Bornholms Politi: uddrag af døgnrapporten 31. januar 2024
Uddrag af døgnrapporten fra tirsdag 30. januar til onsdag 31. januar kl. 07.00.

Tre mænd sigtet for henholdsvis §54-kørsel, besiddelse af narkotika og våben
Tirsdag aften under en rutinemæssig kontrol af et køretøj på Åkirkebyvej/Sagavej i Rønne blev tre mænd sigtet og anholdt for en række forhold. Kontrollen førte til en ransagning af bilen og de tre personer.
Føreren, en 27-årig mand, blev sigtet for §54-kørsel, dvs. kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Han blev også sigtet for at være i besiddelse af 2 stk. Metadon-tabletter til eget forbrug uden recept.
En 31-årig passager blev sigtet for besiddelse af en stor mængde piller, til hvilke han ikke havde recept. Ved politiets optælling var der tale om 77 stk. Gabapentin, 118 stk. ukendte smertestillende, 3 stk. Viagra, 6 stk. Medikinet, 21 stk. Ksalol (Benzodiazepiner).
En 35-årig anden passager blev sigtet for besiddelse af en baton, også kaldet en amerikansk politistav, og en enhåndsbetjent foldekniv i strid med henholdsvis våbenloven og knivloven. Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af tre Viagra-piller uden gyldig recept.
Sænk farten, og kør forsigtig forbi vejarbejde
Tirsdag kl. 16.30 indløb en anmeldelse til Bornholms Politi om, at flere biler kørte tæt på og hurtigt forbi personer, der arbejdede med at nedgrave fiber på Søndergade i Rønne. En 49-årig medarbejder var tidligere på dagen blevet ramt af et sidespejl fra en ukendt forbipasserende bil.
Færdsel i øvrigt
To nummerplader blev taget af en bil tirsdag sidst på eftermiddagen på grund af manglende syn af bilen.En 55-årig mand fik tirsdag aften en bøde for at have efterladt sin varebil uden at sikre sig, at køretøjet ikke uretmæssigt kunne benyttes af andre. Varebilen stod ulåst med tændingsnøglen i.
Tirsdag aften blev en 47-årig kvinde stoppet under kørslen på grund af mistanke om spirituskørsel på Østre Ringvej i Rønne. Hun blev sigtet for at føre personbil med en alkoholpromille over det tilladte.