Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 8. oktober 2025
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag den 7. oktober kl. 07.00 til onsdag den 8. oktober kl. 07.00.
Butikstyveri
To 13-årige piger blev tirsdag kl. 15.13 anmeldt for butikstyveri begået i Kvickly i Nexø. De to piger havde til sammen stjålet varer for knap 1.500 kr.
Besiddelse af euforiserende stoffer
Toldstyrelsen foretog tirsdag kontrol af buspassagerer ved færgeankomsten til Rønne kl. 19.50. I den forbindelse blev en 20-årig mand fra Rønne fundet i besiddelse af en joint og en klump hash. Han blev derfor sigtet af politiet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Røgfyldt butikslokale
Onsdag morgen kl. 06.19 fik Bornholms Politi en anmeldelse om, at Matas på Store Torvegade i Rønne var fyldt med røg. Årsagen viste sig at være en røgmaskine, der var blevet aktiveret ved en fejl.