Bornholms Politi: Uddrag af døgnrapporten den 22. juli 2025
Uddrag af døgnrapporten fra mandag den 21. juli kl. 07.00 til tirsdag den 22. juli kl. 07.00.
Brand
Bornholms Politi har modtaget en anmeldelse om forsøg på brandstiftelse i perioden fredag den 4. juli – tirsdag den 8. juli på Almindingsvej ved Naturstyrelsen i Åkirkeby. Her var der forsøgt brandstiftelse på et lager med brædder ved brug af optændingsblokke. Hvis man har hørt eller set noget, der kan være relevant i sagen, så kontakt gerne Bornholms Politi på tlf. 114 eller 56901448.
Hærværk
Bornholms Politi fik søndag eftermiddag en anmeldelse om hærværk på en bil begået på Østergade i Rønne. Hærværket er sket mellem søndag kl. 00.00 – søndag kl. 14.30. Bilen havde fået begge sidespejle vredet af samt en bule på venstre bagdør. Hvis man har hørt eller set noget, der kan være relevant i sagen, så kontakt gerne Bornholms Politi på tlf. 114 eller 56901448.
Bornholms Politi fik flere anmeldelser mandag formiddag vedrørende en svært beruset mand, der gik rundt på kørebanen på Åkirkebyvej i Rønne. Politiet bragte manden til Bornholms Hospital. Senere på aftenen fik politiet en anmeldelse om en beruset mand i Lidl ved Zahrtmannsvej i Rønne. Ved politiets ankomst kunne det konstateres, det var den samme mand, og han blev herefter igen bragt til Bornholms Hospital.
Færdsel
En 44-årig mand fra Kgs. Lyngby blev mandag kl. 12.30 stoppet i bil på Udegårdsvejen i Nexø, hvor han fik en bøde på 1500 kr. for ikke at have sikkerhedssele på.
En 20-årig kvinde fra Rønne blev mandag kl. 10.28 stoppet på cykel på Nørregade i Rønne, hvor hun fik en bøde på 1000 kr. for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Fem billister blev mandag aften sigtet for overtrædelse af vigepligt ved at køre over for ”fuldt stop” på Poulskervej i Nexø. Alle fem billister fik en bøde på 2500 kr. og et klip i kørekortet.
Tirsdag morgen foretog Bornholms Politi tungvognskontrol af køretøjer, der kom med færgen fra Køge på Zahrtmannsvej i Rønne. Politiet konstaterede ingen overtrædelser af reglerne.
ATK-bilen foretog mandag morgen hastighedsmålinger på Åkirkebyvej i Rønne. Her blev to billister målt til at køre hurtigere end de tilladte 80 km/t. Den højeste hastighed blev målt til 94 km/t. Efterfølgende holdt ATK-bilen på Klemens Storegade i Klemensker. Her var der ingen biler, som blev målt til at køre for stærkt.