Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 29. december 2025
Uddrag af døgnrapporten fra mandag den 22. december kl. 07.00 til mandag den 29. december kl. 07.00.
Indbrud
En 30-årig mand fra Hasle er blevet varetægtsfængslet frem til den 20. januar, efter at der tirsdag den 23. december blev begået indbrud på Hotel Kysten i Hasle. Der blev stjålet to computere, en tablet samt alkohol. Den 30-årige blev sigtet for indbruddet den 25. december, hvorefter han blev fremstillet i grundlovsforhør den 26. december. Den 30-årige blev også sigtet for at være i besiddelse af en foldekniv uden anerkendelsesværdigt formål.
Uro
En beruset 26-årig mand fra Rønne blev torsdag den 25. december frihedsberøvet og anbragt i detentionen på Rønne Politigård, efter at han havde skabt uro på en privatadresse i Rønne. Han blev løsladt igen efter fem timer.
Brand
Tirsdag den 23. december blev der kl. 23.51 anmeldt en brand i en skraldespand på Storegade i Rønne. Branden blev hurtigt slukket. Skraldespanden var formentlig blevet antændt af fyrværkeri, og derfor afsøgte politiet området, dog uden at finde de eventuelle gerningsmænd.
Spirituskørsel
En 31-årig mand fra Nexø blev mandag den 22. december sigtet for spirituskørsel, da han førte en knallert på Sdr. Landevej i Nexø med en alkoholpromille over det tilladte. Derudover fik han en bøde på 1.000 kr., fordi baglygten på knallerten ikke virkede.
Færdsel
Bornholms Politis ATK-bil foretog hastighedsmålinger på Torneværksvej i Rønne søndag den 28. december. Her blev to biler målt til at køre for hurtigt. Den højeste hastighed blev målt til 58 km/t i en 40 km/t-zone, hvilket udløser et klip i kørekortet til føreren.En 20-årig mand fra Aakirkeby på en lille knallert blev fredag den 26. december stoppet af politiet på Smedegade i Aakirkeby. Han fik en bøde på 1.000 kr., fordi han ikke havde forsikringspapirerne for køretøjet.
En 66-årig mand fra Rønne fik onsdag den 24. december en bøde på 2.000 kr. samt et klip i kørekortet for at køre ud for fuldt stop på Torneværksvej i Rønne. Derudover skal han betale 500 kr. til Offerfonden.