag eftermiddag blev stoppet på Aakirkebyvej i Rønne.
Tirsdag aften fik en 16-årige pige fra Rønne en bøde på 750 kr. for at køre på el-løbehjul uden at have cykelhjelm på i Rønne.
Politiets ATK-bil foretog tirsdag hastighedsmålinger på Rønnevej i Aakirkeby. Her blev fem biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 82 km/t, hvor 60 km/t er tilladt, hvilket udløser et klip i kørekortet.